Spanien indbyggertal (2025)

Hvor mange mennesker bor der i Spanien? Den 1. januar 2025 var indbyggertallet i Spanien på 47.905.238 indbyggere (ifølge officielle estimater fra FN).

Spanien, beliggende på den iberiske halvø, er kendt for sin rige kulturarv, smukke landskaber og pulserende byliv. Landet har gennemgået betydelige demografiske ændringer over tid, hvilket har påvirket både dets økonomi og sociale strukturer. Med en befolkning, der konstant udvikler sig, er det interessant at dykke ned i de seneste tal og tendenser, der præger denne sydeuropæiske nation.

Fra de travle gader i Madrid til de solrige kyster i Andalusien, spiller indbyggertallet en afgørende rolle i at forme Spaniens fremtid. Gennem en analyse af aktuelle data, demografiske mønstre og historiske udviklinger kan vi få en dybere forståelse af, hvordan Spanien står i dag og hvilke udfordringer og muligheder, der venter forude.

Kort over Spanien

NB: Alle tal og statistikker i denne artikel er baseret på officielle data fra FN. Du finder den komplette database her: population.un.org.

Om Spanien

• Seneste indbyggertal for Spanien (2025)
• Spaniens demografi
• De største byer i Spanien (per indbyggertal)
• Fremtidige prognoser for Spanien
• Spaniens historiske befolkningsudvikling
• Nyttige links til Spanien

Seneste indbyggertal for Spanien (2025)

Den 1. januar 2025 blev Spaniens indbyggertal estimeret til 47.905.238 personer ifølge FN’s officielle tal. Dette tal repræsenterer en stabilisering efter flere årtiers markant vækst og mindre udsving. Siden midten af det 20. århundrede har Spanien oplevet en betydelig befolkningsvækst. I 1950 var indbyggertallet blot 28 millioner, men i de følgende årtier skete der en konstant stigning, der bragte tallet op til over 39 millioner i 1990.

I perioden fra 1990 til 2005 oplevede Spanien en bemærkelsesværdig vækst, hvor befolkningen steg med næsten 4 millioner mennesker. Denne periode var præget af økonomisk vækst og øget immigration, hvilket bidrog til den hurtige stigning. I 2010 nåede indbyggertallet næsten 47 millioner, hvilket markerede en af de mest dynamiske vækstperioder i nyere tid.

Efter 2010 begyndte væksten at aftage, og i 2015 var der endda et lille fald i befolkningstallet. Dette kan tilskrives økonomiske udfordringer og en lavere fødselsrate. Dog vendte udviklingen igen, og fra 2020 til 2025 har Spanien oplevet en stabilisering omkring de 47,9 millioner. Denne stabilitet skyldes en kombination af en aldrende befolkning og en fortsat, men mere moderat, immigration.

Samlet set har Spanien set en fordobling af sin befolkning siden 1950, med en gennemsnitlig årlig vækst på omkring 1,2 % frem til år 2000. De seneste årtier har dog været præget af en mere afdæmpet vækst, hvilket afspejler både demografiske og økonomiske ændringer i landet.

Udvikling i befolkningstal i Spanien (1950–2025)

Kilde: FN’s World Population Prospects 2024 – Compact

Spaniens demografi

Aldersfordeling og befolkningspyramide

Spaniens aldersfordeling er præget af en aldrende befolkning, hvilket afspejles tydeligt i landets befolkningspyramide. I de seneste årtier har Spanien oplevet en markant stigning i antallet af ældre borgere, mens fødselsraten har været relativt lav. Dette har ført til en top-tung befolkningspyramide, hvor de ældre aldersgrupper udgør en betydelig del af den samlede befolkning.

Ifølge de seneste data er omkring 20% af Spaniens befolkning over 65 år, og denne andel forventes at stige yderligere i de kommende år. Den lave fødselsrate, som i øjeblikket ligger omkring 1,3 børn per kvinde, er en af de laveste i Europa. Dette har resulteret i en mindre andel af unge i befolkningen, hvilket skaber en ubalance i aldersfordelingen.

Konsekvenserne af denne demografiske udvikling er mangefacetterede. En aldrende befolkning lægger pres på landets pensionssystem og sundhedssektor, da der er behov for flere ressourcer til at tage sig af de ældre. Samtidig kan en mindre arbejdsstyrke hæmme økonomisk vækst, da der er færre unge til at erstatte de ældre, der forlader arbejdsmarkedet.

For at imødegå disse udfordringer har Spanien behov for at overveje strategier, der kan tiltrække unge arbejdere, både fra ind- og udland, samt initiativer der kan fremme en højere fødselsrate. Desuden kan en øget integration af teknologi og automatisering i arbejdsmarkedet være en del af løsningen på de udfordringer, som den nuværende aldersfordeling medfører.

Etniske grupper og kulturel mangfoldighed

Spanien er kendt for sin rige kulturelle mangfoldighed, som er et resultat af landets komplekse historie og geografiske placering. Den største etniske gruppe i Spanien er spanierne selv, som udgør størstedelen af befolkningen. Dog er der betydelige regionale forskelle, der afspejler landets historiske opdeling i forskellige kongeriger og kulturer. For eksempel har Baskerlandet og Catalonien stærke regionale identiteter, der er præget af deres egne sprog og traditioner.

Udover de indfødte etniske grupper har Spanien også oplevet en betydelig tilstrømning af immigranter, især fra Latinamerika, Nordafrika og Østeuropa. Disse grupper har bidraget til landets kulturelle landskab med deres egne skikke, sprog og religioner. Marokkanere udgør en af de største ikke-europæiske grupper, hvilket har ført til en øget synlighed af islam i det spanske samfund. Samtidig har latinamerikanske immigranter, især fra lande som Ecuador, Colombia og Venezuela, bragt en del af deres kultur med, hvilket har påvirket alt fra gastronomi til musik.

Denne kulturelle mangfoldighed har haft en betydelig indflydelse på Spaniens sociale dynamik. Det har beriget landets kulturelle tilbud og skabt et mere pluralistisk samfund, men det har også medført udfordringer i form af integration og social samhørighed. Den spanske regering har i de senere år fokuseret på at fremme integration og tolerance, hvilket afspejles i politikker, der sigter mod at styrke social inklusion og bekæmpe diskrimination.

Den kulturelle mangfoldighed i Spanien er således både en styrke og en udfordring. Den bidrager til en dynamisk og levende kultur, der tiltrækker millioner af turister hvert år, men kræver også en vedvarende indsats for at sikre, at alle grupper føler sig inkluderet og værdsat i det spanske samfund.

Befolkningstæthed og geografisk fordeling

Spanien, med sin varierede geografi, oplever en betydelig forskel i befolkningstæthed på tværs af regionerne. Landet har en gennemsnitlig befolkningstæthed på omkring 94 indbyggere per kvadratkilometer, hvilket er relativt lavt sammenlignet med mange andre europæiske lande. Denne gennemsnitlige tæthed dækker dog over store variationer mellem byområder og landdistrikter.

De mest befolkede områder findes i og omkring de store byer som Madrid og Barcelona. Madrid-regionen har en særlig høj befolkningstæthed, der overstiger 800 indbyggere per kvadratkilometer, hvilket gør den til en af de tættest befolkede regioner i landet. Barcelona, som ligger i Catalonien, er også en magnet for befolkningen, med en tæthed på over 1.600 indbyggere per kvadratkilometer i selve byen. Disse byer fungerer som økonomiske og kulturelle centre, der tiltrækker både nationale og internationale migranter, hvilket yderligere øger befolkningstætheden.

I kontrast hertil er mange af Spaniens landdistrikter præget af lav befolkningstæthed. Områder som Castilla y León og Extremadura har store landområder med få indbyggere, nogle steder under 30 indbyggere per kvadratkilometer. Dette fænomen, ofte omtalt som “La España vacía” eller “Det tomme Spanien”, skyldes en kombination af urbanisering og mangel på økonomiske muligheder i disse regioner, hvilket har ført til affolkning og aldrende befolkninger.

Geografisk fordeling påvirker også Spaniens befolkningssammensætning. Kystområderne, især langs Middelhavet, tiltrækker mange pensionister, både spanske og udenlandske, hvilket resulterer i en højere gennemsnitsalder i disse regioner. Samtidig oplever de indre byområder en yngre demografi, delvis på grund af tilstrømningen af unge mennesker, der søger uddannelse og beskæftigelse.

Denne ujævne fordeling af befolkningen skaber udfordringer for Spanien, herunder behovet for at udvikle infrastruktur og tjenester, der kan imødekomme de forskellige behov i både tætbefolkede byområder og de mere tyndt befolkede landdistrikter. Samtidig er der en stigende opmærksomhed på at revitalisere de affolkede områder gennem initiativer, der skal fremme økonomisk udvikling og tiltrække nye indbyggere.

Urbanisering og landdistrikter

Spanien har gennemgået en betydelig urbanisering i løbet af det 20. og 21. århundrede, hvilket har haft en markant indflydelse på landets demografiske profil. I dag bor omkring 80% af den spanske befolkning i byområder, hvilket afspejler en global tendens mod urbanisering. Denne bevægelse mod byerne er drevet af flere faktorer, herunder søgen efter bedre jobmuligheder, adgang til uddannelse og sundhedsydelser samt et ønske om en højere levestandard.

De store byer som Madrid, Barcelona og Valencia har oplevet en betydelig vækst i indbyggertal, hvilket har ført til en koncentration af økonomiske aktiviteter og kulturelle tilbud i disse områder. Denne urbanisering har dog også medført udfordringer såsom overbelastning af infrastruktur, stigende boligpriser og miljømæssige problemer.

På den anden side står mange landdistrikter over for affolkning. Mindre byer og landsbyer oplever en aldrende befolkning, da yngre generationer ofte flytter til byerne for at finde arbejde og uddannelse. Dette har resulteret i en demografisk ubalance, hvor nogle områder kæmper med at opretholde befolkningstal, hvilket kan påvirke lokale økonomier og den sociale sammenhængskraft.

Regeringen har forsøgt at adressere disse udfordringer gennem forskellige initiativer, såsom at forbedre infrastruktur og internetadgang i landdistrikterne for at tiltrække nye indbyggere og virksomheder. Desuden er der fokus på at bevare kulturel arv og støtte lokale landbrugsprojekter for at sikre en bæredygtig udvikling i disse områder.

Urbaniseringen i Spanien er således en kompleks proces, der både skaber muligheder og udfordringer. Det påvirker ikke kun befolkningssammensætningen, men også landets økonomiske og sociale dynamik, hvilket kræver en balanceret tilgang for at sikre en harmonisk udvikling mellem by og land.

Indvandring og emigration trends

Spanien har længe været et attraktivt mål for indvandrere, hvilket har haft en betydelig indflydelse på landets demografiske sammensætning. I de seneste årtier har Spanien oplevet en markant stigning i antallet af indvandrere, især fra Latinamerika, Nordafrika og Østeuropa. Denne tilstrømning har været med til at diversificere befolkningen kulturelt og økonomisk. Ifølge de seneste statistikker udgør indvandrere nu omkring 15% af den samlede befolkning, hvilket er en stigning fra tidligere år.

Indvandringen har også påvirket aldersfordelingen i Spanien. Mange indvandrere er unge voksne, hvilket har hjulpet med at modvirke den aldrende befolkning, som er en udfordring i mange europæiske lande. Dette har haft positive effekter på arbejdsmarkedet, hvor indvandrere ofte udfylder roller i sektorer som landbrug, byggeri og service, som ellers kunne lide under mangel på arbejdskraft.

På den anden side har Spanien også oplevet betydelig emigration, især blandt unge spaniere, der søger jobmuligheder i andre EU-lande. Denne tendens blev forstærket under den økonomiske krise i slutningen af 2000’erne, hvor mange unge, veluddannede spaniere emigrerede i jagten på bedre karrieremuligheder. Selvom økonomien er ved at komme sig, fortsætter denne trend i nogen grad, hvilket kan føre til en hjerneflugt, der påvirker landets fremtidige innovationskapacitet.

Samlet set har disse indvandring- og emigrationstrends skabt en dynamisk demografisk situation i Spanien. Mens indvandringen har bidraget til økonomisk vækst og kulturel berigelse, udgør emigrationen en udfordring for landets fremtidige udvikling. Det er en balancegang, som Spanien fortsat skal navigere i de kommende år.

Læs mere:
Demographics of Spain

Befolkningspyramiden for Spanien er baseret på FN’s World Population Prospects 2024 – Population by Five-year Age Groups.

De største byer i Spanien (per indbyggertal)

1. Madrid: 6.810.530 indbyggere

Madrid, som er Spaniens største by med et indbyggertal på 6.810.530 pr. 1. januar 2025, er en pulserende metropol, der kombinerer historisk charme med moderne dynamik. Byen fungerer som landets økonomiske og politiske centrum, hvilket tiltrækker både nationale og internationale virksomheder. Denne økonomiske tiltrækningskraft har gjort Madrid til en magnet for migration, hvilket har bidraget til dens kulturelle mangfoldighed og befolkningsvækst.

Infrastrukturen i Madrid er veludviklet, med et omfattende netværk af metro, busser og tog, der forbinder byen effektivt. Dette gør det nemt for indbyggere og besøgende at navigere i den travle by. Sammenlignet med andre store byer i Spanien, som Barcelona og Valencia, har Madrid en mere centraliseret rolle i landets administration og politik, hvilket yderligere understreger dens betydning.

Kulturelt set er Madrid en skattekiste af kunst og historie. Byen er hjemsted for verdensberømte museer som Prado og Reina Sofia, der tiltrækker kunstelskere fra hele kloden. Madrids unikke karakter kommer også til udtryk i dens livlige natteliv og gastronomiske scene, hvor traditionelle spanske retter som tapas og paella kan nydes i autentiske omgivelser. Denne kombination af økonomisk vitalitet, kulturel rigdom og politisk betydning gør Madrid til en by, der skiller sig ud på den iberiske halvø.

Læs mere om Spaniens hovedstad Madrid og Madrids indbyggertal.

2. Barcelona: 5.733.247 indbyggere

Barcelona, med sine 5.733.247 indbyggere pr. 1. januar 2025, er en by, der stråler med unik karakter og dynamik. Som Spaniens næststørste by er den kendt for sin rige kulturarv, der blander gotisk arkitektur med modernistiske mesterværker af Antoni Gaudí, såsom den ikoniske Sagrada Família. Byens økonomi er en af de mest blomstrende i landet, drevet af en stærk turistindustri, en pulserende teknologisektor og en betydelig maritim handel, takket være dens strategiske placering ved Middelhavet.

Migration har spillet en væsentlig rolle i Barcelonas udvikling, hvilket har skabt en mangfoldig befolkning og en kosmopolitisk atmosfære. Denne kulturelle diversitet afspejles i byens kulinariske scene, hvor lokale specialiteter som tapas og paella møder smagsindtryk fra hele verden. Infrastrukturmæssigt er Barcelona veludviklet med et omfattende netværk af metro- og buslinjer, der effektivt forbinder byens forskellige kvarterer.

Barcelona adskiller sig fra andre store spanske byer ved sin stærke regionale identitet som hovedstad i Catalonien. Denne identitet er ofte blevet fremhævet i politiske diskussioner om autonomi og selvstændighed, hvilket giver byen en særlig rolle i nationale anliggender. Samlet set er Barcelona ikke blot en by, men et kulturelt og økonomisk knudepunkt, der fortsat tiltrækker besøgende og nye indbyggere fra hele verden.

Læs mere om Barcelonas indbyggertal.

3. Valencia: 841.354 indbyggere

Valencia, med et indbyggertal på 841.354 pr. 1. januar 2025, er Spaniens tredjestørste by og skiller sig ud med sin unikke kombination af tradition og modernitet. Byen er kendt for sin rige kulturarv, der omfatter alt fra den gotiske arkitektur i La Lonja de la Seda til de futuristiske strukturer i Ciudad de las Artes y las Ciencias. Denne kontrast mellem gammelt og nyt afspejler Valencias evne til at bevare sin historiske identitet, samtidig med at den omfavner innovation.

Økonomisk set er Valencia en vigtig havneby, hvilket gør den til et centralt knudepunkt for handel og logistik i Middelhavsområdet. Havnen bidrager betydeligt til byens økonomi og tiltrækker både nationale og internationale investeringer. Migration har også spillet en rolle i byens udvikling, idet Valencia har tiltrukket mange nye indbyggere fra både Spanien og udlandet, hvilket har beriget byens kulturelle landskab.

Infrastrukturen i Valencia er veludviklet, med et effektivt netværk af metro- og buslinjer, der forbinder byens forskellige kvarterer og forstæder. Byens engagement i bæredygtig udvikling ses også i dens mange grønne områder, såsom Turia-parken, der strækker sig gennem byens centrum og tilbyder et rekreativt åndehul for både lokale og besøgende.

Kulturelt er Valencia kendt for sine livlige festivaler, især Las Fallas, som tiltrækker tusindvis af turister hvert år. Denne kulturelle rigdom og byens strategiske beliggenhed gør Valencia til en vigtig spiller på den nationale scene, hvor den fungerer som en bro mellem tradition og fremskridt.

4. Zaragoza: 742.924 indbyggere

Zaragoza, Spaniens fjerde største by med et indbyggertal på 742.924 pr. 1. januar 2025, er en by med en unik karakter, der adskiller sig markant fra andre store byer i landet. Beliggende ved bredden af floden Ebro, fungerer Zaragoza som en vigtig knudepunkt mellem Madrid, Barcelona, Valencia og Bilbao, hvilket giver den en strategisk fordel inden for både handel og transport. Byens økonomi er diversificeret, med stærke sektorer inden for bilindustrien, logistik og vedvarende energi, hvilket tiltrækker både nationale og internationale investeringer.

Kulturelt set er Zaragoza kendt for sin rige historie, der strækker sig tilbage til romertiden, hvilket afspejles i dens arkitektur og monumenter som Basilica de Nuestra Señora del Pilar. Byen er også vært for en række festivaler og kulturelle begivenheder, der fremhæver dens dybe rødder i aragonsk tradition og folklore. Denne kulturelle rigdom tiltrækker turister og nye indbyggere, hvilket bidrager til en dynamisk og mangfoldig befolkningssammensætning.

Zaragozas infrastruktur er veludviklet, med et effektivt netværk af veje, jernbaner og offentlig transport, der forbinder byen med resten af Spanien og Europa. Byens evne til at integrere moderne udvikling med sin historiske arv gør den til et attraktivt sted for både bosættere og besøgende. Zaragoza formår at bevare sin egen identitet og charme, samtidig med at den spiller en væsentlig rolle i Spaniens nationale økonomi og kulturelle landskab.

5. Sevilla: 700.820 indbyggere

Sevilla, som pr. 1. januar 2025 havde et indbyggertal på 700.820, er en by med en rig historie og en unik karakter, der adskiller den fra andre store byer i Spanien. Beliggende i Andalusien, er Sevilla kendt for sin dybe kulturelle arv, der omfatter flamenco, tapas og den årlige Feria de Abril. Byens arkitektur er en fascinerende blanding af maurisk, gotisk og renæssancestil, hvilket gør den til et levende museum af historiske bygninger og monumenter.

Økonomisk set har Sevilla en diversificeret økonomi, der spænder over sektorer som teknologi, turisme og landbrug. Byen har i de seneste år oplevet en stigning i investeringer i infrastruktur, hvilket har forbedret transportmulighederne og tiltrukket både nationale og internationale virksomheder. Denne udvikling har også ført til en tilstrømning af migranter, der søger nye muligheder i den blomstrende andalusiske hovedstad.

Sevillas rolle som kulturelt centrum i Spanien er uomtvistelig. Byen er hjemsted for en række prestigefyldte festivaler og kulturelle begivenheder, der tiltrækker besøgende fra hele verden. Sammenlignet med andre store byer som Madrid og Barcelona, bevarer Sevilla en mere traditionel og afslappet livsstil, hvilket gør den til et attraktivt sted for dem, der søger en balance mellem det moderne og det historiske.

Læs mere om de største spanske byer.

Fremtidige prognoser for Spanien

Spanien står over for en række demografiske udfordringer og muligheder i de kommende årtier. Ifølge FN’s befolkningsfremskrivninger vil Spaniens befolkningstal opleve en moderat stigning frem mod 2030, hvor det forventes at nå omkring 48,5 millioner indbyggere. Denne vækst er relativt beskeden og afspejler en tendens til stabilisering, der er karakteristisk for mange europæiske lande.

Når vi ser længere frem mod 2050, forudser fremskrivningerne en mere markant ændring. Befolkningen forventes at toppe omkring 49 millioner, hvorefter den kan begynde at falde. Denne udvikling er delvist drevet af en aldrende befolkning og en lav fødselsrate, som er fællesnævnere for mange udviklede lande. Det er også værd at bemærke, at Spanien vil opleve en stigende andel af ældre borgere, hvilket vil lægge pres på landets sociale velfærdssystemer.

I anden halvdel af århundredet, frem mod 2100, er der forventninger om en mere dramatisk nedgang i befolkningstallet. Prognoser antyder, at Spanien kan se sin befolkning falde til omkring 44 millioner indbyggere. Dette repræsenterer en reduktion på cirka 10% fra midten af århundredet. En sådan udvikling vil kræve betydelige tilpasninger i både økonomisk og social politik, herunder arbejdsmarkedet og pensionssystemet.

Denne langsigtede nedgang er primært drevet af fortsat lave fødselsrater kombineret med en stigende levealder. Spanien vil sandsynligvis også skulle navigere i udfordringerne ved immigration, som kan spille en afgørende rolle i at opretholde befolkningens størrelse og sammensætning. Økonomiske incitamenter og politikker, der fremmer familieforøgelse og tiltrækker unge indvandrere, kan blive nødvendige for at modvirke de demografiske udfordringer.

Samlet set peger prognoserne på en fremtid, hvor Spanien skal balancere mellem en aldrende befolkning og behovet for en bæredygtig økonomisk vækst. Dette vil kræve en strategisk tilgang til både indenrigs- og udenrigspolitik, med fokus på innovation og inklusion for at sikre en stabil og blomstrende fremtid.

Spaniens historiske befolkningsudvikling

Tidlig moderne tid og kolonitiden

I den tidlige moderne tid, der strækker sig fra slutningen af det 15. århundrede til begyndelsen af det 18. århundrede, oplevede Spanien en række betydningsfulde begivenheder, der havde en varig indflydelse på landets demografiske udvikling. Denne periode blev indledt med de katolske monarkers forening af landet gennem ægteskabet mellem Isabella I af Kastilien og Ferdinand II af Aragonien. Denne politiske samling skabte grundlaget for Spaniens fremtidige ekspansion og indflydelse.

En af de mest skelsættende begivenheder i denne periode var opdagelsen af Amerika i 1492 af Christoffer Columbus, som blev støttet af det spanske monarki. Denne opdagelse markerede begyndelsen på Spaniens kolonitid, hvor landet etablerede et omfattende imperium i den nye verden. De nyvundne kolonier i Amerika bidrog til en enorm tilstrømning af rigdom og ressourcer til Spanien, hvilket i første omgang førte til økonomisk vækst og en stigning i indbyggertallet i de større byer som Sevilla og Madrid.

I 1500-tallet var Spaniens indbyggertal anslået til omkring 6-7 millioner. Denne periode var præget af en relativ stabil befolkningsvækst, men også af udfordringer som pestudbrud og krige, der lejlighedsvis reducerede befolkningens størrelse. Den økonomiske fremgang, der fulgte med kolonitiden, tiltrak også indvandrere fra andre europæiske lande, hvilket yderligere diversificerede den spanske befolkning.

Kolonitiden havde dog også sine mørke sider. Den massive eksport af ressourcer fra kolonierne førte til en økonomisk afhængighed, der på længere sigt svækkede den spanske økonomi. Desuden førte den omfattende udvandring til kolonierne til en vis affolkning af visse landdistrikter i Spanien, hvilket påvirkede landets demografiske balance.

Samlet set var den tidlige moderne tid og kolonitiden en periode med både vækst og udfordringer for Spaniens befolkningsudvikling. Den økonomiske og politiske magt, som landet opnåede gennem sine kolonier, satte sit præg på den demografiske udvikling, og mange af de strukturer, der blev etableret i denne periode, har haft en varig indflydelse på Spaniens historie.

Industrialisering og urbanisering i det 19. århundrede

I det 19. århundrede gennemgik Spanien en betydelig transformation, der var præget af industrialisering og urbanisering. Denne periode markerede en overgang fra en overvejende agrarisk økonomi til en mere industriel og urbaniseret struktur. Industrialiseringen begyndte relativt sent i Spanien sammenlignet med andre europæiske lande, men den havde alligevel en dybtgående indflydelse på landets befolkningsudvikling.

Fremkomsten af industriområder, især i regioner som Catalonien og Baskerlandet, tiltrak mange mennesker fra landdistrikterne, der søgte arbejde i de nye fabrikker. Denne interne migration førte til en betydelig vækst i bybefolkningen. For eksempel voksede Barcelonas indbyggertal fra omkring 115.000 i begyndelsen af århundredet til over 500.000 ved dets afslutning. Denne urbanisering skabte nye sociale dynamikker og udfordringer, såsom overbefolkning og behovet for bedre infrastruktur og boliger.

På nationalt plan steg Spaniens samlede befolkning fra cirka 11 millioner i 1800 til omkring 18 millioner ved århundredets afslutning. Denne vækst blev ikke kun drevet af urbaniseringen, men også af forbedringer i landbruget, som øgede fødevareproduktionen og dermed understøttede en større befolkning. Desuden førte medicinske fremskridt og bedre hygiejneforhold til faldende dødelighed, hvilket yderligere bidrog til befolkningsvæksten.

Industrialiseringen og urbaniseringen i det 19. århundrede lagde fundamentet for Spaniens moderne økonomiske og demografiske struktur. De sociale og økonomiske forandringer, der blev sat i gang i denne periode, fortsatte med at forme landets udvikling langt ind i det 20. århundrede.

Den spanske borgerkrig og efterkrigstidens demografiske ændringer

Den spanske borgerkrig, der fandt sted fra 1936 til 1939, markerede en skelsættende periode i Spaniens historie, ikke kun politisk og socialt, men også demografisk. Konflikten, der udspillede sig mellem de republikanske styrker og de nationalistiske tropper ledet af general Francisco Franco, resulterede i betydelige tab af menneskeliv og en omfattende migration, der påvirkede landets indbyggertal markant.

I begyndelsen af 1930’erne havde Spanien en befolkning på omkring 24 millioner mennesker. Krigen medførte dog en drastisk nedgang i befolkningstallet, da hundredtusinder mistede livet i kampene, og mange flere blev tvunget til at flygte fra landet. Estimater tyder på, at omkring 500.000 mennesker døde som direkte følge af krigen, mens yderligere 450.000 flygtede til nabolande som Frankrig og Mexico, hvilket reducerede indbyggertallet betydeligt.

Efterkrigstiden under Francos regime var præget af økonomisk stagnation og politisk undertrykkelse, hvilket fortsat påvirkede befolkningsudviklingen. Mange af de spaniere, der var flygtet under krigen, valgte ikke at vende tilbage, og de, der blev tilbage, oplevede ofte hårde levevilkår. Dette førte til en lav fødselsrate i de første årtier efter krigen. I 1950 var befolkningstallet steget til omkring 28 millioner, men denne vækst var langsommere end i andre europæiske lande, der også var ved at komme sig efter Anden Verdenskrig.

Det var først i 1960’erne, med begyndelsen af Spaniens økonomiske opsving, kendt som “det spanske mirakel”, at der skete en betydelig ændring i demografien. Økonomisk vækst og forbedrede levevilkår førte til en stigning i fødselsraten og en tilbagevenden af nogle af de tidligere emigranter. Disse faktorer bidrog til en stabilisering og senere en stigning i indbyggertallet, hvilket satte scenen for den moderne demografiske udvikling i Spanien.

Babyboom og økonomisk vækst i midten af det 20. århundrede

I midten af det 20. århundrede oplevede Spanien en markant stigning i indbyggertallet, en periode ofte omtalt som babyboom-æraen. Denne demografiske bølge var tæt forbundet med landets økonomiske vækst og politiske stabilisering efter afslutningen af den spanske borgerkrig og Anden Verdenskrig. I 1950’erne og 1960’erne gennemgik Spanien en betydelig transformation fra et overvejende landbrugsbaseret samfund til en mere industrialiseret økonomi. Dette skabte nye jobmuligheder og forbedrede levevilkårene, hvilket igen førte til en stigning i fødselsraterne.

I 1950 var Spaniens indbyggertal omkring 28 millioner. I løbet af de næste to årtier voksede befolkningen hurtigt, og i 1970 var tallet steget til næsten 34 millioner. Denne vækst blev drevet af en kombination af høj fertilitet og lavere dødelighed, som var resultatet af forbedrede sundhedsforhold og bedre ernæring. Den økonomiske vækst i denne periode blev yderligere stimuleret af udenlandske investeringer og en stigende turismeindustri, der tiltrak arbejdskraft fra landdistrikterne til byerne.

Urbaniseringen spillede en central rolle i denne demografiske udvikling. Mange spaniere flyttede fra landlige områder til byer som Madrid, Barcelona og Valencia for at finde arbejde i den blomstrende industri- og servicesektor. Denne migration bidrog til en koncentration af befolkningen i byområderne, hvilket yderligere forstærkede den økonomiske vækst.

Den spanske regering under Franco-regimet iværksatte også en række økonomiske planer, kendt som de “spanske udviklingsplaner”, der havde til formål at modernisere økonomien og fremme industriens vækst. Disse planer bidrog til at skabe en økonomisk dynamik, der understøttede den demografiske udvikling.

Sammenfattende var babyboom-perioden i midten af det 20. århundrede en tid med betydelig befolkningsvækst i Spanien, drevet af økonomisk ekspansion og forbedrede levevilkår. Denne periode lagde fundamentet for den moderne spanske befolkningsstruktur og havde en varig indflydelse på landets sociale og økonomiske landskab.

Senmoderne tid og nutidige tendenser

I perioden efter Anden Verdenskrig oplevede Spanien en markant demografisk transformation, der har formet landets befolkningsudvikling frem til i dag. I 1950’erne og 1960’erne gennemgik Spanien en økonomisk vækstperiode kendt som “den spanske mirakel”, hvilket førte til en betydelig stigning i indbyggertallet. I 1950 lå Spaniens befolkning på omkring 28 millioner, men i løbet af de næste to årtier voksede dette tal til over 34 millioner i 1970. Denne vækst blev primært drevet af en høj fødselsrate og en forbedring af levevilkårene.

I 1970’erne og 1980’erne, efter Francos død og overgangen til demokrati, fortsatte befolkningen med at vokse, men i et langsommere tempo. Indbyggertallet nåede omkring 38 millioner i 1980. Denne periode var præget af en faldende fødselsrate, hvilket var en tendens, der blev observeret i mange vestlige lande som følge af ændringer i sociale normer og øget adgang til prævention.

Indtrædelsen i EU i 1986 markerede en ny æra for Spanien, hvilket førte til øget økonomisk integration og en stigning i immigration. I 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne oplevede Spanien en betydelig tilstrømning af immigranter fra Latinamerika, Østeuropa og Nordafrika, hvilket bidrog til en hurtig befolkningsvækst. I 2000 var indbyggertallet steget til omkring 40 millioner, og i 2010 nåede det næsten 47 millioner.

Den økonomiske krise i 2008 havde dog en betydelig indvirkning på befolkningsudviklingen. Krisen førte til en stigning i arbejdsløsheden og en reduktion i antallet af immigranter, samtidig med at mange unge spaniere søgte arbejde i udlandet. Dette resulterede i en stagnation af befolkningsvæksten i det følgende årti.

I de seneste år har Spanien oplevet en langsom genopretning, og indbyggertallet er igen begyndt at stige, omend i et mere moderat tempo. Nutidige tendenser viser en aldrende befolkning, hvilket stiller nye krav til landets sociale og økonomiske strukturer. Samtidig er der en stigende urbanisering, hvor flere mennesker flytter til større byer i jagten på bedre jobmuligheder og livskvalitet. Disse faktorer vil fortsat forme Spaniens demografiske landskab i de kommende årtier.

Nyttige links til Spanien