Indien indbyggertal (2024)

af | 20. september 2024

Hvor mange mennesker bor der i Indien? Ifølge de seneste officielle estimater fra Verdensbanken var indbyggertallet i Indien på 1,43 milliarder indbyggere i 2023.

Indien er i dag verdens mest folkerige land med over 1,43 milliarder indbyggere, og befolkningsvæksten har været en central faktor i landets udvikling gennem århundreder. Fra de tidlige civilisationer langs Indusfloden til dagens moderne storbyer har Indiens befolkning konstant været i forandring, påvirket af politiske, økonomiske og sociale forhold.

Indhold

Kort over Indien

Seneste estimat af befolkningstal for Indien (2023)

Indiens aktuelle indbyggertal er ifølge Verdensbankens data for 2023 estimeret til 1,43 milliarder mennesker. Indien har dermed overhalet Kina som det mest folkerige land i verden. Indiens indbyggertal er vokset med 310 millioner mennesker de seneste 20 år. Det er en stigning, der svarer til næsten hele USA’s befolkning.

Den enorme vækst i befolkningen skyldes en kombination af høj fødselsrate og en faldende dødsrate, der har ført til en stabil vækst gennem flere årtier. Med en ung og dynamisk befolkning står Indien over for både store muligheder og udfordringer. Landets befolkningsstruktur giver potentiale for økonomisk udvikling, men det skaber også pres på ressourcer som uddannelse, sundhedspleje og infrastruktur.

Udvikling i befolkningstal i Indien (1951-2021)

År Indbyggertal i Indien 1951-2021
2021 1.363.000.000
2011 1.210.850.000
2001 1.028.740.000
1991 846.420.000
1981 683.330.000
1971 548.160.000
1961 439.230.000
1951 361.090.000

Kilde: www.mospi.gov.in (link til Excel-fil)

Indiens demografiske sammensætning

Aldersfordeling

Indiens befolkning er i høj grad domineret af unge generationer. I 2023 udgjorde personer under 25 år omkring 40 % af den samlede befolkning, hvilket giver Indien en af verdens yngste befolkningsstrukturer. Denne store andel af unge betyder, at landet har et enormt potentiale for vækst, især hvis der investeres i uddannelse, jobskabelse og sundhedspleje. De unge generationer udgør også et vigtigt grundlag for innovation og teknologisk udvikling i fremtiden.

Midaldrende indbyggere, defineret som personer i aldersgruppen 25-64 år, udgør omkring 50 % af befolkningen. Denne gruppe er afgørende for landets økonomiske produktivitet, da de repræsenterer den primære arbejdsstyrke. De midaldrende generationer er i stigende grad byboere og uddannede, hvilket driver Indiens økonomiske udvikling og urbanisering.

Den ældre generation, der omfatter personer over 65 år, udgør kun omkring 6-7 % af befolkningen, hvilket er lavt sammenlignet med mange vestlige lande. Imidlertid er der en voksende bekymring over aldringen af befolkningen på længere sigt, da denne gruppe vokser hurtigere på grund af øget levealder og forbedret sundhed. Indiens udfordring bliver derfor at sikre social velfærd og pleje for den aldrende befolkning, samtidig med at de unge og midaldrende generationer understøttes i deres vækst og udvikling.

Kønssammensætning

Indiens kønssammensætning er et af landets mest markante demografiske udfordringer. Der er en skæv fordeling mellem kønnene, hvor der er flere mænd end kvinder i befolkningen. Det nationale gennemsnit viser omkring 930-940 kvinder per 1000 mænd. Denne skævhed skyldes en kombination af kulturelle, økonomiske og sociale faktorer, herunder en langvarig præference for drengebørn i mange dele af Indien.

I flere årtier har praksisser som kønsselektiv abort og forskelsbehandling af pigebørn resulteret i et kønsubalanceret samfund. Dette har langsigtede sociale og økonomiske konsekvenser. For det første fører det til et betydeligt overskud af mænd i visse regioner, hvilket har skabt sociale problemer som øget kriminalitet og trafficking. Desuden har det ført til vanskeligheder for mange mænd med at finde ægtefæller, hvilket påvirker familiestrukturen og skaber pres på landdistrikter, hvor den skæve kønsbalance ofte er mest udtalt.

På et bredere niveau har denne kønsdiskrimination også økonomiske konsekvenser. Kvinder udgør en stor uudnyttet ressource i Indiens økonomi, og den lave deltagelse af kvinder på arbejdsmarkedet hindrer landets fulde vækstpotentiale. Øget ligestilling og forbedring af kvinders rettigheder, herunder adgang til uddannelse og sundhed, er afgørende skridt for at skabe en mere balanceret samfundsstruktur. Regeringen har i de senere år implementeret programmer og kampagner for at ændre denne dynamik, men fremskridtene er langsomme.

Den skæve kønsfordeling er derfor ikke kun et demografisk problem, men også et komplekst socialt og økonomisk spørgsmål, som Indien skal adressere for at sikre en bæredygtig udvikling og social stabilitet i fremtiden.

Befolkningskoncentration

Indien har oplevet en markant urbanisering i de seneste årtier, hvilket har ændret landets demografiske og økonomiske landskab. I 2024 bor over 35 % af Indiens befolkning i byområder, og denne andel forventes at stige i takt med, at flere mennesker søger bedre levevilkår og jobmuligheder i byerne. Store metropoler som Mumbai, Delhi og Bangalore er centrale knudepunkter for denne vækst og tiltrækker millioner af migranter fra landdistrikter hvert år.

Mumbai, Indiens økonomiske hovedstad, er et af de mest tætbefolkede byområder i verden. Byen er kendt for sine kontraster, hvor moderne forretningsdistrikter og højhuse eksisterer side om side med store slumområder. Denne urbanisering har ført til store udfordringer, herunder overbelastning af infrastrukturen, mangel på boligmuligheder og øget social ulighed. Alligevel forbliver Mumbai en central økonomisk motor med en stærk finanssektor, handel og underholdningsindustri.

Delhi, landets officielle hovedstad, har oplevet en eksplosiv vækst og er nu et af de største byområder i verden. Urbaniseringen her er drevet af politisk, kommerciel og industriel aktivitet. Men væksten har medført massive trafikkøer, luftforurening og pres på ressourcer som vand og elektricitet. For at håndtere denne vækst har Delhi investeret i større infrastrukturprojekter som metroen og byfornyelse, men byen står stadig overfor store udfordringer med at tilpasse sig den voksende befolkning.

Bangalore, også kendt som Indiens IT-hovedstad, er centrum for landets teknologiske revolution. Byens tiltrækning som et teknologisk knudepunkt har gjort den til en af de hurtigst voksende byer i Indien. Den voksende teknologi- og serviceindustri har tiltrukket unge professionelle fra hele landet, hvilket har ført til en dynamisk urbanisering. Men ligesom i Mumbai og Delhi, er Bangalores hurtige vækst forbundet med udfordringer som trængsel, utilstrækkelig infrastruktur og et voksende pres på naturressourcer.


Mumbai – Indiens største by med anslået 12 millioner indbyggere.

Den stigende urbanisering i Indien skaber både muligheder og udfordringer. Byerne er økonomiske motorer, men deres kapacitet bliver konstant udfordret af den hurtige befolkningsvækst. Urbaniseringen giver mulighed for øget innovation, jobskabelse og økonomisk vækst, men den kræver også massiv investering i infrastruktur, bæredygtig udvikling og sociale tjenester for at undgå alvorlige konsekvenser som forværret ulighed og miljøbelastning.

Læs mere om Indiens demografi på da.wikipedia.org/Indien#Demografi.

Kulturelle og sociale aspekter der påvirker indbyggertallet

Familie- og ægteskabsmønstre i Indien har historisk haft en stærk indflydelse på landets befolkningens størrelse og vækstrate. I mange dele af landet, især i landdistrikterne, er der en kulturel præference for store familier, ofte motiveret af økonomiske og sociale faktorer. Traditionelt har børn været betragtet som en vigtig økonomisk og social ressource, da de bidrager til familiens indkomst og sikrer pleje af forældrene i alderdommen. Dette har ført til høje fødselsrater i store dele af landet.

Arrangerede ægteskaber er fortsat udbredte, især i landdistrikter og blandt mere konservative samfund. Disse ægteskaber finder ofte sted tidligt i livet, hvilket giver længere fertile år og dermed flere børnefødsler. Kvinder i disse samfund forventes ofte at få flere børn, hvilket bidrager til en større samlet befolkning. Dog begynder denne tendens at ændre sig i takt med, at flere kvinder får adgang til uddannelse og karrieremuligheder, særligt i byområderne.

I byerne, hvor livsstilen er præget af højere uddannelsesniveauer, stigende leveomkostninger og adgang til familieplanlægningsmetoder, ser man en tendens til mindre familier. Her bliver to-barnspolitikker og færre børn mere almindelige, især blandt middel- og overklassen. Kvinder, der får uddannelse og er i beskæftigelse, gifter sig ofte senere og får færre børn, hvilket reducerer fødselsraterne. Den øgede bevidsthed om prævention og familieplanlægning har også været med til at påvirke befolkningsvæksten i Indien.

Samtidig spiller patriarkalske normer fortsat en rolle i mange dele af landet, hvor sønner foretrækkes frem for døtre. Dette har haft indflydelse på befolkningssammensætningen, da nogle familier vælger at få flere børn i håb om at få drenge. Denne kulturelle præference for drenge har også ført til kønsselektive aborter, som har forstærket den skæve kønssammensætning i befolkningen.

Samlet set viser familie- og ægteskabsmønstrene i Indien en gradvis ændring fra store familier og tidlige ægteskaber til mindre familier og senere giftermål, især i byområder. Disse ændringer vil sandsynligvis fortsætte med at påvirke befolkningsvæksten i fremtiden, hvilket gradvist kan føre til en stabilisering af Indiens befolkningstal.

Økonomiske konsekvenser af befolkningens størrelse

Indiens enorme befolkning på 1,43 milliarder mennesker har betydelige økonomiske konsekvenser, både positive og udfordrende. På den ene side giver den store befolkning mulighed for at udnytte en betydelig arbejdsstyrke, hvilket har potentialet til at styrke landets økonomiske vækst. Den demografiske dividende – det økonomiske potentiale, der opstår, når andelen af arbejdsdygtige mennesker er høj – er en vigtig faktor, der kan drive Indiens udvikling i de kommende årtier. Hvis landet formår at investere i uddannelse, sundhed og jobskabelse, kan det drage fordel af denne unge og dynamiske arbejdsstyrke.

På den anden side skaber den store befolkning også enorme udfordringer. Den hurtige befolkningsvækst lægger pres på landets ressourcer og infrastruktur. Uddannelsessystemet og sundhedsplejen er overbelastet, især i landdistrikterne, hvor adgangen til kvalitetsuddannelse og sundhedstjenester er begrænset. Dette gør det vanskeligt for mange at få de nødvendige færdigheder og kvalifikationer til at indgå i arbejdsstyrken på en meningsfuld måde, hvilket kan hæmme økonomisk vækst.

Urbanisering, der er drevet af befolkningsvækst, skaber både muligheder og udfordringer. Byområder som Mumbai, Delhi og Bangalore har tiltrukket store investeringer og skabt arbejdspladser, men denne koncentration af mennesker har også ført til overbelastede byer med utilstrækkelig infrastruktur. Trafikpropper, vandmangel og luftforurening er blot nogle af de problemer, der følger med hurtig urbanisering. Desuden fører den store interne migration fra landdistrikterne til byerne til en voksende uformel økonomi, hvor mange arbejder under usikre forhold uden sociale sikkerhedsnet.


Delhi er Indiens næststørste by med anslået 11 millioner indbyggere.

Desuden er fattigdom og ulighed stadig store problemer i Indien. Selvom økonomien har oplevet betydelig vækst, er der stadig millioner af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen. Den store befolkning gør det udfordrende for regeringen at fordele velstanden jævnt og sikre adgang til grundlæggende tjenester som rent vand, elektricitet og uddannelse.

Et andet vigtigt aspekt er behovet for innovation og investeringer i teknologi og industri. Den store befolkning skaber efterspørgsel efter arbejdspladser, og for at imødekomme dette skal Indien fremme industrivækst og teknologisk innovation. Hvis disse sektorer ikke vokser i takt med befolkningen, risikerer Indien at stå over for høj arbejdsløshed, hvilket kan føre til social uro og økonomisk stagnation.

I sidste ende afhænger de økonomiske konsekvenser af Indiens befolkningsstørrelse af, hvordan landet formår at håndtere de udfordringer og muligheder, der følger med. Investeringer i uddannelse, sundhed og infrastruktur samt en mere retfærdig fordeling af ressourcer er afgørende for at sikre, at befolkningens størrelse bliver en styrke frem for en belastning for Indiens fremtidige økonomi.

Læs mere om Indiens befolkningsvækst på www.pewresearch.org/population-growth-and-religious-composition (engelsk).

Befolkningens påvirkning på miljøet

Indiens store og hurtigt voksende befolkning har en markant indvirkning på landets miljø og naturlige ressourcer. Med 1,43 milliarder indbyggere er presset på miljøet enormt, og de negative konsekvenser bliver tydeligere, efterhånden som både urbaniseringen og den økonomiske aktivitet stiger. Udfordringerne inkluderer overforbrug af naturressourcer, stigende forurening, affaldsproblemer og forringelse af biodiversiteten.

Ressourceforbrug er en af de største bekymringer. Indien har et massivt behov for vand, energi og fødevarer til at opretholde sin befolkning, hvilket lægger et enormt pres på de naturlige ressourcer. Vandmangel er en særlig kritisk udfordring, især i de tætbefolkede og urbaniserede regioner. Vandressourcerne bliver hurtigt opbrugt, og landets floder og grundvandsreserver er under pres på grund af overudnyttelse og forurening. Indien står derfor over for en potentiel vandkrise, der kan true både landbrug og den industrielle produktion.

Forurening er et andet stort problem. Landets hurtige industrialisering og urbanisering har ført til stigende udledning af drivhusgasser, luftforurening og vandforurening. Byområder som Delhi og Mumbai er blandt de mest forurenede i verden, og luftkvaliteten i mange af de største byer når ofte farlige niveauer, hvilket påvirker millioner af menneskers sundhed. Trafik, afbrænding af affald og kulbaserede kraftværker er blandt de største kilder til luftforurening. Desuden er floder som Ganges og Yamuna stærkt forurenede af både industrielt affald og husholdningsaffald, hvilket forringer vandkvaliteten og skader det omgivende økosystem.


Forurening fra trafikken i Indien er et stort problem for landets folkesundhed.

Klimaforandringer forstærker mange af disse problemer. Som en af verdens største CO2-udledere står Indien over for stigende temperaturer, uforudsigeligt vejr, hyppigere oversvømmelser og længerevarende tørkeperioder. Landbruget, der er en af de vigtigste industrier i Indien og afhængig af stabile klima- og vandressourcer, er særligt sårbart over for disse forandringer. Klimaændringer truer fødevareproduktionen og kan forværre allerede eksisterende problemer med fødevaremangel og fattigdom.

Biodiversiteten er også under pres i Indien. Landets store befolkning og behovet for at udvide både byområder og landbrugsarealer har ført til betydelig afskovning og tab af levesteder for mange arter. Skovområder bliver ryddet for at gøre plads til nye bosættelser, infrastrukturprojekter og landbrug, hvilket forårsager en nedgang i biodiversiteten og skader økosystemerne. Manglen på bæredygtig arealanvendelse fører til jorderosion, tab af frugtbarhed og ødelæggelse af vigtige naturressourcer.

For at tackle de miljømæssige udfordringer, der følger med en så stor befolkning, er der brug for omfattende investeringer i bæredygtig udvikling. Dette inkluderer bedre forvaltning af vandressourcer, overgang til vedvarende energikilder, affaldshåndtering og en fokuseret indsats på bevarelse af biodiversitet. Regeringen har lanceret flere initiativer, såsom ambitiøse programmer for solenergi og forsøg på at forbedre luftkvaliteten i de største byer, men der er stadig lang vej endnu.

Tiltag for at kontrollere befolkningsvæksten

Indien har gennem flere årtier arbejdet på at kontrollere sin befolkningsvækst gennem forskellige familieplanlægningsprogrammer og politikker. Allerede i 1952 blev Indien det første land i verden til at lancere et nationalt familieplanlægningsprogram, med det formål at reducere befolkningsvæksten og forbedre sundheden blandt kvinder og børn. Siden da har regeringen løbende tilpasset sine strategier for at imødekomme de udfordringer, en hurtigt voksende befolkning udgør.

Et af de centrale elementer i Indiens familieplanlægningsprogrammer har været at fremme brugen af prævention og sikre adgang til reproduktive sundhedstjenester. Regeringen har arbejdet på at øge tilgængeligheden af både moderne præventionsmidler og sterilisation, især i landdistrikter, hvor befolkningstilvæksten ofte har været størst. Sterilisation, især blandt kvinder, har i flere årtier været en af de mest anvendte metoder i regeringens familieplanlægningsindsats, men denne tilgang har også været kontroversiel på grund af tidligere programmer, hvor sterilisation blev gennemført under tvang eller uden tilstrækkelig oplysning.

Regeringen har også satset på uddannelseskampagner og oplysningsprogrammer for at ændre holdninger til familieplanlægning, især i de mere konservative og landlige dele af landet, hvor kulturelle normer ofte har favoriseret store familier. Kampagner som “Hum Do, Hamare Do” (Vi er to, vores børn er to) har forsøgt at ændre den almindelige opfattelse af, at store familier er nødvendige for økonomisk stabilitet. Disse oplysningsprogrammer har haft til formål at skabe en større forståelse for fordelene ved små familier, både økonomisk og sundhedsmæssigt.

I de senere år har der været en øget fokusering på kvinders uddannelse og empowerment som en central strategi for at kontrollere befolkningsvæksten. Studier viser, at kvinder, der får adgang til uddannelse, har en tendens til at gifte sig senere og få færre børn. Derfor har regeringen investeret i initiativer, der fremmer pigers adgang til uddannelse og øger deres bevidsthed om reproduktive rettigheder og familieplanlægning. Initiativer som “Beti Bachao, Beti Padhao” (Red pigerne, uddan pigerne) er en del af denne indsats, der skal bekæmpe både den skæve kønsfordeling og høje fødselsrater.

Derudover har den indiske regering arbejdet sammen med internationale organisationer som FN og Verdensbanken for at forbedre sin sundhedsinfrastruktur og sikre bedre adgang til sundhedstjenester, herunder familieplanlægning. Disse partnerskaber har bidraget til at forbedre Indiens evne til at levere prævention og uddannelse om reproduktiv sundhed til landets mange indbyggere.

Selvom Indien har gjort fremskridt med hensyn til at bremse befolkningsvæksten, er der stadig udfordringer. Der er fortsat betydelig regional variation, hvor stater som Kerala og Tamil Nadu har formået at reducere deres fødselsrater til et bæredygtigt niveau, mens stater som Bihar og Uttar Pradesh stadig kæmper med høje fødselsrater. For at opnå en mere bæredygtig befolkningstilvækst er der brug for fortsatte investeringer i uddannelse, sundhedspleje og familieplanlægningsprogrammer, samt en vedvarende indsats for at ændre kulturelle normer omkring store familier.

Læs mere om tiltag for at kontrollere befolkningsvæksten: foreignpolicy.com/population-control-is-back-in-india (engelsk).

Indiens forventede indbyggertal i fremtiden

Ifølge befolkningsprognoser forventes Indiens befolkning at fortsætte sin vækst i de kommende årtier, men i et langsommere tempo sammenlignet med tidligere år. FN’s fremskrivninger og andre demografiske analyser viser, at Indien vil have omkring 1,5 milliarder indbyggere i 2030 og nå op på 1,67 milliarder i 2050. Efter 2050 forventes befolkningstilvæksten at aftage, og mod slutningen af århundredet kan Indien opleve en stabilisering eller endda et let fald i befolkningstallet.

2030

Indien vil med sine 1,5 milliarder indbyggere fortsat være verdens mest folkerige nation. Landet står over for udfordringer som at sikre nok arbejdspladser til den unge befolkning, håndtere den fortsatte urbanisering og sikre, at de nødvendige investeringer i uddannelse, sundhed og infrastruktur er tilstrækkelige. Det store fokus vil være på at udnytte den demografiske dividende – den økonomiske fordel, der opstår, når en stor del af befolkningen er i den arbejdsdygtige alder. En korrekt udnyttelse af denne periode kan drive Indien til at blive en af de største økonomier i verden.

2050

I midten af århundredet forventes Indiens befolkning at toppe omkring 1,67 milliarder. På dette tidspunkt vil andelen af ældre borgere være steget markant. Befolkningens aldring vil begynde at skabe nye udfordringer, herunder øgede krav til sundhedssystemet og pensioner, samt et mindre arbejdsmarked, da fødselsraten fortsætter med at falde. Det demografiske skift kan også påvirke landets økonomiske vækst, medmindre der implementeres politikker, der fremmer øget produktivitet og innovation.

Efter 2050 og videre frem

Efter 2050 forventes Indiens befolkning at stabilisere sig og muligvis begynde at falde, afhængigt af udviklingen i fødselsrater og migrationsmønstre. Prognoser viser, at Indien kan have mellem 1,5 og 1,6 milliarder indbyggere i 2100, selvom nogle scenarier forudser en lavere befolkning på grund af faldende fertilitetsrater. På længere sigt vil landets fremtidige demografi blive præget af aldrende generationer og en reduceret arbejdsstyrke. Hvordan Indien håndterer denne overgang, vil være afgørende for landets fortsatte økonomiske og sociale udvikling.

Den historiske udvikling af Indiens indbyggertal

Befolkningen før det britiske kolonistyre (før 1800-tallet)

Indien har en lang og rig historie, der går flere tusinde år tilbage, og landets befolkning har gennemgået mange faser af vækst og tilbagegang, præget af både storhedstider og kriser. I de tidligste civilisationer, som Induskulturen (cirka 2500 f.Kr. til 1700 f.Kr.), var der allerede bysamfund med relativt store befolkninger, især langs Indusfloden, hvor byer som Harappa og Mohenjo-daro havde flere tusinde indbyggere. Selvom præcise indbyggertal for denne periode er ukendte, antyder arkæologiske fund, at der var en velorganiseret og tætbefolket civilisation.

I den vediske periode (cirka 1500 f.Kr. til 500 f.Kr.), hvor arierne bosatte sig i Nordindien, skete der en gradvis spredning af landbrugs- og nomadiske samfund, som skabte grundlaget for fremtidig befolkningsvækst. Befolkningen voksede støt gennem denne periode, men var stadig forholdsvis lille og koncentreret omkring flodsletterne i Nordindien.

Under klassiske indiske imperier som Maurya- (321-185 f.Kr.) og Guptariget (cirka 320-550 e.Kr.) var der en betydelig vækst i befolkningen, især i Nordindien. Maurya-riget, der blev grundlagt af Chandragupta Maurya, havde ifølge nogle historiske kilder en befolkning på flere millioner mennesker, især under dets højdepunkt under Ashoka den Store. Dette var en periode med politisk stabilitet, økonomisk vækst og forbedringer i landbrugsteknologi, som støttede en støt befolkningsvækst. Guptariget, kendt som Indiens “gyldne tidsalder”, oplevede også en opblomstring af kunst, kultur og handel, hvilket yderligere fremmede befolkningsvæksten.

I middelalderen, under Delhisultanatet (1206-1526) og Mogulriget (1526-1857), steg befolkningstallet yderligere. Mogulriget, især under herskere som Akbar, Jahangir og Shah Jahan, oplevede en stabilitet og velstand, der muliggjorde vækst i både befolkning og økonomi. Store byer som Delhi, Agra og Lahore voksede frem som handels- og kulturcentre. Mogulernes effektivisering af landbrugssektoren, som omfattede opførelsen af vandingssystemer og forbedringer i skatteopkrævning, skabte en basis for en større befolkning. Ifølge historikere menes Indiens befolkning at have været omkring 100-150 millioner i midten af 1600-tallet.

Dog var Indiens befolkningsvækst gennem denne tid også begrænset af en række faktorer, herunder krige, hungersnød og sygdomme. Konflikter mellem regionale magter og udenlandske invasioner, samt naturlige katastrofer, forhindrede en kontinuerlig befolkningsvækst. Epidemier som pest og kolera, samt de periodiske hungersnødsperioder, der ramte forskellige dele af landet, bidrog til at holde befolkningstallet i skak.

Samlet set var befolkningstilvæksten i Indien før det britiske kolonistyre langsommere end i de efterfølgende århundreder. Den var stærkt afhængig af landbrugskapacitet, politisk stabilitet og naturkatastrofer, og der var store forskelle i befolkningstætheden mellem regioner, især mellem det frugtbare nord og det mere tørre syd.

Den britiske kolonitid (1800-1947)

Den britiske kolonitid markerede en betydelig forandring for Indiens befolkning, både i størrelse og struktur. Under det britiske kolonistyre – som formelt begyndte efter slaget ved Plassey i 1757 og blev konsolideret efter 1857-oprøret, blev Indien en central del af det britiske imperium. Denne periode var præget af både økonomisk udnyttelse og politiske omvæltninger, hvilket påvirkede befolkningsudviklingen på flere måder.

Befolkningstilvæksten under britisk styre
I begyndelsen af 1800-tallet var Indiens indbyggertal omkring 200 millioner. I løbet af den britiske kolonitid voksede befolkningen, men væksten var ujævn og blev ofte afbrudt af katastrofer som hungersnød, epidemier og krige. Briterne begyndte at gennemføre folketællinger i Indien i 1871, hvilket gav et mere systematisk billede af befolkningens størrelse og sammensætning. Den første folketælling viste, at Indiens befolkning var omkring 255 millioner. Frem mod slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet steg befolkningen støt, på trods af store udfordringer.

Høj dødelighed: Hungersnød, sygdom og krige
En af de væsentlige årsager til den langsomme befolkningstilvækst i kolonitiden var de mange hungersnødsperioder, som ramte landet. De britiske myndigheder blev ofte kritiseret for deres ineffektive respons på hungersnød. Mellem 1870 og 1900 oplevede Indien flere store hungersnødsbølger, hvor millioner af mennesker døde. Den store hungersnød (1876-1878) kostede omkring 5 millioner menneskeliv, og den bengalske hungersnød i 1943 dræbte omkring 2-3 millioner mennesker. Disse hungersnødsperioder var ofte resultatet af en kombination af naturkatastrofer og dårlig kolonial forvaltning af ressourcerne.

Sygdomme som kolera, malaria og pest var også udbredte under kolonitiden. I slutningen af 1800-tallet spredte en række pestepidemier sig gennem landet og dræbte millioner af mennesker. Koleraepidemier ramte ofte befolkningen, især i de tætbefolkede byer. Manglende adgang til moderne sundhedspleje og sanitet forstærkede dødeligheden i disse perioder.

Derudover blev Indiens befolkning ramt af globale begivenheder som Første Verdenskrig (1914-1918) og Anden Verdenskrig (1939-1945), hvor mange indere blev indrulleret i den britiske hær, og økonomien blev omstruktureret til støtte for krigsindsatsen. Disse konflikter bidrog til yderligere befolkningsnedgang, især i de mere udsatte områder.

Økonomisk udnyttelse og befolkningsstruktur
Under britisk styre blev den indiske økonomi i stigende grad orienteret mod at tjene den britiske industri og handel. Landbrug blev omstruktureret, så det primært producerede eksportafgrøder som bomuld, te og opium, hvilket reducerede fødevareproduktionen og øgede sårbarheden over for hungersnød. Den økonomiske udnyttelse af landets ressourcer havde en langvarig effekt på befolkningens levestandard og helbred.

Briterne udviklede også infrastruktur som jernbaner, telegraflinjer og moderne havne, hvilket på lang sigt bidrog til bedre kommunikation og handel, men denne udvikling var primært designet til at fremme britiske interesser. Den forbedrede infrastruktur gjorde dog også migration lettere, og folk begyndte at flytte mellem regioner, hvilket påvirkede den demografiske struktur.

Indbyggertal i 1947
Ved slutningen af det britiske kolonistyre i 1947 var Indiens befolkning vokset til omkring 340 millioner. På trods af befolkningstilvæksten gennem det 19. og tidlige 20. århundrede var Indiens demografi stadig præget af høj dødelighed og fattigdom. Da Indien opnåede uafhængighed i 1947, stod landet over for en enorm udfordring med at håndtere en stor og voksende befolkning med begrænsede ressourcer.

Befolkningseksplosion efter uafhængigheden (1947-1970)

Efter Indiens uafhængighed i 1947 oplevede landet en decideret befolkningseksplosion. Denne periode var kendetegnet ved en hurtig stigning i antallet af indbyggere på grund af forbedringer i sundhedspleje, en stadig høj fødselsrate og en reduktion i dødeligheden. Udfordringen for Indien var nu at håndtere denne eksponentielle befolkningsvækst og samtidig forsøge at opbygge en ny og uafhængig stat.

Indiens deling og den demografiske ændring
Ved uafhængigheden i 1947 blev det, der tidligere hed Britisk Indien, opdelt i to selvstændige stater, Pakistan og Indien. Omkring 10-15 millioner mennesker migrerede mellem Indien og Pakistan i kølvandet på opdelingen. Selvom denne migration reducerede Indiens befolkning i starten, blev det hurtigt opvejet af en massiv befolkningstilvækst i de efterfølgende årtier. Delingen førte også til, at mange områder oplevede befolkningsvækst som følge af indvandring, især i de nordlige regioner.

Sundhedsforbedringer og faldende dødelighed
En af de primære faktorer bag befolkningseksplosionen var de betydelige fremskridt inden for sundhedspleje og medicin. Efter uafhængigheden begyndte den indiske regering at prioritere folkesundhed med fokus på vaccinationer og kampagner mod smitsomme sygdomme. Vaccination mod dødelige sygdomme som kopper, kolera og polio blev bredt tilgængelig, hvilket førte til et markant fald i dødeligheden, især blandt børn. Sundhedsplejen blev bedre organiseret, og nye hospitaler og sundhedscentre blev oprettet rundt om i landet. Spædbørnsdødeligheden faldt som følge heraf, hvilket medførte en hurtig stigning i den samlede befolkning.

En anden væsentlig faktor var den forbedrede tilgængelighed af fødevarer. Den grønne revolution, som begyndte i slutningen af 1960’erne, introducerede nye landbrugsteknikker og højtydende afgrøder, hvilket øgede fødevareproduktionen dramatisk. Dette medførte en betydelig reduktion i hungersnød og underernæring, hvilket yderligere bidrog til et fald i dødeligheden.

Høj fødselsrate og store familier
Selvom dødeligheden faldt, forblev fødselsraten høj i mange dele af Indien. I både landdistrikter og byområder var der en udbredt præference for store familier, især på grund af kulturelle normer og økonomiske overvejelser. Mange familier betragtede børn som en økonomisk ressource, da de kunne bidrage til familiens arbejde og sikre støtte i alderdommen. Dette var især vigtigt i landdistrikterne, hvor landbrug var den primære indkomstkilde. Den fortsatte høje fødselsrate betød, at befolkningstilvæksten steg i et eksponentielt tempo.

1951-folketællingen: Den første efter uafhængigheden
Den første folketælling efter uafhængigheden fandt sted i 1951 og viste, at Indiens befolkning var vokset til cirka 361 millioner mennesker. Dette tal afspejlede en betydelig stigning i forhold til tidligere folketællinger, og denne vækst fortsatte i de følgende årtier. Regeringen blev dog hurtigt opmærksom på, at den hurtige befolkningstilvækst ville skabe udfordringer for landets økonomiske udvikling og ressourcer.

Familieplanlægningspolitik introduceret i 1952
I erkendelse af befolkningstilvækstens potentielle farer lancerede den indiske regering i 1952 verdens første nationale familieplanlægningsprogram. Målet var at reducere befolkningsvæksten ved at fremme brugen af prævention og skabe opmærksomhed om fordelene ved mindre familier. Men i de første årtier efter programmets lancering var resultaterne begrænsede, da mange familier fortsat foretrak at få flere børn af kulturelle og økonomiske årsager. Kendskabet til og brugen af prævention var lav, især i landdistrikterne, hvor sundhedsplejen og uddannelsen stadig var underudviklet.

Demografiske udfordringer og økonomisk pres
Den eksplosive befolkningsvækst i perioden mellem 1947 og 1970 lagde et stort pres på Indiens økonomi og ressourcer. Regeringen stod over for udfordringer med at levere tilstrækkelige offentlige tjenester såsom sundhedspleje, uddannelse og infrastruktur til den voksende befolkning. Desuden øgede den hurtige befolkningsvækst arbejdsløsheden, da landet ikke kunne skabe nok arbejdspladser til den voksende arbejdsstyrke. Byområderne voksede hurtigt, hvilket skabte udfordringer med bolig, sanitet og transport.

I slutningen af 1960’erne blev det klart, at mere aggressive tiltag var nødvendige for at bremse befolkningstilvæksten. Regeringen begyndte at fokusere mere på familieplanlægningsprogrammer og sundhedsoplysning, selvom kulturelle barrierer og modstand mod prævention fortsat var en udfordring. Den næste fase af befolkningstilvæksten, der fandt sted i 1970’erne, skulle føre til mere kontroversielle og drastiske forsøg på at kontrollere væksten.

Accelereret befolkningsvækst (1970-1990)

I perioden fra 1970 til 1990 oplevede Indien en fortsat hurtig befolkningsvækst, hvor befolkningen steg fra cirka 550 millioner i begyndelsen af 1970’erne til omkring 846 millioner i 1991. Denne periode var kendetegnet ved økonomisk pres, sociale udfordringer og kontroversielle forsøg fra regeringens side på at kontrollere befolkningstilvæksten. På trods af disse forsøg fortsatte Indien med at opleve en høj fødselsrate, hvilket førte til en eksponentiel vækst i befolkningen.

Fortsat høj fødselsrate og reduceret dødelighed
En af de primære årsager til den accelererede befolkningsvækst i denne periode var, at dødeligheden fortsatte med at falde, mens fødselsraten forblev høj. Fremskridt inden for sundhedsvæsenet, herunder øget adgang til vaccinationer, forbedret spædbørnspleje og bedre ernæring, førte til lavere spædbørnsdødelighed og længere levetid. Samtidig var der fortsat en stærk kulturel præference for store familier, især i landdistrikterne, hvor børn blev betragtet som en økonomisk ressource.

Selvom mange kvinder begyndte at få adgang til uddannelse og prævention, var der stadig betydelige regionale forskelle, og mange familier fortsatte med at få flere børn. De økonomiske og kulturelle overvejelser omkring store familier ændrede sig langsomt, især i landdistrikterne, hvor børn blev set som arbejdskraft i landbruget og som forsikring for forældrene i deres alderdom.

Regeringens familieplanlægningsprogrammer og steriliseringskampagner
I erkendelse af at befolkningstilvæksten kunne hindre landets økonomiske udvikling, intensiverede regeringen i 1970’erne sine bestræbelser på at kontrollere væksten gennem familieplanlægningsprogrammer. Regeringen under premierminister Indira Gandhi lancerede en række programmer for at fremme brugen af prævention og sterilisation som midler til at reducere fødselsraten.

Den mest kontroversielle indsats fandt sted i midten af 1970’erne under undtagelsestilstanden (1975-1977). Regeringen implementerede et aggressivt steriliseringsprogram, der havde til formål at reducere befolkningstilvæksten drastisk. Mange mænd og kvinder, især fra de fattigste dele af samfundet, blev presset til at blive steriliseret, nogle gange mod deres vilje. Selvom kampagnen førte til en midlertidig stigning i antallet af sterilisationer, skabte den også udbredt modstand og mistillid til regeringens politikker. Mange mennesker, især i landdistrikterne, var imod disse metoder, hvilket førte til voldelige protester og et efterfølgende politisk tilbageslag mod Indira Gandhi.

Ujævne resultater af familieplanlægning
Selvom regeringen havde iværksat store familieplanlægningsprogrammer, var resultaterne blandede. I byområder og visse mere udviklede stater som Kerala og Tamil Nadu, hvor kvinder havde bedre adgang til uddannelse og sundhedsydelser, faldt fødselsraterne hurtigere. Disse regioner oplevede en bedre forståelse for og anvendelse af prævention, og mindre familier blev mere almindelige.

I modsætning hertil fortsatte fødselsraterne med at være høje i mange af de mindre udviklede stater, især i det nordlige Indien, hvor adgangen til sundhedstjenester, uddannelse og prævention var begrænset. Landdistrikter i stater som Bihar, Uttar Pradesh og Madhya Pradesh havde fortsat høje fødselsrater, hvilket bidrog til den samlede befolkningstilvækst på landsplan.

Økonomisk og socialt pres
Den accelererede befolkningsvækst skabte et enormt pres på Indiens økonomi og sociale systemer. I byerne førte den hurtige urbanisering til overfyldte slumområder, dårlig sanitet, boligproblemer og arbejdsløshed. Byområder som Mumbai, Delhi og Kolkata voksede hurtigt i størrelse, men manglen på passende infrastruktur og sociale tjenester gjorde det vanskeligt for mange at opretholde en ordentlig levestandard.

Landdistrikterne oplevede lignende pres. Befolkningstilvæksten og den efterfølgende fragmentering af jordlodder gjorde det vanskeligt for mange landmænd at opretholde deres levebrød, og mange flyttede til byerne for at søge efter arbejde. De økonomiske udfordringer skabte også sociale spændinger, og mange samfund stod over for øget fattigdom og ulighed.


Overalt i Indien er landet præget af fattigdom.

Indien i 1990: Befolkningen runder 846 millioner
Ved folketællingen i 1991 nåede Indiens befolkning 846 millioner, hvilket repræsenterede en fordobling af befolkningen på kun 40 år siden uafhængigheden. Denne periode markerede et vendepunkt for Indien, hvor landet begyndte at indse, at den hurtige befolkningsvækst ville kræve en langsigtet, strukturel indsats for at bremse væksten og forbedre levestandarden for den hurtigt voksende befolkning.

Fortsat befolkningsvækst og økonomiske reformer (1990-2010)

I perioden fra 1990 til 2010 fortsatte Indiens befolkning med at vokse hurtigt, og landet nåede en vigtig milepæl i år 2000, hvor indbyggertal oversteg 1 milliard. Samtidig oplevede Indien økonomiske reformer og en vækstperiode, der forandrede landets socioøkonomiske landskab. Befolkningsvæksten i denne periode var præget af urbanisering, migration og en gradvis stigning i levestandard, men også af fortsatte udfordringer med fattigdom, arbejdsløshed og presset på naturressourcerne.

Økonomiske reformer i 1991 og deres indflydelse på indbyggertallet
I 1991 gennemførte Indien dybtgående økonomiske reformer, som ændrede landets økonomiske struktur fra en planøkonomi med stærk statskontrol til en mere markedsorienteret økonomi. Disse reformer, som blandt andet omfattede liberalisering af handel, privatisering og deregulering, førte til øget vækst og økonomisk udvikling. Indiens BNP begyndte at vokse i et hurtigere tempo, og landet så en stigning i udenlandske investeringer samt udviklingen af en stærkere servicesektor, især inden for IT- og outsourcingindustrien.

Den økonomiske vækst bidrog til en stigning i befolkningens levestandard, især i byområderne, hvor mange indere begyndte at få adgang til bedre jobmuligheder og højere indkomst. Dette førte til en stigende efterspørgsel efter uddannelse og sundhedspleje, hvilket hjalp med at reducere fødselsraten i nogle regioner. På trods af disse fremskridt var der stadig store regionale forskelle i udviklingen, og mange fattige regioner i det nordlige Indien havde fortsat høje fødselsrater.

Urbanisering og migration
I takt med de økonomiske reformer og den stigende industrialisering oplevede Indien en betydelig stigning i urbaniseringen. Flere og flere mennesker flyttede fra landdistrikter til byerne på jagt efter bedre jobmuligheder og en højere levestandard. Byer som Mumbai, Delhi, Bangalore og Hyderabad voksede eksplosivt, hvilket skabte nye økonomiske dynamikker, men også udfordringer med hensyn til infrastruktur, bolig og miljø.

Intern migration, især fra de mindre udviklede landdistrikter i stater som Bihar og Uttar Pradesh til de økonomisk mere udviklede stater og storbyområder, blev et karakteristisk træk ved denne periode. Denne migration førte til større økonomisk aktivitet i byerne, men også til overfyldte byområder og slumområder med dårlige levevilkår og begrænset adgang til grundlæggende tjenester som rent vand og sanitet.

Se Indiens største byer her: en.wikipedia.org/List_of_cities_in_India_by_population (engelsk).

Befolkningsvækst: Fra 1 milliard til 1,2 milliarder
Indiens indbyggertal oversteg 1 milliard i år 2000, en milepæl, der blev opfattet som både et tegn på landets potentielle økonomiske styrke og som en kilde til bekymring med hensyn til bæredygtig udvikling. Frem mod 2010 voksede befolkningen yderligere til omkring 1,2 milliarder. Den fortsatte befolkningsvækst skabte enorme udfordringer for regeringen, især med hensyn til at levere tilstrækkelige offentlige tjenester som sundhedspleje, uddannelse og infrastruktur.

På trods af, at den samlede fødselsrate begyndte at falde i flere dele af landet – især i byområder og mere udviklede stater som Kerala og Tamil Nadu – forblev væksten høj i stater som Uttar Pradesh og Bihar. Disse regioner oplevede højere fødselsrater og lavere adgang til sundhedspleje og uddannelse, hvilket bidrog til den samlede vækst i landets befolkning.

Fattigdom og ulighed
Selvom den økonomiske vækst og reformerne i denne periode hjalp millioner af indere med at løfte sig ud af fattigdom, forblev uligheden en stor udfordring. Mens byområderne og middelklassen nød godt af de økonomiske fordele, var der store dele af befolkningen, især i landdistrikterne og i de fattigste stater, som fortsat kæmpede med lav indkomst, begrænset adgang til uddannelse og sundhedspleje samt dårlige levevilkår.

Fattigdommen i landdistrikterne tvang mange mennesker til at migrere til byerne, hvor de ofte endte i uformelle sektorer med usikre jobmuligheder. Dette skabte en stor gruppe af arbejdere, der levede i fattigdom, selvom de boede i de hurtigt voksende byer.

I slutningen af denne periode begyndte Indien at bevæge sig ind i det, der kaldes den demografiske overgang – en fase, hvor befolkningens vækst begynder at stabilisere sig som følge af lavere fødselsrater og længere levetid. Selvom befolkningstilvæksten stadig var høj, begyndte flere områder i Indien at opleve faldende fødselsrater, især blandt uddannede og økonomisk stabile familier.

Stabilisering (2010-2023)

I perioden fra 2010 til 2023 begyndte Indien at opleve en langsommere befolkningsvækst, og landet bevægede sig ind i en fase med demografisk stabilisering. Selvom befolkningen stadig voksede, skete det i et langsommere tempo, især i takt med, at flere regioner og socioøkonomiske grupper begyndte at se en reduktion i fødselsraterne. Befolkningsudviklingen i denne periode blev også præget af fortsat urbanisering, skiftende familiemønstre og et voksende fokus på bæredygtig udvikling.

Langsommere befolkningsvækst og reducerede fødselsrater
I løbet af 2010’erne blev den samlede fertilitetsrate i Indien reduceret markant, hvilket afspejlede forbedret adgang til uddannelse og sundhedspleje, især for kvinder. Flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet og valgte at gifte sig senere og få færre børn. I 2020 var Indiens gennemsnitlige fertilitetsrate faldet til omkring 2,2 børn pr. kvinde, tæt på det niveau, der kræves for at opretholde en stabil befolkning på langt sigt (2,1). Denne udvikling var dog ujævn, idet regioner som Kerala og Tamil Nadu oplevede meget lave fertilitetsrater, mens mere økonomisk udfordrede stater som Bihar og Uttar Pradesh fortsat havde højere fødselsrater.

Selvom befolkningen stadig voksede, nåede Indien i 2023 et historisk vendepunkt, da landet officielt blev verdens mest folkerige nation og overhalede Kina med et befolkningstal på 1,43 milliarder mennesker. På trods af denne rekordhøje befolkning blev det tydeligt, at vækstraten aftog, og at Indien begyndte at nærme sig en periode med mere stabil befolkningstilvækst.

Læs mere om hvordan Indien har overhalet Kina på antallet af indbyggere: www.un.org/india-overtakes-china-as-the-worlds-most-populous-country/ (engelsk).

Demografisk overgang
Indien befinder sig nu i en kritisk fase af den demografiske overgang, hvor landet oplever et fald i både fødselsrater og dødelighed. Dette skaber en relativt stor arbejdsstyrke, og Indien forsøger at udnytte denne “demografiske dividende” ved at investere i uddannelse, teknologi og arbejdsmarkedet.

Indiens store unge arbejdsstyrke giver mulighed for økonomisk fremgang, men kræver samtidig betydelige investeringer i uddannelse, sundhedspleje og beskæftigelse for at sikre en bæredygtig fremtid. Samtidig vil landet i de kommende årtier stå over for en aldrende befolkning og voksende miljøudfordringer, der kræver en omhyggelig balance mellem vækst og bæredygtighed.

I takt med at Indien bevæger sig ind i det 21. århundrede, vil landets demografiske overgang og fortsatte udvikling være afgørende for dets position som en global magt. Hvordan Indien håndterer sine demografiske udfordringer vil ikke kun forme landets fremtid, men også have en betydelig indflydelse på verden som helhed.

Læs mere om Indiens historiske befolkningstal på www.britannica.com/India/Demographic-trends

Indiens officielle turistside: www.incredibleindia.org
Udenrigsministeriet om rejse og ophold i Indien: indien.um.dk/travel-and-residence