Australien indbyggertal (2024)

af | 17. november 2024

Hvor mange mennesker bor der i Australien? Ifølge de seneste estimater fra Australian Bureau of Statistics, er indbyggertallet i Australien på 27.122.411 indbyggere (per 31. marts 2024).

Australiens indbyggertal er resultatet af en kompleks og fascinerende historie, der spænder fra de oprindelige folks dybe kulturelle rødder til moderne tiders omfattende immigration. Landet, som er kendt for sin geografiske isolation og unikke biodiversitet, har set en dramatisk udvikling i sin befolkning gennem århundreder. Fra aboriginernes bosættelse for omkring 65.000 år siden, til de europæiske kolonisters ankomst i slutningen af det 18. århundrede, har Australien gennemgået dybtgående demografiske transformationer.

I dag er Australien hjemsted for over 26 millioner mennesker, og dets sammensætning afspejler et multikulturelt samfund, hvor over 30% af befolkningen er født i et andet land.

Indhold

Kort over Australien

Seneste indbyggertal for Australien (2024)

Ifølge de seneste officielle estimater fra Australian Bureau of Statistics, er Australiens indbyggertal 27.122.411 indbyggere per 31. marts 2024. Bemærk at dette indbyggertal er et estimat. De australske myndigheder offentliggør månedlige estimater med cirka et halvt års forsinkelse.

Udover de månedlige estimater, foretager Australien også officielle folketællinger hvert femte år. Den seneste officielle folketælling er fra 2021. Folketællingen i 2021 talte 25.422.788 indbyggere i Australien. Det var en stigning på 8,6 procent i forhold til folketællingen i 2016.

Udvikling i befolkningstal i Australien (1955-2024)

År Indbyggertal i Australien 1955-2024
2024 26.713.205
2023 26.451.124
2022 26.200.984
2021 25.422.788
2020 25.743.791
2015 23.948.002
2010 22.141.581
2005 20.294.490
2000 19.132.471
1995 18.095.344
1990 17.126.298
1985 15.835.747
1980 14.721.347
1975 13.893.989
1970 12.599.411
1965 11.357.477
1960 10.280.813
1955 9.205.181

Kilder: worldometers.info og abs.gov.au/statistics/people/population.

Australiens demografi

Australiens befolkning har i de seneste år oplevet en stabil vækst. Den demografiske fordeling viser en befolkning med stor diversitet både i alder, køn og oprindelse, hvilket afspejler Australiens position som et multikulturelt samfund med en betydelig andel af immigranter. Den gennemsnitlige levealder er høj – cirka 83 år for mænd og 85 år for kvinder. Dette placerer Australien blandt de lande i verden med den højeste forventede levetid, hvilket i høj grad skyldes et velfungerende sundhedssystem og en høj levestandard.

Aldersfordelingen viser en befolkning, hvor over halvdelen er i arbejdsdygtig alder (15-64 år). Dog er der en gradvis aldring af befolkningen, hvilket skaber et større pres på sundheds- og pensionssystemet. Andelen af personer over 65 år vokser, og denne ældningsproces kan påvirke Australiens økonomiske vækst og behovet for offentlige ydelser. Omvendt er antallet af børn og unge under 15 år relativt lavt sammenlignet med andre lande, hvilket også er en konsekvens af, at Australiens fødselsrate er lavere end det globale gennemsnit. Fødselsraten ligger omkring 1,6 fødsler per kvinde, hvilket er under den naturlige reproduktionstærskel.

Australiens befolkning er i høj grad koncentreret omkring de større byområder, især langs østkysten. Omtrent 86% af befolkningen bor i byområder, og de største byer som Sydney, Melbourne og Brisbane huser en stor andel af landets befolkning. Urbaniseringen har skabt udfordringer med hensyn til boligpriser, trafikale forhold og presset på infrastrukturer som skoler, hospitaler og transport. Til trods for dette vælger stadig flere at bosætte sig i byerne, hvor jobmulighederne og faciliteterne er bedre.

Australien er også kendetegnet ved en stor andel af udenlandsk fødte indbyggere, hvilket gør landet til et af de mest multikulturelle i verden. Omkring 30% af befolkningen er født i et andet land, primært Storbritannien, Kina, Indien og New Zealand. Immigration har været en afgørende faktor for befolkningsvæksten, og det australske samfund er blevet beriget med kulturel diversitet, men har samtidig stået over for udfordringer i integration og sociale spændinger. Indvandringen spiller dog fortsat en vigtig rolle i at balancere det demografiske pres fra den aldrende befolkning.

Læs mere om Australiens demografi på en.wikipedia.org/Demographics_of_Australia og på abs.gov.au/population (begge på engelsk).


Skyline i Melbourne – Australiens næststørste by med over 5 millioner indbyggere.

Immigrationens rolle

Immigration har spillet en afgørende rolle i Australiens befolkningsvækst og udvikling gennem de seneste årtier. Faktisk er Australien kendt for sin omfattende immigrationspolitik, som har bidraget væsentligt til at forme landets demografiske, økonomiske og kulturelle landskab. Siden midten af det 20. århundrede har Australien aktivt fremmet en indvandrerpolitik, som oprindeligt havde til formål at tiltrække europæiske indvandrere, men som siden er blevet mere åben over for folk fra Asien, Mellemøsten og Afrika. I dag er omkring 30% af Australiens befolkning født uden for landets grænser, hvilket gør landet til et af de mest multikulturelle samfund i verden.

Australiens immigrationspolitik har flere grene, herunder humanitære visumprogrammer, familiesammenføringsprogrammer og arbejdsmigrationsprogrammer. De seneste år har især arbejdsrelateret migration haft en betydelig indflydelse, idet Australien har tiltrukket mange højtuddannede fagfolk gennem forskellige kvalifikationsbaserede visumordninger. Denne tilgang hjælper med at afhjælpe manglen på kvalificeret arbejdskraft i nøgleindustrier såsom sundhedssektoren, teknologi og ingeniørfag. Regeringen har ofte justeret indvandringspolitikken for at sikre, at den nationale økonomi kan drage fordel af den tilstrømmende arbejdskraft, samtidig med at indvandrere bidrager til at afbalancere de demografiske udfordringer, som følger af en aldrende befolkning og lave fødselsrater.

Kilder til immigration er også blevet mere diversificerede. Historisk set kom de fleste indvandrere fra Storbritannien og Europa, men i dag udgør Asien og Stillehavsregionen en stor del af immigrationsstrømmen. Indien, Kina og Filippinerne er blandt de største oprindelseslande, og denne ændring har bidraget til en rig kulturel diversitet i Australien. Samtidig medfører denne udvikling dog også udfordringer med hensyn til integration og kulturelle forskelle, hvilket har ledt til en større offentlig debat om, hvordan samfundet kan sikre en harmonisk multikulturel sammenhængskraft.

Australien har også en betydelig flygtninge- og asylpolitik, som dog har skabt kontroverser. På den ene side modtager Australien hvert år et antal kvoteflygtninge gennem FN’s flygtningeprogram, men på den anden side har Australien gennemført stramme politikker for asylansøgere, der forsøger at nå landet uden lovligt visum. Den strenge kontrol af asylansøgere og offshore-behandlingscentre har været genstand for både national og international kritik, men har samtidig resulteret i, at ulovlige ankomster til landet er blevet reduceret markant.

Immigration spiller også en vigtig økonomisk rolle, idet indvandrere ofte bidrager til samfundet med en høj beskæftigelsesfrekvens og engagement i australsk erhvervsliv. Mange nyankomne vælger at starte egne virksomheder, hvilket stimulerer innovation og økonomisk vækst. Indvandreres bidrag til skatteindtægterne og deres rolle i at opretholde efterspørgslen i bolig- og forbrugersektorer er afgørende faktorer, som understøtter Australiens økonomiske stabilitet. Desuden hjælper immigration til med at modvirke virkningerne af Australiens lave fødselsrate, hvilket styrker landets økonomiske fundament og velfærdssystem på længere sigt.

Afslutningsvis er immigration en central komponent i Australiens befolkningsvækst og demografiske struktur. På trods af de udfordringer, der kan være forbundet med integration og kulturel tilpasning, er indvandrere en uundværlig del af det australske samfund og økonomi. Med de rette tiltag kan immigration fortsat bidrage til at løse nogle af de udfordringer, som følger med en aldrende befolkning og sikre, at Australien forbliver et dynamisk og økonomisk bæredygtigt samfund.

Læs mere om immigrationen i Australien på en.wikipedia.org/Immigration_to_Australia (engelsk).


Australiens hovedstad Canberra – en mindre by med godt 460.000 indbyggere.

Fremtidige befolkningsprognoser

Australiens befolkning forventes at fortsætte med at vokse i de kommende årtier, men vækstraten vil i høj grad afhænge af flere faktorer, herunder den økonomiske udvikling, fødselsrater og den fremtidige immigrationspolitik. Prognoser indikerer, at Australiens befolkning kan nå op på omkring 35 til 40 millioner inden år 2050, men estimaterne varierer, afhængigt af hvordan befolkningsudviklingen håndteres politisk og økonomisk.

Fødselsraten i Australien ligger i øjeblikket under den naturlige reproduktionstærskel på 2,1 fødsler per kvinde og har været faldende gennem flere år. Hvis denne tendens fortsætter, vil Australiens befolkningsvækst i stigende grad være afhængig af immigration for at opretholde en bæredygtig arbejdsstyrke og en balanceret befolkningssammensætning. Uden et konstant flow af unge immigranter risikerer landet at stå over for en aldrende befolkning med færre i arbejdsdygtig alder, hvilket kan skabe pres på sundhedssystemet og pensionskasserne.

Den aldrende befolkning betyder også, at antallet af ældre over 65 år vil vokse markant. Prognoserne viser, at andelen af ældre vil stige til over 20% af befolkningen inden midten af århundredet, hvilket kan føre til en øget efterspørgsel efter sundhedsydelser og omsorgssektoren. Denne udvikling vil kræve en væsentlig udvidelse af sundhedsinfrastrukturen og sundhedspersonale samt justeringer af pensionssystemet. Den aldrende befolkning kan derfor blive en økonomisk udfordring, især hvis det ikke modsvares af en tilsvarende vækst i arbejdsstyrken gennem immigration og arbejdsmarkedsinitiativer.

Urbaniseringen forventes også at fortsætte, med størstedelen af befolkningsvæksten koncentreret i de større byer som Sydney, Melbourne, Brisbane og i Australiens hovedstad Canberra. Dette stiller krav til byernes infrastruktur, herunder bolig, transport og offentlige tjenester, som skal kunne rumme det voksende antal indbyggere. Hvis urbaniseringstendensen fortsætter uændret, kan det også føre til stigende boligpriser og tættere befolkede byområder, hvilket kan påvirke livskvaliteten og miljøet. Nogle af de strategiske løsninger på disse udfordringer kunne være at fremme regional udvikling og opfordre flere til at bosætte sig i mindre byer og landdistrikter, hvor der stadig er plads til vækst.

Derudover kan klimaforandringer få en betydelig indflydelse på Australiens befolkningsmønstre i fremtiden. Australien er særligt sårbart over for klimarelaterede fænomener som tørke, skovbrande og ekstreme temperaturer, hvilket kan påvirke både livskvalitet og levevilkår i visse regioner. I takt med at disse miljømæssige udfordringer intensiveres, kan det føre til interne migrationstendenser, hvor flere mennesker flytter væk fra klimaramte områder og ind mod byerne eller mindre udsatte regioner. Dette vil yderligere presse byerne og infrastrukturbehovene, men kan også skabe øget fokus på bæredygtige udviklingsinitiativer.

Alt i alt står Australien over for en kompleks fremtid, når det kommer til befolkningsudviklingen. Fremtidige befolkningsprognoser afhænger i høj grad af, om regeringen kan sikre en balanceret tilgang til immigration, arbejde med initiativer for at støtte fødselsraten, og tilpasse infrastrukturen til en aldrende og urbaniseret befolkning. Prognoserne peger på, at landet vil fortsætte med at vokse, men at væksten skal håndteres med omhu og strategisk planlægning for at sikre økonomisk stabilitet og livskvalitet for kommende generationer.

Læs mere om befolkningsprognoser for Australien på abs.gov.au/population-projections-australia og på home.id.com.au/forecast-review/australia (begge på engelsk).

Statslige tiltag

Australiens regering står over for store udfordringer i forhold til at styre befolkningsudviklingen på en måde, der sikrer bæredygtig vækst og høj livskvalitet for fremtidige generationer. Med udsigt til en aldrende befolkning, fortsat urbanisering og pres på infrastruktur er der behov for en række politiske tiltag, der både støtter en balanceret befolkningsvækst og tilgodeser økonomiske og sociale behov. Politik og strategier på dette område inkluderer både initiativer til at tiltrække og fastholde arbejdsdygtige migranter, fremme en bæredygtig urbanisering og understøtte fødselsraterne.

En central del af den fremtidige strategi er fortsat at tiltrække kvalificerede immigranter gennem en målrettet immigrationspolitik. Australien har længe haft et kvalifikationsbaseret immigrationssystem, som prioriterer fagfolk inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft, såsom teknologi, sundhed og ingeniørvidenskab. Fremtidige strategier kunne inkludere en yderligere tilpasning af visumordningerne for at imødekomme de specifikke behov på arbejdsmarkedet og sikre, at de nytilkomne hurtigt integreres og bidrager til økonomien. For at lette integrationen kan der iværksættes flere initiativer, som fokuserer på uddannelse og sprogkurser for nytilkomne, samt støtte til bosætning i områder, der har brug for arbejdskraft, men som ofte er mindre attraktive, som landdistrikter og regionale byer.

Regeringen overvejer også politikker, der kan understøtte en bæredygtig urbanisering. Med den stigende befolkning i storbyerne er der behov for investeringer i offentlig transport, boligudvikling og grønne områder for at imødegå presset på byernes infrastruktur og reducere trængsel. Strategier som decentralisering og opmuntring til at bosætte sig i mindre byer og regionalområder kunne også hjælpe med at lette presset på de største byer. Ved at udvikle regionale økonomier og oprette arbejdspladser uden for de største byer kan regeringen forsøge at skabe en mere afbalanceret befolkningsfordeling. Derudover overvejes bæredygtige boligprogrammer, som kan gøre det lettere for unge og familier at finde overkommelige boliger i byområder uden at gå på kompromis med levestandard eller miljøhensyn.

For at håndtere den aldrende befolkning overvejes der også økonomiske incitamenter og støtte til familier, der ønsker at få børn, som led i en strategi for at stabilisere fødselsraten. Politiske tiltag som betalte barselsordninger, økonomisk støtte til børnepasning og fleksible arbejdsordninger kan gøre det lettere for familier at balancere arbejdsliv og familieliv. Ved at støtte familier økonomisk og praktisk kan regeringen arbejde på at modvirke de faldende fødselsrater og reducere afhængigheden af immigration for at opretholde en stabil befolkning.

Klima- og miljøpolitik vil også spille en vigtig rolle i fremtidige befolkningsstrategier, da Australiens miljømæssige udfordringer forventes at påvirke befolkningsmønstre og levevilkår. Strategier for at imødegå klimaudfordringer kan inkludere udvikling af bæredygtige byområder, støtte til grøn teknologi og initiativer til at beskytte sårbare regioner mod klimarelaterede trusler som tørke og skovbrande. Ved at fremme en grøn og bæredygtig tilgang til befolkningsvæksten kan Australien sikre, at væksten sker på en måde, der tager hensyn til miljøet og de kommende generationers behov.

Sammenfattende kræver Australiens fremtidige befolkningsstrategier en koordineret indsats, der kombinerer en bæredygtig immigrationspolitik, incitamenter for øget fødselsrate, investeringer i byudvikling og regionale tiltag samt en grøn dagsorden. Disse strategier vil hjælpe med at skabe et mere balanceret og robust samfund, der er modstandsdygtigt over for økonomiske og miljømæssige udfordringer, samtidig med at det opretholder en høj livskvalitet for befolkningen.

Læs mere om den australske stats tiltag på immi.homeaffairs.gov.au/what-we-do/migration-program-planning-levels (engelsk).


Strand og storby i Brisbane – Australiens tredjestørste by med 2,7 millioner indbyggere.

Historisk udvikling af Australiens befolkningstal

Forhistorisk befolkning og oprindelige folk

Australiens historie begynder med ankomsten af de oprindelige folk, aboriginerne, som menes at have bosat sig på kontinentet for omkring 65.000 år siden. Denne migration skete sandsynligvis via en række kyst- og ø-hop fra Sydøstasien, på et tidspunkt hvor havniveauet var lavere, hvilket muliggjorde en rejse over vand, selvom det stadig krævede betydelige navigations- og overlevelsesfærdigheder. Ankomsten af aboriginerne markerer begyndelsen på en unik kultur og et af de ældste kontinuerlige samfund i verden.

De oprindelige folk levede som nomadiske jæger-samlere og udviklede et dybtgående forhold til land, flora og fauna i de mange forskellige økosystemer, som Australien tilbyder. De boede i små samfund og spredte sig over hele kontinentet – fra de tørre ørkener i det centrale Australien til de tropiske regnskove i nord. Denne spredning og tilpasning til forskellige miljøer afspejlede en bemærkelsesværdig forståelse af de lokale økosystemer og sikrede deres overlevelse i tusinder af år. Mange aboriginske grupper udviklede komplekse kulturelle systemer, ceremonier og overbevisninger, herunder ‘Dreamtime‘, der beskriver deres oprindelsesmyter og verdenssyn, og som har været en central del af deres spirituelle liv.

Befolkningens størrelse før den europæiske kolonisering er svær at bestemme præcist, men det antages, at der levede mellem 300.000 og 750.000 aboriginere på kontinentet. De var opdelt i mange forskellige stammer og sproggrupper, der talte op mod 250 sprog og endnu flere dialekter. Hver gruppe havde sit eget territorium og sin egen måde at leve på, men alle var afhængige af samarbejde og deling af ressourcer samt komplekse handelsnetværk, som strakte sig over store afstande. Disse sociale strukturer og den gensidige afhængighed af naturen sikrede, at deres livsstil var bæredygtig og tilpasset miljøet.

Aboriginernes samfund var dog ikke statiske, og gennem tusinder af år udviklede de teknologier og metoder til at forvalte landskabet. En sådan metode var kontrollerede brande, som de brugte til at fremme væksten af bestemte planter og skabe optimale jagtområder, et system kaldet “fire-stick farming”. Disse landbrugsstrategier bidrog til en økologisk balance og skabte rigelige ressourcer for de lokale samfund.

Aboriginernes eksistens og levevis blev dog dramatisk ændret med ankomsten af europæerne i det 18. århundrede. Inden da havde de oprindelige folk levet på kontinentet i titusinder af år, og deres tilpasningsevne og dybe kulturelle forbindelse til landet er fortsat en vigtig del af Australiens arv og historie.

Kolonial periode og tidlig europæisk immigration (1788-1850)

Den koloniale periode i Australien begyndte med ankomsten af den britiske flåde i 1788, da kaptajn Arthur Phillip etablerede den første straffekoloni i Botany Bay, nuværende Sydney, i New South Wales. Denne etablering markerede begyndelsen på en omfattende og ofte konfliktfyldt kolonisering af kontinentet. Det britiske imperium havde valgt Australien som et nyt territorium til at sende dømte til, primært på grund af overfyldte fængsler i Storbritannien og tabet af de amerikanske kolonier, hvor Storbritannien tidligere havde sendt fanger til. I løbet af de første årtier blev tusindvis af britiske fanger, soldater og administratorer sendt til Australien for at opbygge kolonien og skabe en ny tilværelse i det barske miljø.

Den tidlige befolkningsvækst i kolonien var primært baseret på tvungen migration af fanger, der udgjorde størstedelen af befolkningen i de første år. Kolonien voksede gradvist, og efterhånden som flere frie nybyggere kom til, ændrede befolkningssammensætningen sig. Mange af de tidligere fanger blev tildelt jord og tilladelse til at bosætte sig permanent, hvilket lagde grundlaget for en mere stabil befolkning, der bidrog til landbrug og andre erhverv. Samtidig fortsatte tilstrømningen af frie britiske og irske immigranter, der søgte økonomiske muligheder og et bedre liv. Dette medførte en langsom, men stabil befolkningstilvækst i de nye kolonier, og omkring 1820’erne og 1830’erne blev der etableret flere kolonier, såsom Van Diemen’s Land (nu Tasmanien) og Western Australia.

Koloniseringen og den tidlige befolkningsvækst havde en ødelæggende effekt på de oprindelige folk, aboriginerne. Europæernes ankomst førte til voldelige konflikter over land og ressourcer samt udbredelsen af smitsomme sygdomme, som aboriginerne ikke havde immunitet imod. Sygdomme som kopper, mæslinger og influenza decimerede den oprindelige befolkning og resulterede i tabet af hele aboriginske grupper og kulturer. De konflikter og tab af land, der fulgte med europæernes ekspansion, resulterede i en kraftig reduktion af antallet af aboriginere og havde langvarige konsekvenser for deres samfund og kultur.

Samtidig skabte den britiske kolonis administration store ændringer i Australiens demografi og økonomi. Landbrug blev en central økonomisk aktivitet, og udvidelsen af fåre- og kvægavl var med til at understøtte koloniernes vækst og skaffe nødvendige ressourcer til Storbritannien. Derudover blev Australien gradvist omdannet til en kommerciel økonomi, der integrerede sig i det britiske imperiums handelsnetværk. Denne udvikling, der gik hånd i hånd med befolkningsvæksten, lagde grunden til den senere økonomiske ekspansion og transformation af Australien.

Ved midten af 1800-tallet var Australiens koloniale befolkning vokset markant gennem en kombination af tvungen og frivillig immigration, og flere kolonier var blevet etableret på tværs af kontinentet. Den koloniale periode og den tidlige europæiske immigration forberedte grundlaget for en ny fase i Australiens befolkningshistorie, som snart ville blive præget af den eksplosive vækst, der fulgte med opdagelsen af guld i 1851.

Guldfeber og massiv immigration (1851-1900)

Opdagelsen af guld i Australien i 1851 markerede begyndelsen på en periode med eksplosiv befolkningsvækst og økonomisk transformation, som skulle ændre landet markant. Guldfeberen begyndte, da store mængder guld blev fundet i kolonierne Victoria og New South Wales, og nyheden om rigdommene spredte sig hurtigt internationalt. Dette tiltrak hundredtusindvis af mennesker fra hele verden, der søgte lykken i Australien, og landet oplevede en hidtil uset tilstrømning af immigranter. I løbet af få år voksede befolkningen i kolonierne markant, og Australiens befolkning steg fra omkring 430.000 i 1851 til mere end 1 million ved slutningen af årtiet.

Immigrationen i denne periode var international og omfattede både britiske og irske immigranter samt store grupper fra Kina, USA og andre dele af Europa. De kinesiske immigranter udgjorde en betydelig andel af guldgraverne, og de arbejdede ofte under vanskelige forhold, men deres tilstedeværelse blev også mødt med mistænksomhed og diskrimination fra både kolonimyndighederne og de øvrige guldgravere. Guldfeberen skabte en blanding af rigdom og konflikt, idet konkurrencen om guldfundene ofte førte til spændinger mellem forskellige etniske grupper og til periodiske uroligheder, som f.eks. Eureka-oprøret i 1854. Dette oprør var et af de første eksempler på organiseret protest i kolonierne og anses i dag for at være en vigtig milepæl i Australiens politiske historie.

Den økonomiske effekt af guldfeberen var gennemgribende og ændrede koloniernes økonomi fra hovedsageligt landbrug til en minedrifts- og eksportorienteret økonomi. Guldet skabte en massiv kapitaltilstrømning og gjorde kolonierne mere velstående, hvilket også gjorde det muligt for dem at tiltrække endnu flere frie immigranter. Den øgede velstand førte til opførelsen af infrastruktur, såsom jernbaner, veje og havne, som styrkede Australiens økonomiske netværk og muliggjorde en hurtigere urbanisering. Store byer som Melbourne og Sydney voksede hurtigt og blev økonomiske centre, der tiltrak beboere og investeringer.

Guldfeberen og den massive immigration førte også til en mere varieret befolkningssammensætning og begyndelsen på en multikulturel dynamik i Australien. På trods af diskriminerende politikker og racemæssige spændinger bidrog de mange immigranter med forskellige færdigheder, traditioner og erhverv, der berigede samfundet og lagde grunden til det multikulturelle Australien, der senere udviklede sig. Samtidig introducerede kolonierne imidlertid restriktioner for kinesisk indvandring, kendt som de “kinesiske love”, som begrænsede adgangen til guldmarkerne og lagde fundamentet for den senere “White Australia”-politik.

Ved slutningen af 1800-tallet var Australiens befolkning vokset til næsten 4 millioner mennesker, hvilket var en markant stigning sammenlignet med blot få årtier tidligere. Befolkningstilvæksten og de økonomiske ændringer, som guldfeberen medførte, styrkede koloniernes økonomi og politiske selvsikkerhed. Denne vækst førte til en øget bevidsthed om de enkelte kolonier som en del af en større australsk nation, hvilket bidrog til ønsket om en føderation og dannelsen af Commonwealth of Australia i 1901.

Føderation og politik om “White Australia” (1901-1945)

Den 1. januar 1901 markerede en vigtig milepæl i Australiens historie, da de seks kolonier blev samlet i et forenet Commonwealth of Australia gennem føderationen. Føderationen skabte et nationalt parlament og en ny australsk regering, hvilket gav landet større politisk autonomi, selvom det stadig formelt var en del af det britiske imperium. Med føderationen begyndte Australien at udvikle sin egen identitet som nation, og regeringen fik kontrol over immigration og grænser, som hurtigt blev emner for lovgivning og regulering.

En af de første politiske handlinger i det nyetablerede parlament var indførelsen af “White Australia”-politikken, som havde til formål at bevare en europæisk, primært britisk, befolkning i landet. “White Australia”-politikken bestod af en række love og reguleringer, herunder Immigration Restriction Act af 1901, der begrænsede ikke-europæisk immigration ved at indføre en sprogtest, som effektivt ekskluderede de fleste asiatiske og indfødte folk. Denne politik blev motiveret af frygt for, at billig arbejdskraft fra Asien, især Kina og Japan, ville underminere løn- og arbejdsforhold for europæisk-australske arbejdere. Mange australiere så også kulturel homogenitet som en måde at sikre samfundsstabilitet og sociale værdier på.

Samtidig med at “White Australia”-politikken blev etableret, oplevede Australien en stabil, men langsom befolkningsvækst, primært gennem immigration fra Storbritannien og andre europæiske lande. Landet gennemgik en kortvarig økonomisk opblomstring i begyndelsen af 1900-tallet, og regeringen introducerede tilskud til migranter og støtteordninger, der opfordrede briterne til at bosætte sig i Australien. Første Verdenskrig (1914-1918) satte dog en stopper for mange af disse initiativer og havde en betydelig indvirkning på landets demografi. Mere end 400.000 australske mænd meldte sig til tjeneste. Krigen resulterede i tab af mange unge liv, og dette tab havde en langvarig indvirkning på befolkningen og arbejdskraften i de efterfølgende år.

Mellemkrigstiden (1918-1939) var præget af økonomiske udfordringer, herunder den store depression i 1930’erne, som yderligere påvirkede immigrationsraterne og befolkningsvæksten. De økonomiske vanskeligheder gjorde det sværere for Australien at tiltrække nye immigranter, og mange af dem, der allerede var bosat i landet, kæmpede med arbejdsløshed og fattigdom. Selvom immigrationen aftog, forblev “White Australia”-politikken en central del af den australske identitet og blev anvendt til at kontrollere landets befolkning og sikre en dominerende europæisk befolkningsstruktur.

Under Anden Verdenskrig (1939-1945) blev Australiens befolkning og infrastruktur igen sat på prøve. Australien var en aktiv deltager i krigen og oplevede for første gang direkte angreb på sit territorium, herunder bombningen af Darwin i 1942 af japanske styrker. Krigen understregede Australiens sårbarhed og dets behov for en større befolkning for at kunne forsvare sig selv og opbygge en stærkere økonomi. Dette førte til en erkendelse af, at landet havde brug for en betydelig befolkningsvækst efter krigen for at styrke sin forsvarskapacitet og økonomiske modstandsdygtighed.

Mod slutningen af perioden begyndte mange australske politikere og ledere at sætte spørgsmålstegn ved “White Australia”-politikken og overveje, hvordan immigration kunne bidrage til at opbygge et mere robust Australien. Denne holdningsændring lagde fundamentet for de omfattende ændringer i immigrationspolitikken, der skulle komme i de efterfølgende år, hvor “White Australia”-politikken gradvist blev afviklet. Alligevel forblev politikken officielt gældende gennem denne periode og fortsatte med at forme Australiens demografiske profil og begrænse adgangen for ikke-europæiske indvandrere.

Læs mere om Australiens historie i forbindelse med Anden Verdenskrig på en.wikipedia.org/Military_history_of_Australia_during_World_War_II (engelsk).


Kyststrækning i Australien – et land kendt for sin storslåede natur.

Efterkrigstiden og multikulturelt samfund (1945-1980)

Efter afslutningen af Anden Verdenskrig i 1945 stod Australien over for et presserende behov for befolkningsvækst og økonomisk genopbygning. Krigen havde understreget landets sårbarhed, især på grund af dets lave befolkningstal og geografiske isolation. For at sikre en stærkere forsvarskapacitet og en mere robust økonomi satte Australiens regering gang i en målrettet og ambitiøs immigrationspolitik, der sigtede mod at fordoble befolkningen hurtigst muligt. Med sloganet “populate or perish” blev der lanceret en kampagne, der opfordrede både briter og andre europæere til at immigrere til Australien. Målet var at bygge en større og mere varieret arbejdsstyrke og samtidig skabe et stærkere grundlag for økonomisk vækst.

I første omgang prioriterede regeringen europæisk immigration, og særlige aftaler blev indgået med Storbritannien for at tiltrække britiske migranter. Der blev også etableret ordninger med andre europæiske lande, og mange flygtninge fra Østeuropa, som var blevet fordrevet under krigen, blev inviteret til at bosætte sig i Australien. Italienere, grækere, hollændere og tyskere udgjorde store immigrantgrupper i denne periode og bidrog til en diversificering af befolkningen. Denne tilgang var dog stadig præget af “White Australia”-politikken, som begrænsede indvandringen fra ikke-europæiske lande, og derfor forblev befolkningen overvejende europæisk i de første efterkrigsår.

I 1960’erne begyndte holdningen til immigration og Australiens identitet imidlertid at ændre sig. Økonomien blomstrede, og der opstod et stigende behov for arbejdskraft, som de europæiske immigranter alene ikke kunne dække. Samtidig udviklede Australien en stigende international bevidsthed og blev mere opmærksom på sine nabolande i Asien. Denne bevidsthed, sammen med den sociale og politiske ændring i Australien, førte til en gradvis afvikling af “White Australia”-politikken. I 1973 blev politikken officielt ophævet af Gough Whitlams Labour-regering, og Australien erklærede sig for en multikulturel nation, der var åben for immigranter uanset race og nationalitet.

Den nye multikulturelle politik lagde vægt på integration og respekt for kulturel mangfoldighed. Indvandrere blev opmuntret til at bevare deres kultur og traditioner, mens de bidrog til det australske samfund. Denne holdningsændring tiltrak i stigende grad migranter fra lande som Vietnam, Kina og Libanon. Specielt efter Vietnamkrigen ankom mange vietnamesiske flygtninge til Australien, og deres integration markerede begyndelsen på en ny bølge af asiatiske og mellemøstlige migranter, der bidrog til Australiens voksende kulturelle diversitet.

Immigrationen i denne periode havde en betydelig økonomisk og samfundsmæssig effekt. De nyankomne arbejdede i en bred vifte af sektorer og bidrog til udviklingen af industri og infrastruktur. Mange indvandrere etablerede små virksomheder og blev en vigtig drivkraft bag økonomisk vækst, især i storbyerne som Sydney og Melbourne, der hurtigt blev multikulturelle centre. Den øgede mangfoldighed førte også til en kulturel berigelse af det australske samfund, som nu begyndte at adoptere og nyde godt af forskellige madkulturer, sprog og traditioner fra hele verden. Samtidig blev der etableret integrationsprogrammer, der tilbød sproghjælp og andre ressourcer til at hjælpe nyankomne med at tilpasse sig og bidrage til samfundet.

Læs mere om efterkrigstidens immigration til Australien på en.wikipedia.org/Post-war_immigration_to_Australia (engelsk).

Den moderne immigration og demografisk transformation (1980 – i dag)

Siden 1980’erne har Australien gennemgået en betydelig demografisk transformation, primært drevet af en målrettet og omfattende immigrationspolitik, der har styrket landets økonomi og kulturelle mangfoldighed. Med afskaffelsen af “White Australia”-politikken i 1970’erne var vejen banet for en mere åben og inklusiv tilgang til immigration, og Australien begyndte at tiltrække migranter fra hele verden. Siden da har landet udviklet sig til et af de mest multikulturelle samfund i verden, hvor over 30% af befolkningen i dag er født uden for landets grænser.

I løbet af de sidste årtier har Australiens immigrationspolitik været baseret på et kvalifikationsbaseret system, der prioriterer indvandrere med særlige færdigheder og uddannelser, som matcher arbejdsmarkedets behov. Dette system har tiltrukket højtuddannede arbejdsmigranter fra lande som Indien, Kina, Filippinerne og Storbritannien, som har spillet en væsentlig rolle i at udfylde kvalificerede stillinger inden for sundhedssektoren, teknologi og ingeniørfag. Desuden har programmet tiltrukket et stort antal internationale studerende, som ikke alene bidrager økonomisk gennem uddannelsessektoren, men også ofte vælger at blive i Australien og indgå i arbejdsstyrken efter endt uddannelse.

Parallelt med arbejdsmigrationen har Australien også åbnet dørene for mange humanitære migranter og flygtninge gennem FN’s kvoteprogram og nationale flygtningeordninger. Flygtninge fra konfliktramte områder som Vietnam, Afghanistan, Irak og Syrien har fundet et nyt hjem i Australien og bidraget til samfundets kulturelle diversitet. Denne humanitære immigration har dog ikke været uden udfordringer, og Australiens asylpolitik er fortsat et omdiskuteret emne både nationalt og internationalt. Strenge asylregler og brugen af offshore-behandlingscentre har ført til kritik og sat spørgsmålstegn ved Australiens håndtering af flygtninge, men regeringen har fastholdt, at en kontrolleret og sikker immigrationspolitik er nødvendig for at beskytte landets grænser.

Den omfattende immigration har haft en betydelig indvirkning på Australiens befolkningstal og sammensætning. Fra 1980 til i dag er befolkningen steget fra omkring 14 millioner til over 26 millioner. En væsentlig del af denne vækst skyldes immigration, som har hjulpet med at opretholde en stabil befolkningsvækst på trods af en faldende fødselsrate. I dag er Australiens demografi præget af en bred etnisk og kulturel mangfoldighed, hvor befolkningen består af mennesker fra mere end 200 forskellige nationaliteter, og hvor over 300 sprog tales. Denne transformation har gjort Australien til et kulturelt rigt og dynamisk samfund, hvor forskellige traditioner og perspektiver blomstrer side om side.

Med den stigende befolkning er der dog også opstået udfordringer. Urbaniseringen har accelereret, og de største byer – Sydney, Melbourne og Brisbane – har oplevet en betydelig befolkningstilvækst, hvilket har øget presset på boligmarkedet, transportinfrastruktur og offentlige tjenester. Boligpriserne i disse byer er steget markant, og tilgængeligheden af overkommelige boliger er blevet et kritisk emne for mange australiere, især for unge og lavindkomstfamilier. Regeringen har forsøgt at afhjælpe dette pres ved at fremme regional bosætning og udvikling, men urbaniseringen fortsætter med at skabe udfordringer for både byplanlægning og miljø.

Den moderne immigration har også rejst spørgsmål om integration og kulturel sammenhængskraft. Mens de fleste migranter har tilpasset sig det australske samfund og bidraget til økonomien og det sociale liv, har nogle grupper oplevet diskrimination og udfordringer med at finde sig til rette. For at fremme inklusion og samhørighed har Australien investeret i programmer, der understøtter integration, såsom sproghjælp, erhvervsuddannelser og kulturelle initiativer, der fremmer forståelse og accept af forskellighed.

Sammenfattende har perioden fra 1980 til i dag været præget af en bemærkelsesværdig demografisk og kulturel transformation i Australien. Den kvalifikationsbaserede immigrationspolitik og modtagelsen af flygtninge har gjort landet til et multikulturelt knudepunkt og bidraget til økonomisk vækst og innovation. Samtidig står Australien over for udfordringer med urbanisering, boligpriser og social integration, som kræver fortsatte investeringer og politisk opmærksomhed. Den moderne immigration har defineret Australiens nutidige identitet som et åbent og mangfoldigt samfund og har lagt fundamentet for en fremtid, hvor multikulturalisme fortsat er en central del af nationens selvforståelse og udvikling.

Læs mere om Australiens generelle historie på en.wikipedia.org/History_of_Australia (engelsk).

Australiens officielle turistside: australia.com
Om turistvisum: homeaffairs.gov.au/getting-a-visa
Rejsevejledning til Australien: rejsevejledningen.dk/rejsevejledning-australien
Rejsetips: Er det sikkert at rejse til Australien?