Iran indbyggertal (2025)

Hvor mange mennesker bor der i Iran? Den 1. januar 2025 var indbyggertallet i Iran på 92.020.698 indbyggere (ifølge officielle estimater fra FN).

Iran, et land med en rig historie og en kompleks kulturel arv, er også hjemsted for en betydelig befolkning, der fortsat vokser og udvikler sig. Med en strategisk beliggenhed i Mellemøsten spiller Irans demografiske udvikling en væsentlig rolle i regionens dynamik.

Forståelsen af landets indbyggertal og demografiske tendenser giver indsigt i både de nuværende sociale strukturer og de fremtidige udfordringer, som nationen står overfor. Gennem en analyse af de seneste tal og fremskrivninger kan vi få et klart billede af, hvordan Irans befolkning er sammensat, og hvilke faktorer der påvirker dens vækst og fordeling.

Kort over Iran

NB: Alle tal og statistikker i denne artikel er baseret på officielle data fra FN. Du finder den komplette database her: population.un.org.

Om Iran

• Seneste indbyggertal for Iran (2025)
• Irans demografi
• De største byer i Iran (per indbyggertal)
• Fremtidige prognoser for Iran
• Irans historiske befolkningsudvikling
• Nyttige links til Iran

Seneste indbyggertal for Iran (2025)

Den 1. januar 2025 blev Irans befolkning estimeret til at være 92.020.698 personer ifølge FN’s officielle tal. Dette markerer en betydelig stigning i løbet af de sidste årtier, hvor landet har oplevet en vedvarende befolkningsvækst. Siden 1990, hvor indbyggertallet var 57.514.522, har Iran set en stigning på over 60 % frem til 2025. Denne vækst er et resultat af flere faktorer, herunder forbedringer i sundhedsvæsenet, der har reduceret dødeligheden, samt en fortsat høj fødselsrate i tidligere årtier.

I perioden fra 1950 til 1980 voksede befolkningen i Iran med en bemærkelsesværdig hastighed. I 1950 boede der lidt over 16 millioner mennesker i landet, og dette tal mere end fordobledes til over 39 millioner i 1980. Denne hurtige vækst kan tilskrives en kombination af høj fertilitet og faldende dødelighed, der var typisk for mange udviklingslande i denne periode.

Fra 1980’erne og frem begyndte vækstraten at aftage en smule, men befolkningen fortsatte med at stige støt. I 1990’erne var der en markant stigning på næsten 20 % i løbet af blot fem år, hvilket bragte indbyggertallet op til næsten 62 millioner i 1995. Denne periode var præget af økonomiske og sociale reformer, der bidrog til en stabilisering af befolkningstilvæksten.

I de seneste årtier, fra 2000 til 2025, har Iran oplevet en mere moderat, men stadig betydelig, befolkningsvækst. Fra år 2000 til 2025 steg befolkningen fra omkring 66 millioner til over 92 millioner, hvilket svarer til en stigning på cirka 39 %. Denne udvikling er i tråd med globale tendenser, hvor mange lande har set en nedgang i vækstraterne som følge af lavere fertilitetsrater og en aldrende befolkning.

Samlet set afspejler Irans befolkningsudvikling en overgang fra høj vækst til en mere stabil og kontrolleret stigning, hvilket er karakteristisk for mange lande, der gennemgår økonomisk og social udvikling.

Udvikling i befolkningstal i Iran (1950–2025)

År	Indbyggertal i Iran
2025	92.020.698
2024	91.114.777
2023	90.102.637
2022	88.945.856
2021	87.965.119
2020	87.481.767
2015	82.053.308
2010	76.937.059
2005	71.026.895
2000	65.902.998
1995	61.875.875
1990	57.514.522
1985	48.669.389
1980	39.109.842
1975	33.284.759
1970	28.702.907
1965	24.641.556
1960	21.151.382
1955	18.455.664
1950	16.307.928

Kilde: FN’s World Population Prospects 2024 – Compact

Irans demografi

Aldersfordeling

Irans aldersfordeling er en væsentlig faktor i forståelsen af landets demografiske profil. Med en befolkning, der i 2025 forventes at tælle omkring 88 millioner mennesker, er alderssammensætningen en afgørende indikator for både nuværende og fremtidige sociale og økonomiske forhold. En betydelig del af befolkningen er ung, hvilket er et resultat af tidligere høje fødselsrater. Omkring 24% af befolkningen er under 15 år, hvilket indikerer en stor andel af unge, der vil træde ind i arbejdsstyrken i de kommende år.

Den arbejdsdygtige befolkning, defineret som dem mellem 15 og 64 år, udgør omkring 70% af den samlede befolkning. Dette skaber et potentielt økonomisk momentum, da en stor arbejdsstyrke kan bidrage til økonomisk vækst, forudsat at der er tilstrækkelige jobmuligheder og økonomisk stabilitet. Samtidig står Iran over for udfordringer med at skabe nok arbejdspladser til at absorbere denne voksende gruppe af unge voksne.

På den anden side er andelen af ældre over 65 år stigende, omend den stadig kun udgør omkring 6% af befolkningen. Denne aldrende befolkning vil med tiden lægge pres på landets sociale velfærdssystemer og sundhedssektor. Med en forventet stigning i levealderen vil Iran skulle tilpasse sine politikker for at imødekomme behovene hos en aldrende befolkning, samtidig med at de unge generationers behov også adresseres.

Denne aldersfordeling skaber en dynamisk demografisk situation, hvor Iran både kan drage fordel af en ung og energisk befolkning, men også skal forberede sig på de udfordringer, der følger med en aldrende befolkning. Det er en balancegang, der kræver strategisk planlægning og investering i både uddannelse og sundhed for at sikre en bæredygtig fremtid.

Etniske grupper

Iran er kendt for sin rige etniske diversitet, hvilket afspejler landets komplekse historie og geografiske placering som et knudepunkt mellem øst og vest. Den største etniske gruppe i Iran er perserne, som udgør omkring 61% af befolkningen. Perserne er primært bosat i de centrale og vestlige dele af landet og har en betydelig indflydelse på landets kultur og sprog, da persisk (farsi) er det officielle sprog i Iran.

Kurderne, som udgør cirka 10% af befolkningen, er en anden vigtig etnisk gruppe. De bor hovedsageligt i de vestlige regioner nær grænsen til Irak og Tyrkiet. Kurderne har deres eget sprog og kultur, og der har historisk set været spændinger mellem kurdiske grupper og den iranske regering, især i forhold til krav om større autonomi.

Azerierne, der også udgør omkring 16% af befolkningen, er en betydelig tyrkisktalende gruppe i Iran. De er primært bosat i den nordvestlige del af landet, tæt på grænsen til Aserbajdsjan. Azerierne spiller en vigtig rolle i Irans økonomi og politik, og mange har integreret sig godt i det iranske samfund.

Derudover findes der mindre etniske grupper som arabere, baluchere, lurere og turkmenere. Araberne er koncentreret i de sydvestlige regioner, især i Khuzestan-provinsen, mens balucherne bor i de sydøstlige områder nær grænsen til Pakistan. Disse grupper har ofte deres egne sprog og kulturelle traditioner, hvilket bidrager til Irans kulturelle mangfoldighed.

Den etniske sammensætning i Iran påvirker landets sociale og politiske dynamik. Etniske minoriteter har til tider oplevet diskrimination og marginalisering, hvilket har ført til spændinger og konflikter. Samtidig beriger den etniske mangfoldighed landets kultur og bidrager til en bred vifte af traditioner og skikke, der gør Iran til et unikt og fascinerende land.

Religiøs sammensætning

Irans religiøse sammensætning er en væsentlig del af landets demografiske profil og har stor indflydelse på både den sociale og politiske struktur. Den dominerende religion i Iran er islam, og omkring 99% af befolkningen bekender sig til denne tro. Af disse er cirka 90-95% shia-muslimer, hvilket gør Iran til det land med den største shia-majoritet i verden. Shia-islam er ikke blot en religiøs overbevisning, men også en central del af den iranske nationale identitet og kultur.

Den resterende del af den muslimske befolkning, omkring 5-10%, er sunni-muslimer. Disse er primært koncentreret i visse geografiske områder, såsom de kurdiske regioner i vest og de baluchiske områder i sydøst. Denne geografiske fordeling skaber en vis regional diversitet inden for landets religiøse landskab.

Udover islam findes der også små religiøse minoriteter, herunder bahá’í-troen, kristendom, jødedom og zoroastrianisme. Disse grupper udgør tilsammen mindre end 1% af den samlede befolkning. Bahá’í-samfundet, som er den største ikke-muslimske religiøse gruppe, har historisk set været udsat for diskrimination og forfølgelse, hvilket har påvirket deres demografiske udvikling og sociale status.

Den religiøse sammensætning i Iran har betydelige implikationer for landets lovgivning og politiske beslutningstagning, da den islamiske tro er dybt integreret i statens struktur. Dette påvirker også den sociale dynamik, hvor religiøse højtider og traditioner spiller en central rolle i iranernes dagligdag. Samtidig kan den religiøse homogenitet i visse områder skabe udfordringer for integration og forståelse mellem forskellige religiøse grupper, hvilket til tider kan føre til spændinger.

Samlet set er Irans religiøse sammensætning en kompleks mosaik, der afspejler både historiske traditioner og moderne udfordringer. Den fortsatte udvikling af denne demografiske faktor vil sandsynligvis fortsætte med at forme landets fremtidige sociale og politiske landskab.

Urbanisering

Urbaniseringen i Iran har været en markant tendens gennem de seneste årtier, hvor en stigende andel af befolkningen har søgt mod byområderne. I dag bor over 75% af Irans befolkning i byer, hvilket er en betydelig stigning fra midten af det 20. århundrede, hvor flertallet boede i landdistrikter. Denne bevægelse mod urbanisering har været drevet af flere faktorer, herunder økonomiske muligheder, adgang til uddannelse og sundhedsydelser, samt forbedret infrastruktur i byområderne.

Teheran, som er landets hovedstad, er et centralt eksempel på denne urbaniseringstendens. Byen er ikke kun det politiske og økonomiske centrum, men også en magnet for folk fra hele landet, der søger bedre levevilkår. Denne koncentration af mennesker i byerne har ført til en diversificering af befolkningssammensætningen, hvor forskellige etniske grupper og kulturer mødes og interagerer dagligt.

Urbaniseringen har også påvirket den sociale struktur i Iran. Der er sket en ændring i familiemønstre, hvor kernefamilien i stigende grad erstatter de traditionelle storfamilier, som var mere almindelige i landdistrikterne. Desuden har urbaniseringen medført udfordringer som overbelastning af byinfrastrukturen, trafikproblemer og miljømæssige udfordringer, som kræver omfattende planlægning og investering fra regeringens side.

På trods af disse udfordringer har urbaniseringen også åbnet op for nye muligheder. Byerne fungerer som centre for innovation og kulturel udvikling, hvilket bidrager til landets økonomiske vækst og sociale dynamik. Samtidig er der en stigende bevidsthed om bæredygtig byudvikling, hvilket kan føre til mere effektive og miljøvenlige løsninger i fremtiden. Urbaniseringen i Iran er således en kompleks proces, der både former og formes af landets demografiske udvikling.

Befolkningsvækst

Iran har oplevet en markant ændring i sin befolkningsvækst gennem de seneste årtier. I 1980’erne var vækstraten relativt høj, hvilket skyldtes en kombination af økonomisk udvikling og politiske tiltag, der fremmede større familier. På det tidspunkt var fødselsraten blandt de højeste i verden, hvilket resulterede i en hurtig stigning i indbyggertallet.

I de senere år har Iran dog oplevet en betydelig nedgang i befolkningsvæksten. Ifølge de seneste data er fødselsraten faldet til omkring 1,7 børn pr. kvinde, hvilket er under det niveau, der kræves for at opretholde en stabil befolkning. Denne ændring kan tilskrives flere faktorer, herunder øget adgang til uddannelse, især for kvinder, forbedrede sundhedsydelser og en stigende urbanisering, der ofte fører til mindre familier.

Den faldende befolkningsvækst har betydelige konsekvenser for landets demografiske profil. En aldrende befolkning er en af de mest markante udfordringer, som Iran står overfor. Andelen af ældre borgere stiger, hvilket øger presset på landets pensionssystemer og sundhedsydelser. Samtidig reduceres andelen af den arbejdsdygtige befolkning, hvilket kan påvirke den økonomiske vækst og produktivitet negativt.

For at imødegå disse udfordringer har den iranske regering indført politikker, der tilskynder til højere fødselsrater, såsom økonomiske incitamenter for familier med flere børn. Udfordringen ligger i at balancere mellem at fremme en bæredygtig befolkningsvækst og sikre, at ressourcerne er tilstrækkelige til at støtte en voksende befolkning. Det er en kompleks opgave, der kræver en langsigtet strategi og omhyggelig planlægning.

Læs mere:
Demographics of Iran
Settlement patterns in Iran

Befolkningspyramiden for Iran er baseret på FN’s World Population Prospects 2024 – Population by Five-year Age Groups.

De største byer i Iran (per indbyggertal)

1. Teheran: 9.729.742 indbyggere

Teheran, med sine 9.729.742 indbyggere pr. 1. januar 2025, står som Irans pulserende hjerte og største by. Byens unikke karakter er præget af en dynamisk blanding af tradition og modernitet, der afspejles i dens skyline, hvor moderne skyskrabere står side om side med historiske monumenter. Som landets økonomiske centrum tiltrækker Teheran en betydelig mængde migration fra både ind- og udland, hvilket har skabt en mangfoldig befolkningssammensætning. Denne tilstrømning har ført til en hurtig udvikling af infrastruktur, herunder et omfattende netværk af metro- og vejforbindelser, der forbinder byens mange distrikter.

Teherans rolle som politisk og kulturelt centrum i Iran gør den til en magnet for uddannelse og innovation, med et væld af universiteter, forskningsinstitutioner og kulturelle begivenheder, der tiltrækker intellektuelle og kunstnere fra hele landet. Byens økonomi er også en drivkraft for Iran, med en stærk tilstedeværelse af industri, handel og finansielle tjenester. Sammenlignet med andre store byer i Iran, som Mashhad og Isfahan, skiller Teheran sig ud ved sin kosmopolitiske atmosfære og dens evne til at tilpasse sig globale tendenser, samtidig med at den bevarer sin rige kulturelle arv.

2. Mashhad: 3.460.656 indbyggere

Mashhad, beliggende i det nordøstlige Iran, er en by med en unik karakter, der adskiller sig markant fra landets øvrige storbyer. Med et indbyggertal på 3.460.656 pr. 1. januar 2025, er Mashhad ikke blot Irans næststørste by, men også et centralt religiøst og kulturelt knudepunkt. Byen er især kendt for Imam Reza-helligdommen, som tiltrækker millioner af pilgrimme hvert år, hvilket gør den til et af de mest betydningsfulde religiøse centre i den islamiske verden.

Økonomisk set har Mashhad oplevet en betydelig udvikling, især inden for turisme og handel, som er blevet styrket af den konstante strøm af besøgende. Denne vækst har ført til forbedringer i infrastruktur, herunder udvidelser af transportnetværket og modernisering af byens faciliteter. Mashhads økonomi nyder også godt af sin strategiske beliggenhed nær grænsen til Turkmenistan, hvilket fremmer handel og migration.

Kulturelt er Mashhad en smeltedigel af traditioner og moderne påvirkninger. Byens rige historie og religiøse betydning giver den en særlig status, der adskiller den fra andre iranske byer som Teheran og Isfahan. Samtidig har Mashhad formået at bevare en balance mellem tradition og modernitet, hvilket afspejles i dens arkitektur og byliv. Denne unikke kombination af faktorer gør Mashhad til en by med en særlig tiltrækningskraft og en vigtig rolle i Irans nationale identitet.

3. Esfahan: 2.327.987 indbyggere

Esfahan, med et indbyggertal på 2.327.987 pr. 1. januar 2025, er Irans tredjestørste by og en juvel i landets kulturelle og historiske landskab. Byen er kendt for sin enestående arkitektur, der afspejler en rig historie med monumenter som Imam-pladsen og Si-o-se-pol-broen, der tiltrækker både turister og historikere. Esfahan har gennemgået en betydelig udvikling, hvor moderne infrastruktur er blevet integreret med dens historiske charme.

Økonomisk set spiller Esfahan en central rolle i Iran, især inden for stål- og tekstilindustrien, hvilket har tiltrukket arbejdskraft fra andre dele af landet. Denne migration har bidraget til byens demografiske diversitet og skabt en dynamisk blanding af kulturer og traditioner. Sammenlignet med andre store byer som Teheran og Mashhad, er Esfahan kendt for sin mere afslappede atmosfære og velbevarede historiske bymidte, hvilket gør den til et attraktivt sted for både bosiddende og besøgende. Byens strategiske beliggenhed og veludviklede transportnetværk har yderligere styrket dens position som et vigtigt knudepunkt i Iran.

4. Shiraz: 1.763.902 indbyggere

Shiraz, som pr. 1. januar 2025 har et indbyggertal på 1.763.902, er kendt for sin rige kulturarv og historiske betydning. Byen er ofte omtalt som Irans kulturelle hovedstad, og den har en unik karakter, der adskiller sig fra andre store byer i landet. Shiraz er berømt for sine smukke haver, poesi og vinproduktion, hvilket giver den en særlig charme og tiltrækker både turister og akademikere.

Økonomisk set har Shiraz oplevet en stabil udvikling, især inden for teknologi og uddannelse. Byen er hjemsted for flere universiteter og forskningsinstitutioner, hvilket har tiltrukket en ung og dynamisk befolkning. Denne akademiske atmosfære har skabt et miljø, hvor innovation trives, og hvor der er fokus på bæredygtig udvikling.

Migration har også spillet en rolle i byens vækst, idet mange fra omkringliggende områder flytter til Shiraz i jagten på bedre uddannelses- og jobmuligheder. Infrastrukturen i Shiraz er veludviklet med moderne transportforbindelser, der gør det nemt at navigere i byen og forbinde den med andre dele af Iran.

Kulturelt set er Shiraz et centrum for kunst og litteratur. Byen har fostret nogle af Irans mest berømte digtere, som Hafez og Saadi, og deres arv lever videre i byens mange kulturelle arrangementer og festivaler. Dette kulturelle fokus adskiller Shiraz fra andre større byer som Teheran og Mashhad, hvor den økonomiske og politiske aktivitet er mere fremtrædende. Shiraz formår at bevare sin historiske charme, samtidig med at den omfavner moderne udvikling, hvilket gør den til en unik perle i Irans bylandskab.

5. Tabriz: 1.695.674 indbyggere

Tabriz, beliggende i det nordvestlige Iran, er en by med en rig historie og en unik kulturel identitet, der adskiller den fra andre store byer i landet. Med et indbyggertal på 1.695.674 pr. 1. januar 2025 er Tabriz den femtestørste by i Iran. Byen har længe været et vigtigt handelscentrum, hvilket skyldes dens strategiske placering ved Silkevejen. Denne historiske rolle har bidraget til en diversificeret økonomi, der omfatter både traditionelt håndværk og moderne industri.

Tabriz er kendt for sit dynamiske marked, hvor tæppehandel og håndværk blomstrer, og dens industrielle sektor er også i vækst, især inden for maskinproduktion og elektronik. Byens infrastruktur er veludviklet med et omfattende vejnet og et effektivt offentligt transportsystem, der forbinder den med resten af landet. Dette har gjort Tabriz til et attraktivt mål for migration, både fra nærliggende landdistrikter og andre dele af Iran.

Kulturelt set er Tabriz et centrum for azerbaijansk kultur i Iran, hvilket afspejles i byens sprog, musik og kulinariske traditioner. Denne kulturelle diversitet giver Tabriz en særlig charme og adskiller den fra andre iranske byer som Teheran og Isfahan. Byens historiske bygninger, herunder den berømte Blå Moské, tiltrækker både nationale og internationale turister, hvilket yderligere styrker dens økonomiske position.

Tabriz’ rolle som en bro mellem Iran og nabolandene i Kaukasus og Centralasien gør den til en vigtig aktør i regionale handelsrelationer. Denne strategiske betydning, kombineret med dens kulturelle rigdom, gør Tabriz til en by, der fortsat vil spille en central rolle i Irans fremtidige udvikling.

Fremtidige prognoser for Iran

Iran står over for en række demografiske ændringer i de kommende årtier. Ifølge fremskrivninger fra FN forventes landets befolkning at nå omkring 95 millioner i 2030. Dette repræsenterer en moderat stigning på cirka 3,2 % fra 2025, hvilket indikerer en relativt stabil vækst i den nærmeste fremtid.

Når vi ser længere frem mod 2050, forudses befolkningen at stige yderligere til omkring 105 millioner. Dette svarer til en vækst på omkring 10,9 % fra 2030, hvilket viser en fortsat, men aftagende væksttakt. Denne udvikling kan tilskrives en kombination af faktorer, herunder faldende fødselsrater og en stigende levealder, som er typiske for mange lande i regionen.

I anden halvdel af det 21. århundrede forventes Irans befolkningsvækst at aftage betydeligt. Fremskrivninger peger på, at befolkningen vil toppe omkring midten af århundredet og derefter begynde at falde. I 2100 estimeres det, at befolkningen vil være faldet til omkring 92 millioner, hvilket bringer den tilbage til niveauet omkring 2025. Denne udvikling er i tråd med en global tendens, hvor mange lande oplever en aldrende befolkning og lavere fødselsrater.

Den forventede aldring af befolkningen vil sandsynligvis medføre udfordringer, såsom øgede krav til sundheds- og pensionssystemer. Samtidig kan det også åbne muligheder for økonomisk omstrukturering og teknologisk innovation, når landet tilpasser sig en ny demografisk virkelighed. Det bliver afgørende for Iran at navigere disse ændringer med strategiske tiltag, der kan understøtte en bæredygtig udvikling i det lange løb.

Irans historiske befolkningsudvikling

Antikken og middelalderen

I antikken var Iran hjemsted for nogle af verdens tidligste civilisationer, herunder Elam, det mediske imperium og det berømte Achaemenidiske Rige, som blev grundlagt af Kyros den Store i det 6. århundrede f.Kr. Dette rige strakte sig over store dele af den kendte verden og havde et betydeligt indbyggertal, der anslås at have været flere millioner. Achaemeniderne var kendt for deres effektive administration og infrastruktur, herunder det omfattende vejnet, der forbandt rigets mange provinser. Denne periode var præget af en relativ stabilitet, der muliggjorde vækst i både befolkning og kultur.

Efter Achaemenidernes fald til Alexander den Store i 330 f.Kr. og den efterfølgende hellenistiske periode, blev Iran en del af forskellige imperier, hvilket fortsatte med at forme befolkningsstrukturen. Sassaniderne, der regerede fra det 3. til det 7. århundrede e.Kr., genoprettede en stærk centralmagt og oplevede en ny bølge af kulturel og økonomisk blomstring. Under sassaniderne blev der igen registreret en betydelig befolkningsvækst, selvom præcise tal fra denne periode er svære at fastslå.

Middelalderen bragte nye udfordringer med de arabiske erobringer i det 7. århundrede, som introducerede islam til regionen. Denne religiøse og kulturelle transformation havde en dyb indflydelse på det sociale og politiske liv i Iran. Selvom der var perioder med uro og krig, som kunne have reduceret befolkningstallet, blev der også etableret nye byer og handelsruter, der fremmede økonomisk vækst og befolkningsudvikling.

Mongolernes invasion i det 13. århundrede medførte en drastisk ændring. De mongolske horder forårsagede omfattende ødelæggelser og befolkningsnedgang, især i de nordlige og vestlige regioner af Iran. Det anslås, at befolkningstallet i nogle områder faldt med op til en tredjedel som følge af krig og efterfølgende hungersnød. På trods af denne tilbagegang formåede Iran at genopbygge sig selv i de efterfølgende århundreder, hvilket lagde grundlaget for den senere Safavid-dynasti, der igen bragte stabilitet og vækst til regionen.

Disse historiske begivenheder i antikken og middelalderen har haft en varig indflydelse på Irans demografiske udvikling, hvor perioder med storhed og tilbagegang har formet landets befolkningsstruktur gennem århundrederne.

Den tidlige moderne periode

Den tidlige moderne periode i Iran strækker sig fra det 16. til det 18. århundrede og er præget af betydelige politiske og sociale forandringer, der havde en dyb indvirkning på landets demografi. Denne periode indledes med Safavid-dynastiets oprettelse i 1501, som markerede en ny æra for Iran. Safaviderne etablerede shiisme som statsreligion, hvilket ikke kun påvirkede den religiøse og kulturelle identitet, men også befolkningssammensætningen.

Under Safavidernes styre oplevede Iran en relativ stabilitet, som førte til en vækst i indbyggertallet. Det anslås, at befolkningen i begyndelsen af det 16. århundrede lå på omkring 5-6 millioner. Denne stabilitet blev dog udfordret af gentagne krige med Osmannerriget og interne konflikter, der til tider medførte befolkningsnedgang på grund af tab af liv og migration.

I det 17. århundrede, især under Shah Abbas den Stores regeringstid, oplevede Iran en økonomisk og kulturel blomstring. Shah Abbas flyttede hovedstaden til Isfahan, som blev et centrum for handel og kultur. Denne udvikling tiltrak håndværkere, købmænd og lærde fra hele regionen, hvilket bidrog til en stigning i befolkningen. På dette tidspunkt menes det, at indbyggertallet nåede op på omkring 10 millioner.

Men den tidlige moderne periode var også præget af udfordringer. Epidemier, som pestudbrud, ramte landet hårdt og reducerede befolkningen betydeligt i visse perioder. Desuden førte interne magtkampe og efterfølgende ustabilitet i slutningen af Safavid-dynastiet til en befolkningsnedgang.

Den tidlige moderne periode i Iran var således en tid med både vækst og tilbagegang, hvor politiske og økonomiske faktorer spillede en afgørende rolle i befolkningsudviklingen. Disse historiske begivenheder lagde grundlaget for de demografiske mønstre, der fortsatte ind i den senere del af landets historie.

Det 20. århundrede

Det 20. århundrede var en periode med markante forandringer i Iran, både politisk og socialt, hvilket i høj grad påvirkede landets befolkningsudvikling. I begyndelsen af århundredet, omkring 1900, var Irans indbyggertal anslået til at være omkring 10 millioner. Dette tal steg gradvist gennem de følgende årtier, men det var især efter Anden Verdenskrig, at der skete en betydelig stigning.

En af de mest afgørende faktorer for denne vækst var den økonomiske modernisering og industrialisering, der fandt sted under Reza Shah Pahlavis regime fra 1925 til 1941. Denne periode så en forbedring af infrastruktur og sundhedsvæsen, hvilket medførte en lavere dødelighed og en stigende fødselsrate. Efter krigen, i 1950, var befolkningen vokset til omkring 17 millioner.

Den iranske revolution i 1979 markerede en dramatisk politisk omvæltning, der også påvirkede demografien. Revolutionen førte til en ændring i landets sociale politikker, herunder en opfordring til større familier, hvilket resulterede i en babyboom-periode i de tidlige 1980’ere. I 1980 var indbyggertallet steget til cirka 39 millioner.

Iran-Irak-krigen (1980-1988) havde en betydelig indvirkning på befolkningen, både gennem tab af liv og ved at skabe en bølge af internt fordrevne og flygtninge. Trods krigens ødelæggelser fortsatte befolkningen med at vokse, og i 1990 nåede den op på omkring 55 millioner.

Mod slutningen af det 20. århundrede begyndte Iran at implementere familieplanlægningsprogrammer for at kontrollere den hurtige befolkningsvækst. Disse programmer var effektive, og vækstraten begyndte at falde, hvilket stabiliserede befolkningens størrelse. Ved århundredeskiftet, i 2000, havde Iran en befolkning på cirka 65 millioner. Denne udvikling i det 20. århundrede lagde grundlaget for de demografiske tendenser, der fortsatte ind i det nye årtusinde.

Efter revolutionen i 1979

Den iranske revolution i 1979 markerede et skelsættende øjeblik i landets historie, ikke kun politisk, men også demografisk. Revolutionen førte til oprettelsen af Den Islamiske Republik Iran, hvilket medførte betydelige ændringer i sociale og økonomiske strukturer. I årene umiddelbart efter revolutionen oplevede Iran en markant stigning i fødselsraten, hvilket var delvist drevet af den nye regerings politikker, der opmuntrede til større familier som en del af en national strategi for at styrke landets befolkning.

I 1979 var Irans indbyggertal omkring 37 millioner. I løbet af det næste årti voksede befolkningen hurtigt, og i 1986 nåede den cirka 49 millioner. Denne vækst blev yderligere påvirket af den otte år lange Iran-Irak-krig (1980-1988), som havde en betydelig indflydelse på landets demografi. Krigen medførte store menneskelige tab og en betydelig migration, både internt og eksternt, hvilket skabte udfordringer for befolkningsregistrering og -styring.

Efter krigens afslutning begyndte den iranske regering at ændre sin tilgang til befolkningsvækst. I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne blev der indført programmer for familieplanlægning, som havde til formål at bremse den hurtige befolkningsvækst. Disse programmer var effektive, og fødselsraten begyndte at falde betydeligt. I 1996 var indbyggertallet steget til omkring 60 millioner, men vækstraten var begyndt at stabilisere sig.

Denne periode efter revolutionen viser, hvordan politiske og økonomiske faktorer kan have en dybtgående indvirkning på et lands demografiske udvikling. Fra en periode med hurtig befolkningsvækst til en mere kontrolleret og stabil udvikling, har Iran navigeret gennem komplekse udfordringer for at tilpasse sig både interne og eksterne pres.

Det 21. århundrede

Indledningen af det 21. århundrede markerede en periode med betydelige demografiske forandringer i Iran. I år 2000 havde landet en befolkning på omkring 65 millioner mennesker. Denne periode var præget af en relativt høj fødselsrate, men også af en begyndende nedgang, som følge af ændrede sociale og økonomiske forhold. Den iranske regering implementerede i slutningen af det 20. århundrede en række familieplanlægningsprogrammer, der fortsatte med at påvirke befolkningsvæksten i de efterfølgende årtier.

I løbet af de første to årtier af det 21. århundrede steg Irans indbyggertal støt, og i 2020 nåede det omkring 83 millioner. Denne vækst var dog ikke jævnt fordelt over hele landet. Urbaniseringen accelererede, og flere mennesker flyttede fra landdistrikterne til byerne i jagten på bedre jobmuligheder og levestandard. Denne tendens har ført til en betydelig befolkningstæthed i storbyområderne, mens nogle landdistrikter oplevede en befolkningsnedgang.

Politisk og økonomisk ustabilitet har også spillet en rolle i Irans demografiske udvikling. Internationale sanktioner og økonomiske udfordringer har påvirket levevilkårene, hvilket har haft indflydelse på fødselsraterne. Mange unge iranere har valgt at udskyde ægteskab og børnefødsler på grund af økonomisk usikkerhed, hvilket har bidraget til en lavere befolkningsvækst end tidligere forventet.

Desuden har Iran oplevet en betydelig stigning i uddannelsesniveauet, især blandt kvinder. Dette har ført til en ændring i familiemønstre, hvor kvinder i stigende grad deltager i arbejdsstyrken og vælger at få færre børn. Denne udvikling har været med til at forme landets demografiske profil i det 21. århundrede.

Samlet set har det 21. århundrede været en periode med både vækst og transformation for Irans befolkning. Mens befolkningstallet fortsat stiger, er vækstraten aftaget, og landet står over for nye demografiske udfordringer i fremtiden.

Nyttige links til Iran