Kina indbyggertal (2024)

af | 12. september 2024

Hvor mange mennesker bor der i Kina? Ifølge tal fra Kinas National Bureau of Statistics, var indbyggertallet i Kina 1.409.670.000 personer ved udgangen af 2023.

Kina, der længe var kendt som verdens mest folkerige nation, har for nylig mistet denne titel til Indien. Efter årtiers stram befolkningskontrol gennem ét-barns-politikken står Kina nu over for en kritisk demografisk fase, hvor faldende fødselsrater og en aldrende befolkning kan påvirke landets fremtid.

Indhold

Kort over Kina

Seneste befolkningstal for Kina (2023)

Ifølge de seneste officielle data fra National Bureau of Statistics, var Kinas befolkning ved udgangen af 2023 på 1.409.670.000 indbyggere. Det er et fald på 2,08 millioner personer i forhold til 2022.

Det er andet år i træk, at Kinas indbyggertal skrumper. Dette kan tilskrives flere faktorer, herunder stigende leveomkostninger, især i byerne, og ændrede holdninger til familielivet blandt yngre generationer, der ofte vælger at fokusere på karriere frem for børneopdragelse.

Udvikling i befolkningstal i Kina (1982-2023)

År Indbyggertal i Kina 1982-2023
2023 1.409.670.000
2022 1.411.750.000
2021 1.412.600.000
2020 1.412.120.000
2019 1.410.080.000
2018 1.405.410.000
2017 1.400.110.000
2016 1.392.320.000
2015 1.383.260.000
2014 1.376.460.000
2013 1.367.260.000
2012 1.359.220.000
2011 1.349.160.000
2010 1.340.910.000
2009 1.334.500.000
2008 1.328.020.000
2007 1.321.290.000
2006 1.314.480.000
2005 1.307.560.000
2004 1.299.880.000
2000 1.267.430.000
1990 1.143.330.000
1982 1.016.540.000

Kilde: data.stats.gov.cn (tallet er mål ved udgangen af det pågældende år).

Ét-barns-politikken og dens konsekvenser

I 1979 indførte den kinesiske regering den såkaldte ét-barns-politik som en del af en aggressiv befolkningskontrol. Baggrunden for denne politik var landets frygt for overbefolkning og de økonomiske udfordringer, som hurtig befolkningsvækst skabte. På det tidspunkt stod Kina over for massive problemer med fattigdom og begrænsede ressourcer, og en reduktion af fødselsraten blev betragtet som afgørende for at forbedre levestandarden og drive økonomisk udvikling.

Politikken fik dog omfattende konsekvenser for Kinas demografiske struktur. På kort sigt lykkedes det at reducere fødselsraten markant. Estimater viser, at politikken forhindrede fødslen af flere hundrede millioner mennesker, hvilket hjalp Kina med at stabilisere sin befolkningsvækst. Men på længere sigt førte ét-barns-politikken til en række utilsigtede sociale og økonomiske udfordringer.

Kønsubalancen

En af de mest fremtrædende konsekvenser er en ubalance i befolkningens kønssammensætning. Mange familier, især i landdistrikterne, ønskede sig drengebørn for at sikre familiens arv og økonomiske sikkerhed. Dette førte til en praksis med selektiv abort og i nogle tilfælde børneudsættelser af piger, hvilket resulterede i et markant overskud af mænd i forhold til kvinder. I dag anslås det, at der er 38 millioner flere mænd end kvinder i Kina, hvilket har skabt sociale problemer.

Kønsubalancen har eksempelvis gjort det svært for mange mænd at finde ægtefæller, hvilket fører til sociale spændinger og isolation. Samtidig har denne ubalance også ført til øget handel med kvinder fra andre lande, ofte gennem menneskehandel, for at imødekomme efterspørgslen efter ægteskabspartnere. Dette skaber en ond cirkel af sociale problemer og påvirker både det kinesiske samfund og nabolande.

Aldrende befolkning

En anden alvorlig konsekvens af ét-barns-politikken er den hastige aldring af Kinas befolkning. Ifølge officielle tal vil en tredjedel af Kinas befolkning være over 60 år i 2050, hvilket repræsenterer en betydelig stigning fra det nuværende niveau. Dette skaber store udfordringer for landet, især med hensyn til pensionssystemer, sundhedspleje og social velfærd.

Udviklingen sætter pres på Kinas arbejdsstyrke og økonomiske vækst, da der bliver færre unge til at forsørge den aldrende befolkning. Begrebet “4-2-1-familier” illustrerer dette tydeligt: én voksen arbejder skal forsørge to forældre og fire bedsteforældre, hvilket skaber en betydelig økonomisk byrde.

Faldende fødselsrate

Efter årtier med ét-barns-politik er den kinesiske fødselsrate nu blandt de laveste i verden. For at modvirke dette problem begyndte regeringen i 2016 at lempe ét-barns-politikken og tillod familier at få to børn. I 2021 blev reglerne yderligere lempet, så familier nu må få op til tre børn.

Men trods disse ændringer har Kina endnu ikke oplevet en markant stigning i fødselsraterne. Mange familier er tøvende over for at få flere børn på grund af de høje omkostninger ved børneopdragelse, især i byområder, samt sociale og kulturelle ændringer i forhold til familiestørrelser.

Urbaniseringen har også spillet en stor rolle i dette. Mange unge kinesere flytter til byområder, hvor livsstilen ofte er fokuseret på karriere og personlige ambitioner frem for familie. For mange byboere er det svært at kombinere arbejds- og familieliv, og mange ser det som en stor byrde at opdrage flere børn i en urban kontekst, hvor leveomkostningerne er højere.

Læs mere om Kinas demografi på en.wikipedia.org/Demographics_of_China (engelsk).


Den kinesiske by Xiamen – med mere end 5 millioner indbyggere (den 25. største by i Kina).

Kinas regionale befolkningsfordeling

Kinas enorme geografiske størrelse betyder, at befolkningen er koncentreret i bestemte områder, især langs kysten og i store byer, mens landområder og nogle vestlige regioner har lavere befolkningstæthed. For at forstå landets demografiske udfordringer er det nødvendigt at se nærmere på, hvordan befolkningen er fordelt mellem by og land, de store bycentre og de forskellige regioners demografiske træk.

By vs. land

En af de mest markante udviklinger i Kinas befolkningsfordeling i de seneste årtier har været migrationen fra landdistrikterne til byområderne. Denne urbanisering er drevet af økonomiske muligheder i byerne, hvor industrien og servicesektoren har oplevet stor vækst, især siden reformerne i slutningen af 1970’erne. I dag bor mere end 60% af Kinas befolkning i byområder, en betydelig stigning fra tidligere årtiers mere landlige samfundsstruktur.

Byerne tilbyder bedre jobmuligheder, højere lønninger og bedre levevilkår, men denne massive migration har også skabt udfordringer. Mange landdistrikter oplever affolkning, hvilket fører til forladte landsbyer og mangel på arbejdskraft i landbruget. Samtidig skaber den hastige urbanisering pres på byinfrastrukturen, herunder boliger, transport og miljø.

Store befolkningscentre

Kinas befolkning er koncentreret i nogle af verdens største byer, herunder Beijing, Shanghai, Guangzhou og Shenzhen, som fungerer som økonomiske og kulturelle kraftcentre. Disse megabyer har ikke kun tiltrukket millioner af mennesker fra ind- og udland, de er også drivkraften bag Kinas økonomiske vækst.

Shanghai er Kinas største by og en af verdens mest folkerige metropoler med over 24 millioner indbyggere. Beijing, landets hovedstad, har en befolkning på omkring 21 millioner, og Guangzhou og Shenzhen, begge i den økonomisk dynamiske Guangdong-provins, har oplevet eksplosiv vækst i de seneste årtier. Disse byer har udviklet sig til globale økonomiske centre, men de står også over for udfordringer som overbelastning, luftforurening og boligpriser, der er utilgængelige for mange indbyggere.

Demografiske forskelle mellem regionerne

Kina er præget af store demografiske forskelle mellem regionerne, både i befolkningstæthed og økonomisk udvikling. Østlige provinser og kystområder som Guangdong, Zhejiang og Jiangsu er økonomisk velstående og tæt befolkede, mens vestlige og nordlige regioner som Xinjiang, Tibet og Indre Mongoliet er mere tyndt befolkede og økonomisk mindre udviklede.

Denne regionale ulighed er resultatet af flere faktorer, herunder historiske migrationsmønstre, adgang til naturressourcer og forskelle i lokal infrastruktur og uddannelsesmuligheder. Regeringen har forsøgt at fremme udviklingen i de mindre udviklede regioner gennem initiativer som “Go West”-kampagnen, men der er stadig stor forskel på levestandard og økonomiske muligheder mellem øst og vest.

Migration

Interne migrationstrends er også vigtige for forståelsen af Kinas demografi. Hvert år flytter millioner af kinesere, ofte fra landdistrikterne til byerne, på jagt efter arbejde og bedre levevilkår. Denne befolkningstransformation har ført til oprettelsen af såkaldte “flydende befolkninger” (migrantarbejdere), som spiller en central rolle i landets økonomi, især i byggeindustrien og fremstillingssektoren.

Migrantarbejdere står dog ofte over for diskrimination og manglende adgang til sociale ydelser i de byer, de flytter til, fordi Kinas hukou-system (husholdnings-registreringssystem) begrænser adgangen til offentlige goder til ens registrerede bopælsregion. Dette skaber en stor gruppe mennesker uden fuld adgang til sundhedspleje, uddannelse og sociale tjenester i de byer, de arbejder i.

Se regionale indbyggertal for Kinas regioner på statista.com/population-in-china-by-region (engelsk).


Shanghai – Kinas største by med mere end 22 millioner indbyggere.

Fremtidsudsigter for Kinas indbyggertal

Kinas befolkningsudvikling er på vej ind i en kritisk fase, hvor både interne og eksterne faktorer vil spille en afgørende rolle for landets økonomiske og sociale fremtid. Med en aldrende befolkning, faldende fødselsrater og fortsat urbanisering står Kina over for betydelige udfordringer i de kommende årtier. Dette afsnit vil dykke ned i fremtidige befolkningsprognoser, regeringens forsøg på at adressere befolkningsudviklingen og de økonomiske konsekvenser af en potentiel befolkningsnedgang.

FN’s prognoser for Kinas befolkningsudvikling

FN’s befolkningsprognoser for Kina viser, at landet allerede har nået sit befolkningsmæssige højdepunkt med 1,4 milliarder indbyggere. FN forventer, at Kinas befolkning vil fortsætte med at falde i de kommende år, og at antallet af indbyggere kan falde til omkring 1,3 milliarder inden 2050 og yderligere ned til under 800 millioner i 2100, hvis de nuværende tendenser fortsætter. Dette fald vil være drevet af lave fødselsrater, stigende dødelighed i den aldrende befolkning og relativt begrænset immigration.

Et sådant dramatisk fald i befolkningen kan have alvorlige konsekvenser for Kinas økonomiske og politiske magt. En krympende arbejdsstyrke vil gøre det sværere for Kina at opretholde sin nuværende vækstmodel, som er baseret på en stor og billig arbejdskraft. Samtidig vil færre unge og flere ældre skabe et enormt pres på Kinas sociale sikkerhedsnet.

Regeringens forsøg på at vende udviklingen

For at imødegå det demografiske pres har den kinesiske regering gjort flere forsøg på at vende udviklingen. Ét-barns-politikken blev som nævnt tidligere officielt afsluttet i 2015 og erstattet med to-barns-politikken, som gav alle par ret til at få to børn. I 2021 blev dette yderligere udvidet til en tre-barns-politik. Formålet med disse politikker er at øge fødselsraten og modvirke det forestående fald i indbyggertallet.

Til trods for disse tiltag har der ikke været nogen markant stigning i fødselsraten. Mange kinesere, især i byerne, vælger stadig at få færre børn, hvilket skyldes høje leveomkostninger, stressende arbejdskultur og stigende boligpriser. Regeringen har forsøgt at afhjælpe dette ved at tilbyde økonomiske incitamenter, såsom skattefordele og børnetilskud, men disse har endnu ikke haft den ønskede effekt. Det er derfor muligt, at yderligere reformer, såsom bedre barselsordninger, billigere boliger og forbedret adgang til daginstitutioner, vil blive nødvendige for at tilskynde familier til at få flere børn.

Økonomiske konsekvenser af befolkningsnedgangen

Den potentielle befolkningsnedgang vil have betydelige økonomiske konsekvenser for Kina. Den aldrende befolkning og faldende antal af arbejdsdygtige indbyggere kan sænke Kinas økonomiske vækst. I øjeblikket har landet nydt godt af en stor, billig arbejdsstyrke, som har drevet den industrielle produktion og gjort Kina til verdens fabrik. Men med en mindre arbejdsstyrke vil omkostningerne stige, hvilket kan mindske Kinas konkurrenceevne globalt.

Derudover vil Kinas pensionssystem og sundhedssektor blive presset af det stigende antal ældre. Udgifterne til pensioner, sundhedspleje og social støtte vil vokse, samtidig med at færre unge bidrager til økonomien gennem skatter og produktion. Dette kan skabe et finansielt pres på staten og tvinge regeringen til at foretage store strukturelle reformer, såsom at hæve pensionsalderen eller indføre nye skattemæssige foranstaltninger.

Nogle økonomer peger dog på, at Kina kan kompensere for den faldende arbejdsstyrke gennem øget automatisering og brug af avanceret teknologi. Ved at investere i kunstig intelligens og robotteknologi kan Kina muligvis fastholde høj produktivitet, selv med færre mennesker i arbejdsstyrken. Derudover kan Kina også forsøge at tiltrække udenlandsk arbejdskraft for at udfylde hullerne i arbejdsstyrken, selvom det er uvist, om landet er villigt til at åbne for øget immigration.

Se prognose for Kinas fremtidige befolkningstal på scientificamerican.com/chinas-population-could-shrink-to-half-by-2100 (engelsk).


En landsby i bjergene i Kina.

Global sammenligning

Kinas demografiske udvikling er ikke kun vigtig for landets interne politiske og økonomiske fremtid, men har også bred global relevans. Kinas indbyggertal påvirker verdensøkonomien, internationale relationer og geopolitik på en lang række måder. Sammenligninger med andre store og folkerige nationer, som Indien, USA og Japan, giver indsigt i, hvordan Kina adskiller sig fra andre globale magter, og hvad landets befolkningsændringer betyder i en bredere international kontekst.

Kina vs. Indien

Indien har overhalet Kina som verdens mest folkerige nation, en udvikling der markerer et vigtigt skift i den globale demografiske balance. Indien, med en yngre og hurtigere voksende befolkning, står over for muligheden for at drage fordel af en såkaldt “demografisk gevinst”, hvor en stor og produktiv arbejdsstyrke kan drive økonomisk vækst. I modsætning hertil står Kina over for udfordringer forbundet med en aldrende befolkning og en faldende arbejdsstyrke, hvilket kan hæmme økonomisk vækst og innovation.

Geopolitisk betyder dette, at Indien kan få øget indflydelse på verdensscenen, især i forhold til arbejdsstyrke, teknologi og produktion. Kina vil dog fortsat have en enorm økonomisk magt, men de demografiske ændringer kan betyde, at landet må tilpasse sig en ny rolle i den globale magtstruktur, hvor Indien får større indflydelse.

Læs mere om Kina-Indien sammenligningen af befolkningstal på visualcapitalist.com/mapped-the-scale-of-china-indias-population (engelsk).

Andre folkerige nationers demografiske udfordringer

Kina er ikke det eneste land, der står over for alvorlige demografiske udfordringer. Flere andre store nationer har lignende problemer, især når det kommer til aldrende befolkninger og lav fødselsrate. For eksempel har Japan i årtier kæmpet med en hurtigt aldrende befolkning og en af de laveste fødselsrater i verden, hvilket har skabt økonomisk stagnation og et øget pres på landets pensionssystem.

USA står over for en anden type udfordring. Mens befolkningen fortsat vokser, er fødselsraten faldende, og indvandring er blevet en afgørende faktor for landets befolkningsvækst. Indvandring har traditionelt været en styrke for den amerikanske økonomi, men politiske spændinger omkring immigration kan potentielt ændre dette fremtidsscenarie. Samtidig kan USA, ligesom Kina, blive nødt til at fokusere på teknologi og automatisering for at imødegå et fald i arbejdsstyrkens vækst.

Rusland, en anden stor spiller på den internationale scene, oplever også en aldrende befolkning og en lav fødselsrate. Det skaber udfordringer for landets økonomi og dets evne til at bevare en global magtposition, især i betragtning af landets store geografiske størrelse og militære ambitioner.

Kinas rolle i verden

Kinas demografiske udvikling har ikke kun betydning for nationen selv, men også for verden. Som verdens næststørste økonomi og en central aktør i globale forsyningskæder, vil ændringer i Kinas befolkning påvirke alt fra arbejdskraftens tilgængelighed til forbrugermarkeder og efterspørgsel efter råvarer.

Med en aldrende befolkning og faldende indbyggertal kan Kina blive mindre afhængig af billig arbejdskraft og i stedet bevæge sig mod en mere teknologi- og videnbaseret økonomi. Det vil betyde, at Kina kan spille en større rolle inden for områder som kunstig intelligens, automatisering og grøn teknologi, hvilket kan styrke landets globale indflydelse på trods af det demografiske pres.

På den anden side kan Kinas indflydelse på lavere produktionsomkostninger og billig masseproduktion falde, hvilket vil skabe muligheder for andre lande, som f.eks. Indien, Vietnam og Indonesien, der kan tage over som “verdens fabrik”. Samtidig kan Kinas behov for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og kvalificerede immigranter ændre landets tilgang til international politik og migration.

Kinas demografiske udfordringer er en del af en bredere global tendens, hvor mange store nationer står over for aldrende befolkninger, faldende fødselsrater og økonomiske tilpasninger. Kinas rolle som verdens folkerigeste land er blevet overtaget af Indien, og dette skift har betydelige konsekvenser for både lande og verden som helhed. Hvordan Kina tilpasser sig denne demografiske transformation vil i høj grad forme landets fremtidige økonomiske og politiske position i det globale samfund.


Gadesælgere et sted i Kina.

Den historiske udvikling af Kinas indbyggertal

Kina har en lang historie med befolkningsregistreringer, der går flere tusinde år tilbage. De tidligste befolkningsestimater blev foretaget under de første dynastier, og selvom tallene var mindre præcise end moderne folketællinger, giver de os en vigtig indsigt i, hvordan Kinas befolkning udviklede sig over tid. Gennem århundreder var Kinas befolkning relativt stabil, indtil de første store vækstperioder begyndte at manifestere sig i løbet af Tang- og Song-dynastierne.

Tidlige folketællinger under Kinas dynastier
De første kendte registreringer af Kinas befolkning blev foretaget under Qin-dynastiet (221–206 f.Kr.), som var det første kejserdømme, der forenede Kina. Ifølge historiske optegnelser var befolkningen på dette tidspunkt omkring 20 millioner. Dette tal kan dog være undervurderet på grund af den begrænsede teknologi til at indsamle data og politiske uroligheder, der gjorde det svært at registrere hele befolkningen.

Under Han-dynastiet (206 f.Kr.–220 e.Kr.) blev befolkningstællinger mere systematiske, og der er tegn på en betydelig vækst i befolkningen. I slutningen af Han-dynastiet var Kinas befolkning steget til omkring 60 millioner. Dette skyldtes forbedringer i landbrugsteknologi, stabilt styre og udbredelsen af et effektivt skattesystem, som hjalp med at understøtte den økonomiske og demografiske vækst.

Indbyggertallet under Tang- og Song-dynastierne
Tang-dynastiet (618–907) markerede begyndelsen på en ny æra med økonomisk og demografisk vækst. Hovedstaden Chang’an blev en af verdens største byer med over en million indbyggere. Denne vækst blev understøttet af forbedret infrastruktur, udvidelsen af handelsruter som Silkevejen, og en stærk centralmagt, som sikrede politisk stabilitet.

Under Song-dynastiet (960–1279) voksede Kinas befolkning endnu mere. På dette tidspunkt anslås det, at befolkningen nåede mellem 100 og 120 millioner. En vigtig faktor bag denne vækst var udviklingen af nye landbrugsteknologier, herunder introduktionen af risdyrkning fra Sydkina, som gjorde det muligt at brødføde en større befolkning. Kinas avancerede landbrugssystem og handelsnetværk styrkede landets evne til at opretholde en voksende befolkning, samtidig med at Song-dynastiet skabte en af de mest sofistikerede økonomier i middelalderen.

Kinas befolkningsboom under Ming- og Qing-dynastierne (1300-1800)

Perioden fra 1300-tallet til 1800-tallet markerede en tid med betydelig befolkningsvækst i Kina, særligt under Ming- og Qing-dynastierne. Disse århundreder så en dramatisk forøgelse af Kinas befolkning, primært som følge af forbedret landbrug, relativ politisk stabilitet og en økonomi, der blev mere og mere effektiv. Men samtidig var der også perioder med stagnation og tilbagegang som følge af kriser, krige og naturkatastrofer.

Ming-dynastiets indbyggertal (1368–1644)
Ming-dynastiet, der blev grundlagt efter mongolernes Yuan-dynasti, så en befolkningsstigning, selvom det første århundrede var præget af krige og genopretningen af landet efter mongolernes erobring. Da Ming-dynastiet stabiliserede sig, begyndte befolkningen at vokse kraftigt. Ved midten af Ming-perioden var indbyggertallet steget til omkring 150 millioner.

Denne vækst blev understøttet af fremskridt inden for landbrug og udviklingen af nye landbrugsmetoder, herunder brugen af vandingsteknikker og forbedrede afgrøder. Ming-dynastiets regeringer støttede aktivt landbrug og landsbyudvikling, hvilket skabte grobund for en stigende befolkning. Den store befolkning blev dog også udfordret af krige og perioder med hungersnød, der til tider bremsede væksten.

Qing-dynastiets eksplosive vækst (1644–1911)
Med Qing-dynastiets overtagelse i midten af 1600-tallet blev Kina vidne til et af de største befolkningsbooms i sin historie. I løbet af et par århundreder steg indbyggertallet til over 400 millioner i begyndelsen af 1800-tallet. Dette var et resultat af flere faktorer:

  • Forbedringer i landbrugsteknologi: Nye afgrøder som majs, søde kartofler og jordnødder blev indført fra Amerika via europæisk kolonialisme. Disse afgrøder kunne dyrkes i mere marginale områder og gjorde det muligt at brødføde en meget større befolkning.
  • Udvidelse af dyrkningsarealer: Qing-dynastiet opmuntrede til opdyrkning af nye landområder, især i den sydlige del af Kina, hvor klimaet var ideelt til intensiv landbrugsproduktion.
  • Relativ politisk stabilitet: Qing-dynastiet formåede at opretholde intern stabilitet i store dele af perioden, hvilket gjorde det muligt for landbrug, handel og befolkningen at blomstre.

Denne massive befolkningstilvækst førte til, at Kina i 1800-tallet blev det mest folkerige land i verden. Befolkningens størrelse blev dog en udfordring i sig selv. Den økonomiske vækst kunne ikke altid holde trit med befolkningstilvæksten, og landet begyndte at opleve problemer med overbefolkning, ressourceknaphed og social uro.

Udfordringer ved befolkningsvæksten
Selvom befolkningsvæksten bragte mange fordele, skabte den også betydelige problemer for Qing-dynastiet. En af de største udfordringer var, at den økonomiske vækst og udviklingen i landbruget ikke kunne følge med den hastige stigning i befolkningen. I begyndelsen af 1800-tallet var Kina overbefolket i mange regioner, hvilket førte til jordmangel, fattigdom og sociale uroligheder. Dette lagde grundlaget for flere interne opstande og uroligheder i slutningen af Qing-perioden.

En anden udfordring var naturkatastrofer. Kinas store befolkning var sårbar over for tørker, oversvømmelser og hungersnød. Især i det 19. århundrede led landet under gentagne naturkatastrofer, som forværrede de økonomiske og sociale spændinger.

Krisetider: Kinas befolkning i det 19. og tidlige 20. århundrede (1800–1949)

Mens Kina oplevede et befolkningsboom i 1700- og begyndelsen af 1800-tallet, var det 19. og tidlige 20. århundrede præget af store kriser og uroligheder, som havde en dybtgående indvirkning på landets indbyggertal. Perioden var præget af opstande, udenlandsk intervention, hungersnød og krige, hvilket betød, at Kinas befolkningsvækst stagnerede og endda faldt i visse perioder. De demografiske udfordringer blev stadig mere komplekse, og landet blev kastet ud i en række katastrofer, som satte sine spor i Kinas historie.

Opiumskrigene, Taiping-oprøret og hungersnød
Opiumskrigene (1839–1842 og 1856–1860) markerede begyndelsen på en periode med udenlandsk intervention og internt sammenbrud i Kina. Den kinesiske befolkning led under de politiske og økonomiske konsekvenser af disse krige, herunder tabet af territorium, åbningen af havne til udenlandsk kontrol og en gradvis svækkelse af Qing-dynastiets magt. Disse krige påvirkede befolkningen indirekte, da de resulterede i økonomisk nedgang, der førte til forværring af levevilkår for mange kinesere.

En af de største demografiske katastrofer i Kinas historie var Taiping-oprøret (1850–1864), en voldsom borgerkrig, der var centreret i det sydlige Kina. Oprøret blev ledet af religiøse og sociale reformatorer, der ønskede at styrte Qing-dynastiet. Krigen resulterede i anslået 20-30 millioner dødsfald, både som følge af kampe, hungersnød og sygdom. Denne voldsomme befolkningsnedgang havde dybtgående konsekvenser for Kinas økonomi og sociale struktur, og mange regioner blev affolket i flere årtier efterfølgende.

Hungersnød blev også et alvorligt problem i det 19. århundrede. Kinas befolkning var vokset hurtigt i de foregående århundreder, men landet manglede ressourcer og infrastruktur til at brødføde sin store befolkning under kriser. Tørker, oversvømmelser og dårligt landbrugsudbytte resulterede i flere store hungersnødsperioder, som især ramte de fattige landdistrikter. Disse hungersnødsperioder bidrog yderligere til en stagnation i befolkningsvæksten.

Første halvdel af det 20. århundrede: Japans invasion og borgerkrig
Kinas demografiske udfordringer fortsatte ind i det 20. århundrede, hvor landet igen blev kastet ud i en række konflikter, som forværrede de allerede vanskelige forhold. Den japanske invasion af Kina, der begyndte i 1931 og kulminerede med Anden Verdenskrig, førte til omfattende ødelæggelser og millioner af dødsfald. Det skønnes, at mellem 15 og 20 millioner kinesere døde som følge af direkte krigshandlinger, massakrer og hungersnød i denne periode. Den mest berygtede begivenhed var Nanjing-massakren i 1937, hvor hundredetusinder kinesere blev dræbt af japanske styrker.

Efter Anden Verdenskrig blev Kina kastet ud i en voldsom borgerkrig mellem de nationalistiske styrker under Chiang Kai-shek og de kommunistiske styrker under Mao Zedong. Denne konflikt, som varede fra 1946 til 1949, resulterede i millioner af dødsfald og yderligere økonomisk og social ustabilitet. Borgerkrigen sluttede i 1949 med etableringen af Folkerepublikken Kina under Mao Zedong, men det kinesiske folk havde i flere årtier lidt under krig og katastrofer, hvilket førte til en markant demografisk tilbagegang.

Kinas befolkning omkring 1949
I midten af det 20. århundrede, efter flere årtier med kriser, var Kinas befolkningstal faldet markant. I 1949, da Folkerepublikken Kina blev grundlagt, var befolkningen omkring 540 millioner. Det kinesiske samfund var dybt præget af flere generationers vold, hungersnød og usikkerhed, hvilket skabte en stærk drivkraft for de reformer, som den nye kommunistiske regering senere ville gennemføre.


Damingpaladset i den kinesiske by Chang’an.

Befolkningsvækst i Folkerepublikken Kinas tidlige dage (1949-1970)

Da Folkerepublikken Kina blev grundlagt i 1949 under ledelse af Mao Zedong, stod landet over for massive udfordringer efter årtiers krig og ustabilitet. Kinas befolkningstal var på omkring 540 millioner, og de økonomiske og sociale forhold var pressede. Men i løbet af de følgende årtier oplevede Kina en dramatisk befolkningsvækst, primært som følge af statens politik og reformer, selvom denne periode også var præget af alvorlige kriser som hungersnød og fejlslagne politiske initiativer.

Mao Zedongs politik: Fremme af befolkningsvækst
Mao Zedong og det kommunistiske parti så en stor befolkning som en styrke og en nødvendighed for at sikre landets udvikling og militære kapacitet. Mao mente, at en større befolkning ville være afgørende for at udnytte Kinas enorme landareal og ressourcer samt at skabe en stærk arbejdskraft til at drive landet frem mod industrialisering. Som et resultat opmuntrede regeringen i 1950’erne aktivt til befolkningsvækst, og mange kinesiske familier blev opfordret til at få flere børn.

Denne politik medførte en hurtig befolkningsvækst. Fra 1949 til 1970 steg Kinas befolkning med næsten 300 millioner mennesker og nåede over 800 millioner. Den hurtige vækst blev understøttet af forbedret folkesundhed og adgang til medicin, hvilket reducerede dødeligheden. Særligt vaccinationer, kampagner mod smitsomme sygdomme og opbygning af et mere omfattende sundhedssystem bidrog til at sænke dødeligheden, især blandt børn.

Det store spring fremad (1958-1962): Katastrofale følger for befolkningen
Midt i denne periode med befolkningsvækst blev Kina dog også ramt af en af de største humanitære katastrofer i moderne tid: hungersnøden, der fulgte det store spring fremad. Denne politiske kampagne, lanceret af Mao Zedong i 1958, havde til formål at industrialisere Kina hurtigt ved at organisere befolkningen i store kollektive folkekommuner og omlægge landbrugsproduktionen. Målet var at øge landets stålproduktion og modernisere landbruget, men kampagnen blev en fiasko.

Det store spring fremad resulterede i et kaotisk produktionssystem, hvor landbrugsproduktionen faldt drastisk. Dette, kombineret med dårligt vejr og ineffektiv forvaltning, førte til en massiv hungersnød, hvor det anslås at op til 30 til 45 millioner mennesker døde. Selvom kampagnen blev afsluttet i 1962, og regeringen skiftede kurs mod mere moderate reformer, havde hungersnøden en dybtgående indvirkning på befolkningens sundhed og levestandard, og mange regioner led under de sociale og økonomiske konsekvenser i flere årtier.

Politikændringer efter hungersnøden: Fokus på stabilisering
Efter katastrofen med det store spring ændrede den kinesiske regering sin tilgang til befolkningsvæksten. Der blev sat fokus på stabilisering og genopretning af landbruget og økonomien. I slutningen af 1960’erne blev der også indført de første tiltag, som sigtede mod at begrænse befolkningstilvæksten. Kampagner for familieplanlægning blev lanceret i slutningen af 1960’erne, og par blev opfordret til at få færre børn som led i et forsøg på at bringe befolkningstilvæksten under kontrol og forhindre fremtidige hungersnødsproblemer.

På trods af disse forsøg fortsatte Kinas befolkning dog med at vokse i et hurtigt tempo, og de fleste af disse familieplanlægningstiltag blev ikke fuldt implementeret før i 1970’erne. Mao Zedongs ideologiske vægt på befolkningsvækst som en national styrke blev ved med at påvirke befolkningens tankegang.

Ét-barns-politikken og dens indvirkning (1979–2015)

I slutningen af 1970’erne stod Kina over for en hastigt voksende befolkning, som skabte store økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer. For at imødegå disse problemer indførte regeringen den kontroversielle ét-barns-politik i 1979. Dette blev et af verdens mest radikale familieplanlægnings-programmer og kom til at definere Kinas demografiske udvikling i mere end tre årtier.

Introduktion af ét-barns-politikken i 1979
Ét-barns-politikken blev indført som en nødvendig foranstaltning for at bremse den hastige befolkningsvækst, der truede med at overbelaste landets ressourcer og infrastruktur. Deng Xiaoping, der stod i spidsen for landets økonomiske reformer på det tidspunkt, betragtede en mindre befolkning som en forudsætning for at sikre Kinas økonomiske udvikling. Ved at reducere fødselsraten håbede regeringen at kunne stabilisere befolkningstallet og dermed forbedre levestandarden, øge den økonomiske vækst og reducere presset på landets begrænsede ressourcer.

Politikken fastslog, at de fleste kinesiske familier kun måtte få ét barn, selvom der var visse undtagelser for etniske minoriteter og landboere, der fik lov til at få to børn, hvis det første barn var en pige. Håndhævelsen af politikken blev gennemført strengt, med straffe som bøder, tab af sociale fordele og endda tvangsaborter og sterilisationer i visse tilfælde.

Politikkens succes og bivirkninger
Ét-barns-politikken havde stor succes med at reducere Kinas fødselsrate. Ifølge officielle kinesiske tal forhindrer politikken fødslen af omkring 400 millioner børn, hvilket har bidraget til en mere langsom befolkningsvækst. I løbet af 1980’erne og 1990’erne faldt fødselsraten dramatisk, og Kinas befolkning stabiliserede sig omkring 1,2 milliarder mennesker ved slutningen af 1990’erne.

Trods disse resultater havde ét-barns-politikken også alvorlige og utilsigtede bivirkninger. En af de mest markante konsekvenser var en skæv kønsfordeling. En anden bivirkning var den hurtige aldring af befolkningen. Selvom ét-barns-politikken opnåede det ønskede mål om at bremse befolkningsvæksten, havde den langsigtede konsekvenser, som blev svære at vende.

Den aldrende befolkning har skabt et alvorligt problem for Kinas økonomi, da der nu er færre mennesker i den arbejdsdygtige alder til at forsørge en stigende ældre befolkning. Dette har ført til bekymringer om økonomisk vækst, produktivitet og presset på de sociale systemer.

I landdistrikterne førte politikken til problemer med kønsubalancer, da mange familier stadig foretrak drenge. Dette har skabt en generation af mænd, der har svært ved at finde ægtefæller, især i de mere afsidesliggende områder. Kønsfordelingen har også haft sociale konsekvenser, herunder trafficking og ægteskabsrelaterede problemer, der fortsat er udfordrende at løse.

Lempelser og afskaffelse af ét-barns-politikken
Som et resultat af de negative demografiske konsekvenser begyndte Kina i 2015 at lempe ét-barns-politikken. Familier fik nu lov til at få to børn, og i 2021 blev politikken yderligere lempet til at tillade tre børn per familie. Disse reformer blev gennemført for at øge fødselsraten og modvirke den aldrende befolkning, men resultaterne har været begrænsede.

Læs mere om den historiske udvikling af Kinas indbyggertal på en.wikipedia.org/Population_history_of_China og afe.easia.columbia.edu/china_1950_population (begge på engelsk).

Udenrigsministeriet om Kina: um.dk/rejsevejledninger/kina
Kina officielle hjemmeside før indrejse: english.www.gov.cn
Rejsevejledning for Kina: rejsevejledningen.dk/rejsevejledning-kina
Indrejse i Kina: Er det sikkert at rejse til Kina?