Rusland indbyggertal (2024)

af | 29. august 2024

Hvor mange mennesker bor der i Rusland? Ifølge de seneste data fra Rosstat, anslås Ruslands indbyggertal per 1. januar 2024 til at være 146.150.800 personer.

Rusland, verdens geografisk største land, strækker sig over 11 tidszoner og rummer en rig kulturel og historisk arv. Men bag denne imponerende facade gemmer sig en demografisk udfordring, der har været et voksende fokusområde i både nationale og internationale diskussioner: landets indbyggertal.

På trods af sin enorme størrelse og ressourcer står Rusland over for en befolkning, der ikke vokser, som forventet, men tværtimod har været præget af stagnation og endda tilbagegang i nyere tid.

Indhold

Kort over Rusland

Seneste befolkningstal for Rusland (2024)

Ifølge de seneste data fra Rosstat, Ruslands officielle statistikmyndighed, anslås Ruslands indbyggertal per 1. januar 2024 til at være 146.150.800 personer. Dette tal repræsenterer en stabilisering efter en periode med betydelige demografiske udfordringer i de foregående årtier, herunder et markant fald i befolkningen i 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne.

Den russiske regering opdaterer regelmæssigt disse tal gennem folketællinger og demografiske analyser, som er vigtige for at forme landets politik og økonomiske planer. Trods stabiliseringen står Rusland stadig over for udfordringer som en aldrende befolkning og lav fertilitetsrate, som fortsat påvirker landets demografiske fremtid.

Udvikling i befolkningstal i Rusland (1993-2024)

År Indbyggertal i Rusland 1993-2024
2024 146.150.800
2023 146.447.424
2022 145.557.576
2021 146.171.015
2020 146.748.590
2019 146.780.720
2018 146.880.432
2017 146.804.372
2016 146.544.710
2015 146.267.288
2014 143.666.931
2013 143.347.059
2012 143.056.383
2011 142.865.433
2010 142.833.502
2009 142.737.196
2008 142.747.535
2007 142.862.692
2006 143.236.582
2005 143.801.046
2004 144.333.586
2003 144.963.650
2002 145.649.344
2001 146.303.611
2000 146.890.128
1999 147.539.426
1998 147.802.133
1997 148.028.613
1996 148.291.638
1995 148.459.937
1994 148.355.867
1993 148.561.694

Kilde: eng.rosstat.gov.ru (tallet er pr 1. januar det pågældende år).


Graf: Udviklingen i Ruslandsbefolkningstal fra 1993-2023 (eng.rosstat.gov.ru).

Ruslands demografi

Den geografiske fordeling

Ruslands befolkning er langt fra jævnt fordelt over det enorme land. Rusland, der strækker sig over 11 tidszoner og omfatter både europæiske og asiatiske dele, har en betydelig geografisk variation i befolkningstætheden. Størstedelen af befolkningen er koncentreret i den europæiske del af Rusland, hvor omkring 77% af landets indbyggere bor. Her finder man de største byer som Moskva og Sankt Petersborg, der alene huser henholdsvis over 12 millioner og 5 millioner mennesker. Disse byer, sammen med andre store byer som Novosibirsk, Jekaterinburg og Nizjnij Novgorod, er de økonomiske og kulturelle centre i landet, hvilket tiltrækker både interne migranter fra de mindre udviklede regioner og udenlandske migranter.

Den asiatiske del af Rusland, der udgør omkring 75% af landets territorium, er langt mere tyndt befolket. Områder som Sibirien og Fjernøsten har en meget lav befolkningstæthed, ofte med mindre end 1 person per kvadratkilometer i nogle regioner. Disse områder er dog rige på naturressourcer, hvilket gør dem strategisk vigtige, selvom de står over for udfordringer som befolkningstilbagegang og manglende infrastruktur.

Befolkningsfordelingen i Rusland er således kendetegnet ved en markant ubalance mellem vest og øst, by og land. Denne skævhed har store konsekvenser for landets økonomi og politik, da det kræver betydelige ressourcer at opretholde infrastrukturen og støtte de tyndtbefolkede regioner, samtidig med at der investeres i de overbefolkede byområder.

Denne ujævne befolkningsfordeling har også påvirket sociale og økonomiske forhold, hvor der er betydelige forskelle i levestandard og adgang til offentlige tjenester mellem de forskellige regioner. De mest befolkede områder nyder godt af bedre sundhedsvæsen, uddannelsesmuligheder og beskæftigelse, mens de fjernere regioner kæmper med affolkning, mangel på investeringer og en aldrende befolkning.

Samlet set viser Ruslands befolkningsstørrelse og -fordeling et land med betydelige interne forskelle, hvor den demografiske koncentration i de vestlige, europæiske områder står i skarp kontrast til den spredte befolkning i de østlige, asiatiske dele. Dette skaber unikke udfordringer for landets langsigtede udvikling og stabilitet.

Fødsels- og fertilitetsrater

Ruslands fødselsrater og fertilitetsniveauer har været en central bekymring for landets demografiske udvikling i de seneste årtier. I de tidlige 1990’ere, efter Sovjetunionens sammenbrud, oplevede Rusland en dramatisk nedgang i fødselsraterne. Denne nedgang blev drevet af økonomisk usikkerhed, sociale omvæltninger og en generel usikkerhed omkring fremtiden. Som følge heraf faldt fertiliteten til et historisk lavt niveau på omkring 1,2 børn per kvinde i 1999, langt under det niveau, der er nødvendigt for at opretholde befolkningens størrelse på lang sigt.

I de efterfølgende årtier har den russiske regering iværksat en række politikker for at øge fødselsraterne, herunder økonomiske incitamenter som moder- og børneydelser, forbedrede barselsorlovsordninger og subsidier til store familier. Disse tiltag har haft en vis effekt, og fertilitetsraten steg midlertidigt til omkring 1,7 børn per kvinde i 2015. Dog har denne stigning ikke været tilstrækkelig til at vende den samlede demografiske nedgang, og fødselsraten er siden faldet igen til omkring 1,5 børn per kvinde i 2023.

En vigtig faktor, der påvirker fertiliteten i Rusland, er den sociale og økonomiske usikkerhed, som mange familier stadig oplever. Mange unge par udskyder at få børn på grund af bekymringer omkring beskæftigelse, bolig og økonomisk stabilitet. Derudover spiller kulturelle faktorer og ændringer i livsstil også en rolle, hvor urbanisering og øget deltagelse af kvinder på arbejdsmarkedet har ført til et fald i antallet af børn per familie.

Der er også betydelige regionale forskelle i fødselsraterne i Rusland. Mens nogle regioner, især i det sydlige Rusland og i områder med højere muslimske befolkningskoncentrationer, har højere fødselsrater, er fertiliteten lavere i de mere urbaniserede og industrialiserede områder som Moskva og Sankt Petersborg.

På trods af regeringens bestræbelser forbliver Ruslands fertilitetsrate under det niveau, der er nødvendigt for at opretholde en stabil befolkning. Dette betyder, at landet sandsynligvis vil opleve fortsatte demografiske udfordringer, med en aldrende befolkning og et faldende antal unge mennesker til at understøtte den økonomiske vækst og sikre den sociale stabilitet i fremtiden.

Dødelighed og forventet levetid

Dødelighed og forventet levetid er afgørende faktorer i Ruslands demografiske profil, og de har gennemgået betydelige ændringer i de seneste årtier. Efter Sovjetunionens opløsning i begyndelsen af 1990’erne steg dødeligheden dramatisk, især blandt mænd i den arbejdsdygtige alder, hvilket førte til en markant reduktion i den forventede levetid. Denne stigning i dødeligheden blev primært drevet af faktorer som økonomisk ustabilitet, alkoholmisbrug, dårlig adgang til sundhedspleje og en generel forringelse af levevilkårene.

I de efterfølgende år har den russiske regering gjort betydelige bestræbelser på at forbedre folkesundheden og reducere dødeligheden. Initiativer som anti-alkoholkampagner, forbedringer i sundhedsvæsenet og øget opmærksomhed på livsstilssygdomme har bidraget til en gradvis stigning i den forventede levetid. I dag ligger den forventede levetid i Rusland på omkring 73 år, med kvinder, der lever i gennemsnit omkring 78 år, og mænd omkring 68 år. Forskellen mellem mænd og kvinder er en af de største i verden, og dette kønsmæssige gap afspejler forskelle i livsstil, risikoadfærd og adgang til sundhedstjenester.

De største dødsårsager i Rusland inkluderer hjertesygdomme, kræft og eksterne årsager som ulykker, selvmord og alkoholrelaterede dødsfald. Især dødeligheden blandt mænd er højere på grund af en kombination af disse faktorer, hvilket har bidraget til den relativt lave forventede levetid for mænd i forhold til internationale standarder.

En anden udfordring er den regionale variation i dødelighed og forventet levetid. Byområder som Moskva og Sankt Petersborg har generelt bedre sundhedsydelser og højere forventet levetid sammenlignet med landdistrikter og fjerntliggende regioner i Sibirien og Fjernøsten, hvor adgangen til sundhedstjenester er begrænset, og levevilkårene er hårdere.

På trods af de forbedringer, der er sket, står Rusland stadig over for betydelige udfordringer i forhold til sundhed og dødelighed. Livsstilsrelaterede sygdomme, fortsat udbredelse af alkoholmisbrug og forskelle i adgang til sundhedspleje bidrager stadig til høj dødelighed, især blandt mænd. At forbedre den forventede levetid og reducere dødeligheden forbliver en central prioritet for den russiske regering i dens bestræbelser på at stabilisere og udvikle landets demografiske og økonomiske fremtid.

Migration

Migration spiller en afgørende rolle i Ruslands demografiske landskab, da det både har en direkte indflydelse på befolkningens størrelse og sammensætning. Rusland er et af de lande i verden med den højeste andel af indvandrere, og dette har været en væsentlig faktor i at modvirke den naturlige befolkningsnedgang, som landet har oplevet siden Sovjetunionens opløsning.

Indvandring til Rusland
Rusland tiltrækker et betydeligt antal indvandrere, primært fra tidligere sovjetrepublikker som Ukraine, Kasakhstan, Tadsjikistan og Usbekistan. Disse migranter kommer ofte til Rusland i jagten på bedre økonomiske muligheder, højere lønninger og forbedrede levevilkår. Mange af disse indvandrere søger arbejde i de store byer som Moskva og Sankt Petersborg, hvor behovet for arbejdskraft er størst, især inden for bygge- og servicesektoren.

Indvandringen har været med til at opveje det fald i fødselsraterne, som Rusland har oplevet, og har spillet en vigtig rolle i at holde indbyggertallet relativt stabilt. Derudover har migranter også bidraget til diversiteten i Rusland, både kulturelt og økonomisk.

Udvandring fra Rusland
På den anden side har Rusland også oplevet betydelig udvandring, især blandt unge og veluddannede borgere. Disse emigranter søger ofte bedre uddannelses- og karrieremuligheder i udlandet, især i Vesteuropa, Nordamerika og Asien. Denne hjerneflugt udgør en udfordring for Rusland, da det reducerer antallet af højt kvalificerede arbejdere og dermed hæmmer landets økonomiske vækstpotentiale.

Intern migration
Ud over international migration spiller intern migration også en vigtig rolle i Ruslands demografi. Mange russere flytter fra landdistrikterne til de større byer i jagten på bedre jobmuligheder, bedre uddannelse og højere levestandard. Dette har ført til en affolkning af mange landlige områder, især i de mere afsidesliggende regioner som Sibirien og Fjernøsten, mens byområderne vokser og bliver stadig mere overbefolkede.

Intern migration har skabt betydelige demografiske forskelle mellem forskellige regioner i Rusland. Mens byer som Moskva og Sankt Petersborg fortsætter med at tiltrække folk, står andre regioner over for befolkningstilbagegang og økonomiske vanskeligheder, da de mister deres arbejdskraft til de mere velstående områder.

Udfordringer og fremtidsudsigter
Ruslands migrationsmønstre er komplekse og medfører både muligheder og udfordringer. Indvandring hjælper med at stabilisere indbyggertallet og understøtter økonomien, men det rejser også spørgsmål om integration, sociale spændinger og arbejdsmarkedets dynamik. Samtidig fortsætter udvandringen af unge og talentfulde russere med at være bekymrede, da det svækker landets menneskelige kapital.

På længere sigt vil Ruslands evne til at håndtere migration på en effektiv måde være afgørende for landets demografiske stabilitet og økonomiske fremtid. Dette vil kræve en balanceret tilgang, der både fremmer integrationen af indvandrere og skaber incitamenter for russere til at blive i landet og bidrage til dets udvikling.

Læs mere om Ruslands demografi på en.wikipedia.org/Demographics_of_Russia (på engelsk)


Aftensol over det moderne Moskva – Ruslands hovedstad.

Fremtidige prognoser og scenarier

Fremskrivninger for Ruslands befolkning i de næste 20 til 50 år viser en sandsynlig nedgang, der kan have betydelige konsekvenser for landet. Ifølge forskellige scenarier anslås det, at Ruslands befolkning vil falde til mellem 130 og 140 millioner mennesker inden 2050, hvilket er en betydelig reduktion fra det nuværende niveau på omkring 146 millioner.

Forskellige kilder peger på, at den forventede befolkningsnedgang primært skyldes lav fertilitetsrate, aldring af befolkningen og øget dødelighed blandt den arbejdsdygtige befolkning, især mænd. Desuden kan øget udvandring blandt unge og højtuddannede yderligere forværre denne tendens. I et pessimistisk scenarie kunne befolkningstallet endda falde til omkring 124 millioner inden 2050 og videre til under 100 millioner i 2100.

Dog er der også scenarier, hvor en kombination af øget indvandring og forbedringer i sundhed og fertilitet kunne stabilisere indbyggertallet. For eksempel viser nogle fremskrivninger, at hvis Rusland lykkes med at tiltrække tilstrækkelig indvandring og forbedre de demografiske tendenser, kan befolkningen stabilisere sig omkring det nuværende niveau eller kun falde moderat.

Disse demografiske udfordringer kræver omfattende politiske og økonomiske tiltag, hvis Rusland skal undgå en drastisk befolkningsnedgang og de tilhørende socioøkonomiske konsekvenser​

Potentielle politiske indgreb

For at imødegå de udfordringer, som Ruslands befolkningsudvikling står over for, er det afgørende, at regeringen implementerer effektive politiske indgreb, der kan stabilisere og potentielt øge indbyggertallet. De primære områder, hvor der er behov for handling, inkluderer forbedring af fertilitetsrater, øget indvandring, og forbedring af sundhedsforhold og levevilkår.

Forbedring af fertilitetsraten
En af de mest presserende opgaver for den russiske regering er at hæve fertilitetsraten, som i øjeblikket ligger under niveauet for befolkningsudskiftning. Regeringen har tidligere lanceret programmer som “moderskabsfonden”, der tilbyder økonomisk støtte til familier med flere børn. Disse tiltag har haft en vis positiv effekt, men ikke tilstrækkelig til at vende den nedadgående trend. Der er derfor behov for mere omfattende politikker, der ikke kun fokuserer på økonomisk støtte, men også på forbedring af børnepasningsfaciliteter, forældreorlov og arbejdsvilkår, især for kvinder.

Øget indvandring
Indvandring er en anden nøglefaktor, der kan bidrage til at stabilisere Ruslands befolkningstal. Rusland har i mange år tiltrukket migranter fra tidligere sovjetrepublikker, men for at sikre en positiv befolkningsvækst er det nødvendigt at tiltrække en endnu større strøm af indvandrere. Dette kræver, at Rusland gør mere for at lette processen med at opnå statsborgerskab og integrere migranter i samfundet, både kulturelt og økonomisk. Derudover skal regeringen arbejde for at skabe bedre betingelser for disse migranter, så de kan bidrage til den russiske økonomi og hjælpe med at opretholde befolkningstallet.

Forbedring af sundhedsvæsenet
En anden kritisk faktor er at forbedre det generelle sundhedsniveau i befolkningen. For at reducere den høje dødelighed, især blandt mænd i den arbejdsdygtige alder, er der behov for en styrkelse af sundhedssystemet. Dette inkluderer bedre forebyggende sundhedstjenester, kampagner mod alkohol- og tobaksforbrug, samt forbedring af adgangen til og kvaliteten af medicinsk behandling i hele landet. Et stærkere sundhedssystem vil ikke kun øge den forventede levetid, men også forbedre livskvaliteten og reducere de demografiske tab.

Regional udvikling
En mere afbalanceret regional udvikling er også afgørende for at modvirke befolkningstilbagegangen i de tyndtbefolkede områder af Rusland. Initiativer, der fokuserer på at forbedre infrastrukturen, skabe jobmuligheder og tiltrække investeringer til Sibirien og Fjernøsten, kan hjælpe med at bremse affolkningen i disse regioner. Desuden vil en bedre regional balance reducere presset på de allerede overfyldte byområder som Moskva og Sankt Petersborg.

Langsigtede strategier
For at sikre en stabil demografisk fremtid kræves det, at regeringen udarbejder langsigtede strategier, der integrerer ovenstående tiltag. Dette kunne inkludere en national befolkningsstrategi, der sætter mål for fertilitet, migration og sundhed, samt løbende overvågning og tilpasning af politikker for at sikre, at de er effektive. En kombination af økonomiske, sociale og sundhedsmæssige tiltag vil være nødvendig for at adressere de komplekse demografiske udfordringer, som Rusland står over for.

Samlet set skal de politiske indgreb være omfattende og multifacetterede for at skabe en bæredygtig befolkningsudvikling i Rusland. Med den rette tilgang kan landet potentielt vende de nuværende negative demografiske tendenser og sikre en stabil fremtid for sin befolkning.

Læs mere om prognoser for Ruslands indbyggertal på atlanticcouncil.org/a-russia-without-russians-putins-disastrous-demographics/ (på engelsk)


Sankt Petersborg – Ruslands næststørste by.

Den historiske udvikling af Ruslands indbyggertal

Kievriget (800-tallet til 1200-tallet)

Kievriget, ofte betragtet som den første store statsdannelse i det område, der senere skulle blive til Rusland, Ukraine og Hviderusland, var et væsentligt udgangspunkt for den østslaviske befolkning. I perioden fra det 9. til det 12. århundrede oplevede Kievriget betydelig befolkningsvækst, hvilket delvist skyldtes rigets strategiske placering langs handelsruterne mellem Skandinavien og Konstantinopel. Denne placering fremmede ikke kun økonomisk vækst, men også kulturel udveksling, som bidrog til den demografiske udvikling. På sit højdepunkt i det 10. og 11. århundrede havde Kievriget en befolkning på anslået 5-7 millioner mennesker, med Kiev som det mest folkerige center.

Befolkningen i Kievriget bestod primært af østslaviske stammer, der boede i små landsbyer og byer spredt ud over rigets territorium. Den største by, Kiev, blev centrum for både politisk magt og handel, hvilket tiltrak folk fra både indre og ydre regioner. Denne indvandring styrkede befolkningsvæksten, og det anslås, at Kiev havde en befolkning på omkring 50.000 mennesker på sit højeste, hvilket gjorde det til en af de største byer i Europa på den tid..

Befolkningsvæksten blev dog ikke kun drevet af økonomisk udvikling. Kievriget udvidede sig også gennem krigsførelse og erobringer, hvilket bragte nye områder og folk under rigets kontrol. De nyligt erobrede områder blev gradvist integreret i riget, og deres befolkninger blev en del af den samlede demografiske udvikling.

Landbrug og handel
Landbrug spillede en central rolle i befolkningens overlevelse og vækst. Det østslaviske folk udviklede avancerede landbrugsteknikker, der gjorde det muligt at dyrke afgrøder på de frugtbare sletter langs floderne Dnepr, Volga og Oka. Dette førte til en stabil fødevareproduktion, som var afgørende for opretholdelsen af en voksende befolkning.

Handel var en anden vigtig faktor for befolkningens vækst. Kievs position som knudepunkt for handelen mellem Skandinavien og det Byzantinske Rige betød, at riget blev et blomstrende handelscenter. Denne handel medførte ikke kun økonomisk velstand, men også en øget kontakt med andre kulturer, som bidrog til befolkningens kulturelle og sociale udvikling.

Religionens indflydelse
Kristendommens indførelse i 988 under Vladimir den Store spillede også en vigtig rolle i Kievrigets befolkningsdynamik. Kristendommens udbredelse førte til en kulturel konsolidering, der styrkede samfundets sammenhængskraft. Kirken blev en central institution, som ikke kun regulerede religiøse anliggender, men også spillede en vigtig rolle i uddannelse og opretholdelsen af sociale strukturer.

Kievriget markerede begyndelsen på en kompleks demografisk udvikling i det østslaviske område, der senere skulle blive til Rusland. Kombinationen af økonomisk vækst, territorial ekspansion, og religiøs konsolidering bidrog til at forme en befolkning, der var både kulturelt rig og demografisk dynamisk. Dette historiske fundament satte scenen for de efterfølgende befolkningsudviklinger i Moskvariget og senere i det russiske imperium.

De mongolske invasioner og deres demografiske konsekvenser

I 1200-tallet blev Kievriget, og de omkringliggende østslaviske territorier, udsat for en af de mest ødelæggende invasioner i deres historie: de mongolske invasioner. Under ledelse af Djengis Khan og senere hans efterfølgere, herunder Batu Khan, erobrede de mongolske styrker store dele af Eurasien, herunder Kievriget og andre østslaviske områder. Denne invasion havde dybtgående demografiske konsekvenser, som ændrede regionens befolkningssammensætning og sociale struktur markant.

Den mongolske invasion var karakteriseret ved massiv ødelæggelse og vold. Byer som Kiev, der tidligere havde været blomstrende centre for handel og kultur, blev plyndret og nedbrændt. Det anslås, at Kievs befolkning blev reduceret fra omkring 50.000 til kun nogle få tusinde overlevende efter belejringen i 1240. De mongolske styrker dræbte en stor del af byens indbyggere, og mange andre blev taget som slaver eller flygtede til mere sikre områder.

Befolkningstabene var ikke begrænset til Kiev. De mongolske hære ødelagde adskillige andre byer og landsbyer i regionen, hvilket resulterede i en dramatisk nedgang i indbyggertallet. Hele regioner blev affolket, og store områder af landbrugsjord blev efterladt øde, da folk flygtede fra de invaderende styrker. På landsplan anslås det, at op mod en tredjedel af befolkningen kan være blevet dræbt eller tvunget på flugt.

Migration og fordrivelse
Den massive ødelæggelse forårsaget af de mongolske invasioner førte til betydelige migrationsbevægelser. Mange indbyggere i Kievriget og omkringliggende områder flygtede mod nord og vest til mere sikre områder, som Moskva-regionen og Novgorod, hvor de mongolske styrker havde mindre kontrol. Denne migrationsbølge bidrog til styrkelsen af nye magtcentre i disse regioner, især Moskva, der senere skulle blive centrum for den russiske stat.

De mongolske erobrere etablerede også “Den Gyldne Horde”, et khanat, der kontrollerede store dele af det nuværende Rusland og Ukraine. Denne kontrol betød, at mange østslavere blev underlagt mongolsk beskatning og tvangsarbejde, hvilket yderligere ændrede den demografiske struktur i regionen.

Langsigtede demografiske konsekvenser
Selvom de mongolske styrker efterhånden trak sig tilbage, havde invasionerne langvarige demografiske konsekvenser for de østslaviske territorier. De massive befolkningstab og den resulterende fordrivelse af mennesker førte til en omfordeling af befolkningen i regionen. Derudover bidrog den mongolske besættelse til en decentralisering af magten, som tillod nye magtcentre som Moskva at vokse frem.

Desuden havde den mongolske dominans en kulturel indvirkning på regionen, hvor mongolske administrative metoder og militære strategier blev inkorporeret i de lokale strukturer. Dette indflydelsesrige møde mellem mongolsk og slavisk kultur spillede en rolle i formningen af det fremtidige russiske rige.

Moskvariget og tidlig centralisering

Efter de mongolske invasioner i 1200-tallet, som drastisk reducerede befolkningen og destabiliserede de østslaviske territorier, begyndte en ny magt at vokse frem i nord: Moskvariget. Fra det 13. århundrede til det 15. århundrede udviklede Moskva sig fra en relativt ubetydelig bystat til centrum for et voksende rige, der lagde grundlaget for det moderne Rusland. Denne udvikling var tæt knyttet til en centraliseringsproces, som både politisk og demografisk omformede regionen.

Fremvæksten af Moskvariget
Moskvas opstigning begyndte i det 13. århundrede, da byen blev et vassal under Den Gyldne Horde, men formåede at undgå de værste konsekvenser af mongolernes dominans. Ved at samarbejde med de mongolske herskere og sikre støtte fra den russisk-ortodokse kirke kunne Moskvas ledere, kendt som storfyrster, udvide deres territorium gennem diplomati, krig og strategiske alliancer.

En vigtig faktor i Moskvas succes var dets evne til at tiltrække befolkning fra de omkringliggende områder. Efter de mongolske invasioner var mange byer og landsbyer i det sydlige og vestlige Rusland blevet ødelagt, og overlevende indbyggere søgte sikkerhed i de nordlige områder, herunder Moskva. Denne migrationsbølge styrkede Moskvas befolkningsbase og økonomi, hvilket gjorde det muligt for byen at vokse og udvide sin indflydelse.

Centralisering og territorial ekspansion
I det 14. og 15. århundrede intensiverede Moskvas ledere deres bestræbelser på at centralisere magten. Ivan 1. og hans efterfølgere udnyttede deres rolle som skatteopkrævere for Den Gyldne Horde til at akkumulere rigdom og indflydelse. Denne økonomiske magt blev brugt til at købe eller erobre nærliggende territorier, hvilket yderligere konsoliderede Moskvas position som det dominerende centrum i Rusland.

Denne proces med centralisering var også demografisk betydningsfuld. Moskvas ekspansion betød, at befolkninger fra de erobrede områder blev integreret i riget. Denne integration skabte en mere ensartet befolkningssammensætning, hvor tidligere selvstændige eller semi-selvstændige områder blev bragt under direkte kontrol af Moskvas storfyrster. Dette lagde grunden til det senere russiske imperium, hvor Moskva forblev centrum for politisk magt.

Befolkningsvækst og urbanisering
I takt med Moskvas vækst blev byen et vigtigt handels- og kulturcenter. Befolkningstilvæksten i Moskva og dens omkringliggende områder skyldtes ikke kun migration, men også naturlig vækst, da regionen oplevede en relativt stabil periode med færre eksterne trusler sammenlignet med tidligere århundreder.

Urbaniseringen accelererede også, idet flere mennesker flyttede til Moskva for at drage fordel af de økonomiske muligheder og den relative sikkerhed, som byen tilbød. Denne koncentration af befolkningen i og omkring Moskva bidrog til udviklingen af en mere kompleks social struktur, med en voksende klasse af købmænd, håndværkere og embedsmænd, som spillede en central rolle i rigets fortsatte vækst.

Religiøs og kulturel konsolidering
Religiøst blev Moskva også centrum for den russisk-ortodokse kirke, især efter at byen i 1326 blev hjemsted for metropolittens residens. Denne religiøse centralisering styrkede Moskvas politiske position yderligere og skabte en kulturel konsolidering, hvor den russisk-ortodokse tro blev en central del af den nationale identitet. Kirken spillede også en vigtig rolle i befolkningens daglige liv, og dens indflydelse bidrog til at skabe sociale og kulturelle bånd, der forenede rigets forskellige dele.


Udsigt over den centrale del af Moskva.

Befolkningsudviklingen i det tsaristiske Rusland (1500-tallet til 1700-tallet)

I perioden fra det 16. til det 18. århundrede oplevede Rusland en markant befolkningsvækst, der var afgørende for landets transformation til en stor europæisk magt. Befolkningstilvæksten i denne periode var drevet af flere faktorer, herunder territorial ekspansion, økonomisk udvikling og politiske reformer under de russiske tsarer.

Territorial ekspansion og kolonisering
En af de vigtigste drivkræfter for befolkningsvæksten var Ruslands ekspansion mod øst og syd. Under Ivan den Grusomme i midten af det 16. århundrede blev Kazan og Astrakhan erobret, hvilket åbnede vejen for yderligere ekspansion mod Sibirien og Centralasien. Denne ekspansion førte til en betydelig forøgelse af rigets territorium og integrerede nye befolkningsgrupper i det russiske imperium. Det anslås, at Ruslands befolkning i denne periode voksede fra omkring 6-7 millioner i begyndelsen af 1500-tallet til cirka 14-15 millioner ved slutningen af 1600-tallet. Koloniseringen af Sibirien, som begyndte i slutningen af 1500-tallet, førte til migration af russere til disse områder, hvor de etablerede nye bosættelser, som bidrog til rigets demografiske vækst.

Landbrug og økonomisk udvikling
Landbrug forblev den dominerende økonomiske aktivitet i Rusland, og forbedringer i landbrugsteknikker bidrog til befolkningstilvæksten. Indførelsen af nye afgrøder og forbedrede dyrkningsmetoder gjorde det muligt for bønderne at brødføde en voksende befolkning. De frugtbare jordområder i det sydlige Rusland, herunder den ukrainske steppe, blev særligt vigtige som landbrugscentre, der understøttede befolkningens vækst. Som et resultat heraf voksede byer som Moskva og Novgorod, som blev centrale handelscentre, hvor befolkningerne også voksede. I begyndelsen af 1700-tallet havde Moskva en befolkning på omkring 200.000 indbyggere.

Politisk stabilitet og reformer
Politisk stabilitet under tsarerne, såsom Ivan den 4. (Ivan den Grusomme) og Peter den Store, skabte også betingelserne for befolkningsvækst. Ivan den 4.s centralisering af magten og skabelsen af en stærkere statsmagt reducerede den interne uro og bidrog til en mere stabil økonomi, hvilket i sidste ende muliggjorde befolkningsvækst.

Peter den Store (som regerede fra 1682-1725) spillede en særlig vigtig rolle i Ruslands demografiske udvikling. Hans reformer, der sigtede mod at modernisere landet og gøre det til en europæisk stormagt, omfattede forbedringer af militæret, administrationen og økonomien. Disse reformer øgede statens effektivitet og økonomiske stabilitet, hvilket fremmede befolkningsvæksten. Peter grundlagde også Sankt Petersborg i 1703, som hurtigt voksede til at blive en af landets største byer med en befolkning på omkring 40.000 ved hans død i 1725.

Industrialiseringens enorme påvirkning

Industrialiseringen, der begyndte at tage fart i det 18. århundrede og intensiveredes i det 19. århundrede, spillede en central rolle i at forme Ruslands befolkning. Denne periode var præget af en overgang fra et overvejende landbrugssamfund til et mere industrielt og urbaniseret samfund, hvilket medførte betydelige ændringer i befolkningsfordelingen, vækstraterne og de sociale strukturer.

Urbanisering og befolkningskoncentration
Industrialiseringen medførte en omfattende urbanisering, idet store dele af befolkningen begyndte at flytte fra landdistrikterne til byerne i jagten på arbejde i de nye fabrikker og industrier. Byer som Moskva, Sankt Petersborg, og nye industribyer som Tula og Ivanovo voksede markant i denne periode. I begyndelsen af 1800-tallet havde Moskva en befolkning på omkring 250.000, mens Sankt Petersborgs befolkning var tæt på 220.000. Ved midten af det 19. århundrede var befolkningen i Moskva steget til omkring 400.000, mens Sankt Petersborg havde over 500.000 indbyggere, hvilket afspejlede den hurtige urbanisering og industriens tiltrækningskraft.

Denne befolkningskoncentration i byerne skabte nye sociale dynamikker og udfordringer, såsom overbefolkning, dårlig hygiejne og boligforhold, som resulterede i sundhedsproblemer og høj dødelighed i byerne. På trods af disse udfordringer fortsatte befolkningen med at vokse, drevet af migration fra landområderne og den stigende efterspørgsel efter arbejdskraft i de industrielle centre.

Landbrug og befolkningspres
Samtidig med urbaniseringen fortsatte landbruget med at spille en afgørende rolle i Ruslands økonomi, men det blev også påvirket af industrialiseringen. Øget pres på landbrugsjorden på grund af befolkningstilvækst førte til, at mange bønder flyttede til byerne, hvilket yderligere drev urbaniseringen. Samtidig blev der indført nye landbrugsteknologier og afgrøder, som hjalp med at brødføde den voksende befolkning, men disse forbedringer kom ofte langsomt til Rusland sammenlignet med Vesteuropa.

I begyndelsen af 1800-tallet var Ruslands samlede befolkning på omkring 35 millioner, men ved slutningen af århundredet var den vokset til cirka 125 millioner. Denne eksplosive vækst blev både understøttet af landbrugets evne til at opretholde en større befolkning og af den industrielle sektors evne til at skabe nye arbejdspladser og økonomiske muligheder.

Sociale reformer og befolkningens trivsel
Industrialiseringen førte også til vigtige sociale reformer, som påvirkede befolkningens trivsel. Aleksandr 2.s frigørelse af livegne bønder i 1861 var en af de mest betydningsfulde reformer i denne periode. Denne frigørelse gav millioner af tidligere bønder mulighed for at flytte til byerne og deltage i den industrielle økonomi, hvilket yderligere øgede urbaniseringen. Samtidig førte reformerne til en forbedring af levevilkårene for mange russere, selvom den fulde virkning af frigørelsen først blev set over flere årtier.

Men trods disse reformer forblev mange russere fattige og undertrykte, især på landet, hvor jordreformer og sociale strukturer ikke ændrede sig så hurtigt. Dette bidrog til sociale spændinger, som senere ville spille en rolle i den russiske revolution.

Revolutionen og borgerkrigen (1917-1922)

Revolutionen i 1917 og den efterfølgende borgerkrig i Rusland markerede en af de mest tumultariske perioder i landets historie, både politisk og demografisk. Disse begivenheder havde vidtrækkende konsekvenser for den russiske befolkning, med massive tab af menneskeliv, migration, og en fundamental omstrukturering af samfundet.

Den russiske revolution
Den russiske revolution i 1917 bestod af to hovedfaser: Februarrevolutionen, som førte til tsarens abdikation og etableringen af en provisorisk regering, og Oktoberrevolutionen, hvor bolsjevikkerne under ledelse af Vladimir Lenin tog magten. Revolutionens politiske omvæltninger førte til kaos i hele landet, og mange områder oplevede voldelige sammenstød mellem forskellige politiske og militære fraktioner.

Befolkningstabet som følge af revolutionen var betydeligt. Mange mistede livet i kampene mellem revolutionære styrker og de, der forsvarede tsarregimet. Økonomisk sammenbrud, fødevaremangel og epidemier bidrog yderligere til dødstallet. Det anslås, at flere hundrede tusinde mennesker mistede livet under revolutionens første fase.

Borgerkrigen
Efter Oktoberrevolutionen fulgte en brutal borgerkrig mellem bolsjevikkerne (de røde) og deres modstandere, herunder tsaristiske loyale, liberale, og andre revolutionære grupper (de hvide). Borgerkrigen, der varede fra 1917 til 1922, blev kæmpet over hele det tidligere russiske imperium og involverede millioner af mennesker.

Borgerkrigen medførte enorme menneskelige omkostninger. Det anslås, at mellem 7 og 12 millioner mennesker døde som følge af kampe, hungersnød og sygdomme. Mange civile blev fanget i krydsilden mellem de kæmpende hære, og den økonomiske ødelæggelse førte til massiv hungersnød, der ramte især landdistrikterne hårdt.

Migration og fordrivelse
Revolutionen og borgerkrigen resulterede også i store migrationsstrømme både inden for Rusland og ud af landet. Millioner af mennesker blev tvunget til at flygte fra deres hjem på grund af krigshandlinger, politisk forfølgelse eller den økonomiske krise. Mange flygtede til nærliggende lande som Finland, Polen og Kina, mens andre søgte asyl i Vesteuropa og Amerika. Det anslås, at omkring 2-3 millioner russere emigrerede som følge af revolutionen og borgerkrigen.

Samfundsmæssige omstruktureringer
Den russiske revolution og borgerkrigen førte til en dybtgående omstrukturering af det russiske samfund. Tsarens styre blev erstattet af en etpartistat, der begyndte at implementere kommunistiske ideologier. Denne omstrukturering omfattede ekspropriering af jord og ejendom, nationalisering af industri og en radikal ændring i den sociale klasseopdeling.

Sammenfattende markerede revolutionen og borgerkrigen en periode med ekstrem vold og omvæltning i Rusland, som dramatisk reducerede indbyggertallet og forårsagede store ændringer i landets sociale og økonomiske strukturer. Disse begivenheder havde en varig indvirkning på Ruslands demografiske udvikling og lagde grundlaget for det sovjetiske regimes etablering.

Kollektivisering og hungersnød

I slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne gennemførte Sovjetunionen under Josef Stalins ledelse en radikal omstrukturering af landbruget gennem kollektiviseringen. Denne politik, som havde til formål at omdanne landbruget fra små privatejede gårde til store statskontrollerede kollektiver, havde katastrofale konsekvenser for den sovjetiske befolkning, især i landdistrikterne. Kollektiviseringen førte til omfattende økonomisk og social omvæltning og resulterede i en af de værste hungersnødsperioder i Ruslands historie.

Kollektiviseringens gennemførelse
Stalin anså kollektiviseringen som en nødvendig forudsætning for at fremskynde Sovjetunionens industrialisering. Ved at samle landbrugsproduktionen i store kollektiver håbede han at øge produktiviteten og sikre kontrol over fødevareforsyningen. Kollektiviseringens gennemførelse blev imidlertid udført med brutal magt. Bønder, der modsatte sig kollektivisering, blev stemplet som “kulakker” (velstående bønder) og blev arresteret, deporteret eller endda henrettet. Millioner af mennesker blev tvunget fra deres jord og ejendom og sendt til arbejdslejre i fjerne dele af Sovjetunionen.

Hungersnøden (Holodomor)
Kollektiviseringen førte til en drastisk nedgang i landbrugsproduktionen. Tvunget til at aflevere en betydelig del af deres afgrøder til staten, stod mange bønder over for en alvorlig mangel på fødevarer. Denne situation blev yderligere forværret af regeringens politik med at eksportere korn for at skaffe kapital til industrialiseringen, selvom der var udbredt hungersnød i landet. Den mest kendte og mest katastrofale hungersnød fandt sted i Ukraine i 1932-1933, kendt som Holodomor, hvor millioner af mennesker døde af sult. Holodomor blev senere anerkendt som en menneskeskabt hungersnød, drevet af statens politikker.

Selvom Holodomor var den mest kendte, oplevede andre dele af Sovjetunionen også alvorlig hungersnød. I Rusland, især i områder som Nordkaukasus og Volga-regionen, resulterede kollektiviseringens fejlslagne politikker i, at millioner led af sult. Det samlede antal dødsfald som følge af hungersnød i Sovjetunionen i denne periode er anslået til at være mellem 6 og 8 millioner mennesker.

Langsigtede konsekvenser
De demografiske konsekvenser af kollektiviseringen og hungersnøden var ødelæggende. Ikke alene mistede millioner livet, men mange flere blev fordrevet fra deres hjem og oplevede dyb fattigdom. Landdistrikterne, som tidligere havde været hjertet i den russiske økonomi, blev svækket, og de sociale strukturer i landsbyerne blev ødelagt. Kollektiviseringen resulterede også i en massiv migration fra landdistrikterne til byerne, da folk søgte at undslippe de hårde forhold på landet.

Politisk set styrkede kollektiviseringen statens kontrol over landbrugsproduktionen og landbefolkningen, men den efterlod dybe sår i det russiske samfund, som stadig kan spores i dag. Mange familier mistede deres levebrød, og de sociale og økonomiske konsekvenser af denne politik påvirkede generationer af russere.

Kollektiviseringen og den efterfølgende hungersnød i 1930’erne markerede en af de mest tragiske perioder i Ruslands historie. Millioner af mennesker døde, og mange flere led under de brutale betingelser, som denne politik skabte. På trods af Stalins mål om at modernisere Sovjetunionen kom kollektiviseringen med enorme menneskelige omkostninger, der stadig kaster en skygge over landets historie.


Vinterpaladset i Sankt Petersborg i Rusland.

Anden Verdenskrig

Anden Verdenskrig (1941-1945) var en af de mest ødelæggende og omkostningstunge konflikter i Ruslands historie, både i menneskeliv og i økonomisk og social forstand. Sovjetunionen, som omfattede Rusland, led enorme tab under krigen, og dens demografiske og sociale konsekvenser rakte langt ud over krigens afslutning.

Menneskelige omkostninger
Sovjetunionen mistede anslået 27 millioner mennesker under Anden Verdenskrig, hvilket repræsenterede en af de største tab blandt alle de deltagende nationer. Af disse var omkring 11 millioner soldater, mens resten var civile, der blev ofre for kampene, belejringer, tvangsarbejde og målrettede drab. Den tyske invasion, kendt som Operation Barbarossa, ramte Sovjetunionen med en brutalitet, som resulterede i omfattende ødelæggelse og død. Især belejringen af Leningrad (nu Sankt Petersborg), som varede i 872 dage, kostede omkring 1 million menneskeliv på grund af sult, sygdomme og konstante bombardementer.

Økonomiske og infrastrukturelle ødelæggelser
Ud over de menneskelige tab forårsagede krigen også omfattende økonomiske og infrastrukturelle skader. Store dele af det vestlige Rusland og Ukraine blev fuldstændig ødelagt af kamphandlingerne. Byer som Stalingrad (nu Volgograd) og Leningrad blev næsten jævnet med jorden, og produktionen i mange af landets vigtigste industrielle centre blev afbrudt eller ødelagt. Denne ødelæggelse satte Sovjetunionens økonomi mange år tilbage og krævede massive genopbygningsbestræbelser i årene efter krigen.

Demografiske konsekvenser
De demografiske konsekvenser af Anden Verdenskrig for Rusland var alvorlige og langvarige. Den store nedgang i antallet af unge mænd skabte en kønsmæssig ubalance, som havde konsekvenser for fertiliteten og befolkningens aldring i de efterfølgende årtier. Efter krigen var der en markant mangel på mænd i forhold til kvinder, især i de arbejdsdygtige aldersgrupper, hvilket påvirkede befolkningens genopretning. Desuden resulterede krigen i massive interne fordrivelser og migrationer, da millioner af mennesker blev tvunget til at flygte fra deres hjem på grund af kampene og de tyske troppers fremmarch.

Sociale konsekvenser og genopbygning
Efter krigens afslutning påbegyndte Sovjetunionen en enorm genopbygningsindsats. Den sovjetiske regering iværksatte ambitiøse planer for at genoprette de ødelagte områder og genopbygge landet. Industrien blev hurtigt genoprettet, og mange af de tidligere ødelagte byer blev genopbygget. På trods af de enorme tab lykkedes det Sovjetunionen at genoprette sin position som en global magt, hvilket kulminerede i opbygningen af en stærk industri og militærkapacitet under den kolde krig.

Samtidig var der også en betydelig politisk og social omstrukturering. Krigen havde styrket statens kontrol over samfundet, og der blev skabt en stærkere centralisering af magten i Moskva. Stalin brugte krigens afslutning til at konsolidere sin magt yderligere og undertrykke enhver opposition, hvilket førte til en periode med intens politisk repression i årene efter krigen.

Perioden mellem Anden Verdenskrig og Sovjetunionens opløsning

Efter Anden Verdenskrig indtrådte Sovjetunionen i en periode præget af både genopbygning og kold krig, som kom til at definere landets indre og ydre politik frem til dets opløsning i 1991. Denne periode var karakteriseret af betydelige demografiske, politiske og økonomiske forandringer, der både styrkede og udfordrede det sovjetiske system.

Genopbygning og økonomisk udvikling
Efter krigens ødelæggelser iværksatte Sovjetunionen en massiv genopbygningsindsats. Den sovjetiske økonomi, som var blevet alvorligt beskadiget af krigens kampe og tab, blev hurtigt rettet op gennem en kombination af femårsplaner og tvungen industrialisering. Denne indsats førte til en imponerende vækst i industriproduktionen, og i løbet af 1950’erne oplevede Sovjetunionen en periode med relativ velstand og økonomisk fremgang. Byer som Moskva og Leningrad (nu Sankt Petersborg) voksede hurtigt, og nye industribyer opstod over hele landet.

Samtidig oplevede landet en betydelig demografisk genopretning. Efter de enorme tab under Anden Verdenskrig begyndte befolkningen at vokse igen, om end langsomt. I 1950’erne og 1960’erne oplevede Sovjetunionen en babyboom, der bidrog til at stabilisere befolkningen. Ved begyndelsen af 1960’erne var den sovjetiske befolkning steget til over 200 millioner, hvilket var en betydelig stigning fra efterkrigstiden.

Sociale udfordringer og stagnation
Trods de økonomiske fremskridt begyndte Sovjetunionen at opleve stigende sociale udfordringer og økonomisk stagnation fra 1970’erne. Denne stagnation, ofte forbundet med Leonid Brezjnevs tid ved magten (1964-1982), var præget af ineffektivitet i det centrale planlægningssystem, udbredt korruption og manglende innovation. Som et resultat stagnerede levestandarden, og der var en voksende utilfredshed blandt befolkningen, især i de yngre generationer.

Demografisk set blev befolkningens aldring en betydelig udfordring i denne periode. Fødselsraten begyndte at falde, og samtidig voksede presset på sundhedsvæsenet, som kæmpede med at håndtere de stigende sundhedsproblemer, herunder alkoholisme, hjertekarsygdomme og en generel forringelse af folkesundheden. Dødeligheden, især blandt mænd, steg i denne periode, hvilket førte til en lavere forventet levealder.

Glasnost, perestrojka og Sovjetunionens opløsning
I 1980’erne blev Sovjetunionen ledet af Mikhail Gorbatjov, som forsøgte at reformere det stagnerede system gennem politikkerne glasnost (åbenhed) og perestrojka (omstrukturering). Disse reformer havde til hensigt at modernisere økonomien og gøre det politiske system mere gennemsigtigt. Imidlertid førte de også til øget politisk ustabilitet, økonomiske problemer og en bølge af nationalistiske bevægelser i de sovjetiske republikker.

Gorbatjovs reformer accelererede uforudsete ændringer, som bidrog til at underminere den sovjetiske stats integritet. Økonomien forværredes yderligere, hvilket førte til forsyningsmangel og voksende sociale spændinger. Nationalistiske bevægelser i republikker som Baltikum, Ukraine og Kaukasus eskalerede, hvilket resulterede i en række løsrivelsesbevægelser. I 1991 førte disse udviklinger til Sovjetunionens opløsning, hvilket markerede afslutningen på denne dramatiske periode i Ruslands historie.

Sovjetunionens kollaps

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 stod Rusland over for en af de mest alvorlige demografiske kriser i sin moderne historie. Overgangen fra en centraliseret planøkonomi til en markedsbaseret økonomi medførte enorme sociale og økonomiske omvæltninger, der havde dybtgående konsekvenser for befolkningens sundhed, levevilkår og størrelse.

Øget dødelighed og faldende forventet levealder
En af de mest slående konsekvenser af denne periode var den kraftige stigning i dødeligheden, især blandt mænd i den arbejdsdygtige alder. Faktorer som økonomisk usikkerhed, arbejdsløshed, fattigdom og en voldsom stigning i alkoholmisbrug bidrog til en markant forringelse af folkesundheden. Den forventede levealder for mænd faldt dramatisk til omkring 58 år i midten af 1990’erne, mens den for kvinder faldt til omkring 71 år. Dødeligheden steg på grund af en række faktorer, herunder hjertekarsygdomme, alkoholrelaterede dødsfald og en stigning i vold og selvmord.

Fødselsrater og naturlig befolkningsnedgang
Samtidig oplevede Rusland et markant fald i fødselsraterne. Den økonomiske usikkerhed og de sociale omvæltninger gjorde mange familier tilbageholdende med at få børn. Fødselsraten faldt til under det niveau, der er nødvendigt for at opretholde en stabil befolkning, og dette resulterede i en betydelig naturlig befolkningsnedgang. I løbet af 1990’erne oversteg antallet af dødsfald langt antallet af fødsler, hvilket førte til et samlet fald i befolkningstallet.

Migrationens rolle
Migration spillede også en central rolle i Ruslands demografiske udvikling efter Sovjetunionens kollaps. Mange russere emigrerede til udlandet i søgen efter bedre økonomiske muligheder, især unge og højtuddannede, hvilket bidrog til en yderligere udtynding af den arbejdsdygtige befolkning. Samtidig blev Rusland et modtagerland for mange migranter fra de tidligere sovjetrepublikker, især fra Centralasien og Kaukasus, som søgte arbejde i Rusland. Denne immigration hjalp med at afbøde befolkningstabet, men det var ikke nok til at vende den overordnede nedadgående tendens.

Sociale konsekvenser
Befolkningstabet og den demografiske krise havde alvorlige sociale konsekvenser. Den aldrende befolkning, kombineret med et fald i antallet af unge, skabte pres på pensionssystemet og sundhedsvæsenet. De økonomiske og sociale udfordringer forværrede også ulighederne mellem forskellige regioner, hvor nogle områder oplevede affolkning og økonomisk tilbagegang, mens andre, især de store byer, tiltrak indvandring og investeringer.

Læs mere om Ruslands historie på:
da.wikipedia.org/ruslands_historie
denstoredanske.lex.dk/ruslands_historie
historienet.dk/ruslands-historie

Officiel turistside: visitrussia.com
Udenrigsministeriet om Rusland: um.dk/rusland