Israel indbyggertal (2024)

af | 20. november 2024

Hvor mange mennesker bor der i Israel? Ifølge de seneste officielle tal fra Israels The Central Bureau of Statistics, er indbyggertallet i Israel på 10.003.000 indbyggere (per oktober 2024).

Alt om udviklingen af Israels indbyggertal, med fokus på alt fra Israels tidlige demografiske udvikling til de moderne befolkningsprognoser søger denne artikel at give et dybt indblik i, hvordan Israels befolkningsudvikling ikke blot har formet landets nuværende samfund, men også skaber fundamentet for dets fremtidige udfordringer og muligheder.

Indhold

Kort over Israel

Seneste indbyggertal for Israel (2024)

Ifølge de seneste officielle data fra The Central Bureau of Statistics, Israels officielle statistikbureau, er Israels indbyggertal 10.003.000 personer per oktober 2024. Indbyggertallet repræsenterer landets permanente befolkning, som består af fastboende israelske statsborgere og fastboende uden israelsk statsborgerskab.

Udvikling i befolkningstal i Israel (1950-2024)

År Indbyggertal i Israel 1950-2024
2024 10.002.000 (per september)
2023 9.990.300
2022 9.662.000
2021 9.453.000
2020 9.289.800
2015 8.463.400
2010 7.695.100
2005 6.990.700
2000 6.369.300
1995 5.612.300
1990 4.821.700
1985 4.266.200
1980 3.921.700
1975 3.493.200
1970 3.022.100
1965 2.598.400
1960 2.150.400
1955 1.789.100
1950 1.370.100

Kilde: cbs.gov.il.

Israels demografi

Israels befolkning er bemærkelsesværdig for sin store etniske, religiøse og kulturelle diversitet. Ifølge de seneste data består befolkningen primært af to store grupper: jøder (omkring 74%) og arabere (cirka 21%), mens de resterende 5% består af andre minoritetsgrupper som drusere, kristne ikke-arabere, og ikke-jødiske indvandrere.

Den jødiske befolkning i Israel er yderligere opdelt i forskellige etniske og kulturelle grupper baseret på deres oprindelse. Disse omfatter ashkenaziske jøder, hvis forfædre hovedsageligt kom fra Østeuropa og Centraleuropa, samt sefardiske og mizrahiske jøder, som har oprindelse i henholdsvis Nordafrika, Mellemøsten og Spanien. Disse grupper har bidraget med en rig kulturarv til Israel og medført en mangfoldighed af sprog, traditioner og religiøse praksisser. Disse forskellige baggrunde har ofte påvirket integrationen i det israelske samfund og skabt både sociale udfordringer og kulturel berigelse.

Religiøst er den jødiske befolkning også opdelt i forskellige undergrupper. De fleste israelske jøder identificerer sig som enten sekulære, traditionelle, ortodokse eller ultraortodokse (haredi). Denne religiøse mangfoldighed påvirker mange aspekter af israelsk dagligdag og politik, da forskellige grupper har unikke holdninger til lovgivning, uddannelse, familie og samfundsnormer. De ultraortodokse jøder udgør en voksende del af befolkningen, primært på grund af højere fødselsrater, hvilket har væsentlige konsekvenser for landets fremtidige demografi og samfundsstruktur.

Den arabiske befolkning i Israel består primært af muslimer, men inkluderer også kristne og drusere. Selvom mange israelske arabere identificerer sig stærkt med det palæstinensiske folk, anerkender de samtidig Israel som deres hjemland og deltager i samfundet gennem arbejde, uddannelse og i nogen grad politik. Inden for den arabiske befolkning har druserne en særlig status, idet de har en lang historie med loyalitet mod den israelske stat og aftjener værnepligt i det israelske militær, hvilket adskiller dem fra mange andre arabiske grupper i landet.

Israels øvrige befolkningsgrupper inkluderer en lille, men voksende gruppe af ikke-jødiske indvandrere, herunder asiatiske gæstearbejdere og afrikanske asylansøgere, samt mindre religiøse grupper, som bidrager til landets kulturelle diversitet. Selvom disse grupper udgør en lille del af befolkningen, skaber de unikke udfordringer for integration og tilføjer endnu et lag af kompleksitet til landets demografiske profil.

Denne komplekse befolkningssammensætning i Israel medfører både muligheder og udfordringer. De forskellige etniske og religiøse grupper bidrager til landets kulturelle rigdom, men de sociale forskelle kan også skabe spændinger og udfordringer i forhold til integration, social mobilitet og politisk repræsentation.

Læs mere om Isreals demografi på en.wikipedia.org/Demographics_of_Israel (engelsk).

Geografisk fordeling

Israels befolkning er primært koncentreret i landets mest urbaniserede områder, især langs kysten og i de centrale regioner. De største byområder – Tel Aviv, Jerusalem og Haifa – huser en betydelig del af befolkningen og fungerer som økonomiske, kulturelle og politiske centre. Tel Aviv, med sin moderne infrastruktur og blomstrende økonomi, tiltrækker især unge og erhvervsaktive borgere og har udviklet sig til landets finansielle centrum. Jerusalem, som er landets officielle hovedstad og et religiøst centrum for både jøder, muslimer og kristne, er samtidig kendetegnet ved en stor koncentration af både ultraortodokse jøder og arabere, hvilket gør byen til en smeltedigel af kulturelle og religiøse identiteter.

Landet er opdelt i flere administrative regioner, herunder Nord-, Central- og Sydisrael, samt Vestbredden, som også er hjemsted for en betydelig del af Israels befolkning. Nordisrael har en større koncentration af arabiske samfund og drusiske byer, og området er kendt for sin kulturelle diversitet. Det sydlige Israel, der omfatter Negevørkenen, er derimod tyndt befolket med undtagelse af byen Be’er Sheva og nogle større bosættelser. Regeringen har arbejdet på at fremme bosættelse og udvikling i denne del af landet for at reducere befolkningstætheden i de centrale regioner.

En vigtig del af befolkningens geografiske fordeling udgøres af de israelske bosættelser på Vestbredden, som er hjemsted for omkring 500.000 israelere. Disse bosættelser er spredt ud over Vestbredden og har ofte et religiøst eller ideologisk tilknyttet fællesskab, der ønsker at bevare en forbindelse til det historiske land Israel. Bosættelserne har ført til internationale og politiske spændinger, især i forhold til palæstinenserne, som også bebor området. Bosættelsernes vækst har en betydelig indvirkning på befolkningens fordeling og på den politiske situation i regionen.

Urbaniseringen i Israel fortsætter med at vokse, og dette skaber udfordringer for infrastrukturen i de centrale byområder, som oplever høj befolkningstæthed. De fleste israelere bor i byområder, og denne koncentration fører til øget pres på transportnetværk, boliger og offentlige tjenester. Samtidig betyder denne urbanisering, at mange perifere områder lider under lavere økonomisk vækst og færre jobmuligheder, hvilket kan skabe socioøkonomiske ubalancer mellem regionerne.

Selvom der er en tydelig tendens til, at befolkningen klumper sig sammen i de mest udviklede regioner, arbejder den israelske regering på at fremme økonomisk vækst og bosættelse i de mere perifere områder. Der er oprettet økonomiske incitamenter og infrastrukturprojekter i disse regioner for at tiltrække flere borgere og virksomheder. Dette sker blandt andet for at mindske belastningen på de mest befolkningstætte områder og sikre en mere jævn befolkningsfordeling over hele landet.

Læs mere om Israels geografi og befolkningsfordeling på en.wikipedia.org/Geography_of_Israel (engelsk).


Et view ud over Jerusalem – den største by i Israel.

Demografiske problemstillinger

Israels står overfor en række demografiske udfordringer, der påvirker både det israelske samfund og økonomi. En af de mest fremtrædende faktorer er den hurtige befolkningstilvækst, som er blandt de højeste i den vestlige verden. Fødselsraten i Israel er relativt høj, især blandt den ultraortodokse jødiske befolkning og arabiske samfund, hvilket fører til en gennemsnitlig årlig befolkningsvækst på ca. 2%. Denne hurtige vækst lægger pres på landets ressourcer og skaber udfordringer inden for bolig, sundhedsvæsen, uddannelse og infrastruktur, da staten skal udvide disse sektorer for at kunne imødekomme en stadigt voksende befolkning.

En anden betydelig udfordring er urbaniseringen, hvor en stor del af befolkningen bosætter sig i byområderne i den centrale del af landet, især i Tel Aviv-området. Denne koncentration skaber overbelastning af transportnetværket, øger boligpriserne og belaster de offentlige tjenester. Samtidig bliver perifere områder, såsom Nord- og Sydisrael, mindre udviklede og har færre økonomiske muligheder, hvilket forstærker de socioøkonomiske forskelle mellem regionerne. Regeringen forsøger at afhjælpe denne ubalance ved at fremme udvikling i disse regioner gennem økonomiske incitamenter og infrastrukturprojekter, men resultaterne har været blandede.

Den voksende andel af ultraortodokse jøder udgør en særlig demografisk udfordring, da denne gruppe ofte har en lavere deltagelse på arbejdsmarkedet og er stærkt afhængig af statslige ydelser. Dette kan føre til økonomiske udfordringer, især da den ultraortodokse befolkningsandel forventes at vokse betydeligt i de kommende årtier. Derudover er den ultraortodokse livsstil og uddannelsesstruktur anderledes end resten af samfundet, idet mange ultraortodokse institutioner prioriterer religiøse studier frem for generel uddannelse, hvilket kan begrænse adgangen til arbejdsmarkedet for denne gruppe.

Indvandring har også en markant indflydelse på Israels demografiske udvikling. Landet har siden sin grundlæggelse modtaget store grupper af immigranter, især jøder fra hele verden, som har bidraget til landets kulturelle diversitet og økonomiske vækst. Men integration af nye immigranter kan være udfordrende, især hvis de kommer fra områder med forskellige sprog, uddannelsesniveauer og kulturelle baggrunde. Dette skaber et behov for tilpassede integrationsprogrammer, som kan hjælpe med at integrere nye borgere på arbejdsmarkedet og i det sociale liv.

Udviklingens konsekvenser

Israels demografiske udvikling har betydelige politiske og sociale konsekvenser, som påvirker både indenrigspolitikken og landets internationale relationer. En af de mest markante konsekvenser er indflydelsen fra den voksende ultraortodokse og arabiske befolkning på politiske beslutninger og den sociale sammensætning. Disse grupper udgør hver især en større andel af den samlede befolkning og har forskellige holdninger til mange aspekter af politik, lovgivning og samfundsnormer.

Politisk betyder den ultraortodokse befolkningsvækst, at religiøse partier i stigende grad har indflydelse i Knesset, Israels parlament. Denne indflydelse former lovgivningen inden for områder som ægteskab, uddannelse og offentlige tjenester. Religiøse partier arbejder ofte for at bevare særlige privilegier for deres vælgere, herunder støtte til religiøse institutioner og fritagelse fra militærtjeneste for ultraortodokse mænd. Samtidig vokser modstanden blandt mere sekulære israelere, som ønsker en mere moderne og inkluderende politik, hvilket skaber en skarp skillelinje mellem de forskellige befolkningsgrupper og kan føre til politiske spændinger og polarisering i samfundet.

Den arabiske befolkningsandel har også betydelige politiske konsekvenser. Mange israelske arabere identificerer sig som palæstinensere og har ofte stærke følelser knyttet til konflikten mellem Israel og de palæstinensiske territorier. Deres repræsentation i Knesset og deres deltagelse i den politiske proces har været stigende, men de står fortsat over for udfordringer i forhold til ligestilling og integration. Spørgsmålet om ligebehandling af arabiske israelere er et vigtigt emne, både i forhold til bolig, uddannelse og offentlige investeringer i arabiske områder. De spændinger, der opstår som følge af denne ulighed, kan skabe social ustabilitet og kræver løbende fokus fra den israelske regering.

Udenrigspolitisk har Israels demografi også konsekvenser, især i forhold til spørgsmålet om en tostatsløsning med palæstinenserne. Den fortsatte bosættelsesaktivitet på Vestbredden, som ofte understøttes af både religiøse og nationalistiske bevægelser, gør en fredelig løsning mere kompleks. De israelske bosættelser på Vestbredden vokser, og mange bosættere ser dette område som en del af det bibelske Israel og dermed en uadskillelig del af staten. Dette skaber en situation, hvor demografi og ideologi spiller sammen, hvilket besværliggør fremtidige forhandlinger med palæstinenserne og kan føre til øget spænding i regionen.

Den demografiske udvikling har også en stor indflydelse på Israels velfærds- og uddannelsessystem. Med en hurtigt voksende befolkning og en stigende andel af unge, skal landet investere massivt i uddannelse og sundhed for at sikre, at den kommende generation er i stand til at bidrage til samfundet. Den stigende andel af ultraortodokse og arabiske unge i uddannelsessystemet rejser dog spørgsmål om integration og social mobilitet, da begge grupper traditionelt har haft mindre adgang til arbejdsmarkedet og erhvervsrettet uddannelse. Hvis Israel ikke formår at opnå en højere deltagelse fra disse grupper, kan landet stå over for økonomiske udfordringer og en reduceret konkurrenceevne.

I takt med, at befolkningssammensætningen ændrer sig, er der også en stigende debat om Israels nationale identitet og landets karakter som både en jødisk og demokratisk stat. Balancen mellem disse to aspekter af Israels identitet udfordres af den voksende arabiske og ultraortodokse befolkning, og spørgsmålet om, hvordan Israel skal forene sin jødiske identitet med demokratiske principper, bliver stadig mere presserende. Denne balance er central for landets fremtidige stabilitet og påvirker både interne politiske beslutninger og Israels relationer med internationale partnere.

Global kontekst

Israels demografiske udvikling skiller sig ud i en global kontekst og deler både ligheder og forskelle med andre lande. Med en af de højeste fødselsrater blandt industrialiserede nationer, oplever Israel en vækst, der er ualmindelig for vestlige lande, hvor befolkningerne enten stagnerer eller falder. Den hurtige befolkningstilvækst har givet Israel en ung og dynamisk befolkning sammenlignet med mange vestlige lande, der står over for udfordringer relateret til aldring og faldende arbejdsstyrker. Denne demografiske ungdom giver Israel økonomiske muligheder, men også udfordringer i form af at skulle investere i infrastruktur, sundhedspleje, bolig og uddannelse for en stadigt voksende befolkning.

Sammenlignet med andre udviklede lande er Israel også kendetegnet ved en høj indvandringsrate, da landet fortsat tiltrækker jødiske immigranter fra hele verden. Israel har modtaget immigranter fra over 100 lande, hvilket gør det til et multietnisk samfund med en enestående kulturel mangfoldighed. Denne konstant tilstrømmende indvandring har givet Israel en unik position i forhold til mange andre lande, hvor indvandring ofte mødes med modstand. Israels politik, som giver alle jøder ret til statsborgerskab, adskiller sig væsentligt fra andre indvandringspolitikker og understøtter landets demografiske vækst. Dog skaber den kulturelle diversitet også udfordringer i forhold til integration og social sammenhængskraft, hvilket har paralleller til immigrationstendenser i andre multikulturelle samfund som USA, Canada og Australien.

Når Israel sammenlignes med nabolandene i Mellemøsten, adskiller landet sig markant i både demografisk og økonomisk henseende. Mens mange lande i regionen også har høje fødselsrater, har Israel som et udviklet land en langt mere robust økonomi og en højere levestandard. Samtidig giver landets voksende ultraortodokse og arabiske befolkningsgrupper Israel en unik befolkningssammensætning, som både indeholder elementer af sekulær modernitet og stærke religiøse identiteter. Dette skaber en anderledes dynamik end i mange andre vestlige lande og stiller Israel over for en række interne spændinger, som kræver en fin balance mellem religiøse og sekulære interesser.

Internationale forskere og politiske analytikere ser ofte Israel som et studieeksempel på, hvordan et land håndterer udfordringer vedrørende hurtig befolkningstilvækst, kulturel diversitet og de politiske spændinger, der opstår som følge heraf. Med sin rolle som både en jødisk stat og et demokrati i en region præget af konflikter og ustabilitet står Israel over for unikke udfordringer, der kan sammenlignes med andre lande, der forsøger at balancere mellem identitet, sikkerhed og integration. Denne balancegang skaber interesse fra lande med lignende interne udfordringer, som kan lære af Israels strategier for at skabe sammenhængskraft på tværs af forskelligartede befolkningsgrupper.

Globalt set er Israel også påvirket af internationale trends, herunder klimaforandringer og migration, som i stigende grad påvirker demografi og ressourcefordeling. Klimaforandringer kan føre til øget migration og påvirke vand- og landressourcer, som er kritiske i et land som Israel med begrænsede naturlige ressourcer. Desuden kan regionale konflikter øge presset på landets grænser og skabe yderligere sikkerhedsmæssige udfordringer, som kræver en kombination af humanitære og strategiske tilgange.


Israels tredjestørste by Haifa, beliggende ved Middelhavet.

Prognoser for fremtiden

Israels befolkning forventes at fortsætte med at vokse markant i de kommende årtier, hvilket vil have dybtgående konsekvenser for landets økonomi, sociale strukturer og politik. Ifølge fremskrivninger fra Israels Central Bureau of Statistics kan befolkningstallet potentielt fordobles inden for de næste 30 til 40 år, primært drevet af høj fødselsrate og fortsat indvandring. Denne udvikling vil placere Israel som et af de mest befolkningstætte lande i verden og skabe en række udfordringer i forhold til at opretholde den nuværende livskvalitet og sociale stabilitet.

En vigtig faktor i befolkningsprognoserne er fødselsraten, der især er høj blandt den ultraortodokse jødiske og arabiske befolkning. Den ultraortodokse befolkningsandel forventes at vokse betydeligt i løbet af de næste årtier og kan, ifølge nogle fremskrivninger, udgøre op mod en tredjedel af den jødiske befolkning inden 2050. Denne udvikling kan få omfattende økonomiske konsekvenser, da ultraortodokse samfund generelt har lavere erhvervsfrekvens og i højere grad er afhængige af velfærdsydelser. Hvis denne trend fortsætter, kan det øge presset på Israels økonomi og arbejdsmarked, hvilket kan kræve politiske reformer for at sikre, at den voksende befolkning kan opretholde et bæredygtigt samfund.

Indvandring vil også fortsat være en vigtig drivkraft for befolkningstilvæksten. Israel har gennem sin historie modtaget store grupper af jødiske immigranter fra hele verden, og denne trend forventes at fortsætte, om end i lavere takt. Mens indvandring kan tilføre arbejdsstyrken kvalificeret arbejdskraft og bidrage til økonomisk vækst, stiller det samtidig krav til samfundet i forhold til integration og boligkapacitet, især i de allerede tætbefolkede byområder. Israel vil sandsynligvis fortsætte sine bestræbelser på at tiltrække jødiske immigranter gennem programmer, der tilbyder økonomisk støtte og hjælp til nyankomne, men der kan blive behov for yderligere tiltag for at sikre succesfuld integration.

Befolkningsprognoserne viser også en stigende andel af ældre i befolkningen. Selvom Israel stadig har en relativt ung befolkning, vil andelen af personer over 65 år stige markant i takt med, at levealderen øges og fødselsraterne potentielt flader ud i visse segmenter af befolkningen. Dette vil skabe øget efterspørgsel efter sundhedstjenester, pleje og pensioner, hvilket kan lægge pres på det offentlige budget. Med en aldrende befolkning og en høj fødselsrate blandt bestemte grupper vil Israel skulle finde balancen mellem at støtte ældre og samtidig opretholde en velfungerende økonomi.

De geografiske implikationer af den forventede befolkningstilvækst er også betydelige. Efterhånden som byområderne i den centrale del af landet når deres kapacitetsgrænser, vil der være behov for at udvide bosættelserne i perifere områder, såsom Negev-ørkenen og Galilæa-regionen. Dette kræver store investeringer i infrastruktur, transport og offentlige tjenester for at sikre, at disse områder kan tiltrække og understøtte nye indbyggere. Samtidig vil de politiske spørgsmål omkring bosættelserne på Vestbredden fortsætte med at spille en rolle i befolkningsprognoserne, da tilstrømningen til disse områder er en væsentlig faktor i landets demografiske udvikling.

Samlet set peger befolkningsprognoserne på, at Israel står over for betydelige udfordringer og muligheder i forhold til sin demografiske fremtid. En voksende, men også mere kompleks befolkningssammensætning kræver langsigtede strategier for økonomisk udvikling, social sammenhængskraft og bæredygtig infrastrukturudvikling. Det vil være afgørende for Israel at tilpasse sin politik og økonomi for at kunne imødekomme de kommende ændringer i befolkningsstrukturen og sikre, at væksten kommer hele samfundet til gode.

Læs mere om fremtidsprognoser for Israels befolkningstal på taubcenter.org.il/population-projections-for-israel-2017-2040/ (engelsk).

Historisk udvikling af Israels befolkningstal

Befolkningen i området før det moderne Israel

Før oprettelsen af den moderne stat Israel i 1948 var området kendt som Palæstina og havde gennem århundreder været hjemsted for en blandet befolkning af forskellige etniske og religiøse grupper. Området, der i dag udgør Israel og de palæstinensiske territorier, var en del af Osmannerriget indtil slutningen af Første Verdenskrig, hvorefter det kom under britisk kontrol som mandatområde. Det osmanniske Palæstina var primært beboet af arabiske muslimer, som udgjorde flertallet af befolkningen, men også arabiske kristne, jødiske samfund og drusere boede i området. Hvert samfund havde sine egne kulturelle og religiøse skikke og levede ofte i separate landsbyer og bydele, hvilket skabte en mangfoldig, men opdelt demografisk struktur.

Det jødiske nærvær i området havde dybe historiske rødder og strakte sig tusindvis af år tilbage. Selvom mange jøder var blevet fordrevet fra området i løbet af forskellige historiske perioder, levede der stadig små jødiske samfund i byer som Jerusalem, Hebron, Safed og Tiberias. Disse jødiske grupper, kaldet den gamle Yishuv, var ofte religiøst orienterede og spillede en vigtig rolle i den jødiske befolkningshistorie i regionen.

Mod slutningen af det 19. århundrede begyndte en ny bølge af jødiske indvandrere at ankomme til Palæstina hovedsageligt fra Østeuropa og Rusland. De var drevet af den zionistiske bevægelse, der opstod som modsvar på den stigende antisemitisme i Europa og som drømte om en national jødisk hjemstat. Denne nye indvandring, kendt som de første Aliyah-bølger, markerede begyndelsen på en ændring i befolkningens sammensætning og satte skub i de demografiske ændringer i regionen.

Under britisk kontrol i 1920’erne og 1930’erne fortsatte tilstrømningen af jødiske indvandrere, hvilket medførte spændinger og konflikter med de arabiske indbyggere, der frygtede for deres rettigheder og levebrød. Denne tilstrømning og de demografiske ændringer, der fulgte med, lagde grundlaget for mange af de udfordringer, som opstod i området frem mod Israels oprettelse. Den voksende jødiske tilstedeværelse og de britiske myndigheders forsøg på at styre disse spændinger skabte en kompleks politisk og social dynamik, som var præget af modsatrettede nationale aspirationer hos både de jødiske og arabiske samfund.


Det Døde Hav i Israel.

Befolkningens udvikling op til Israels oprettelse (1940’erne)

I 1940’erne, under og efter Anden Verdenskrig, ændrede befolkningens udvikling i det britisk kontrollerede Palæstina sig markant som følge af flere faktorer, der bidrog til øgede spændinger og et mere komplekst demografisk billede. Krigen i Europa og de omfattende jødeforfølgelser, der kulminerede i Holocaust, skabte en enorm jødisk flygtningekrise, som førte til en intensivering af jødisk immigration til Palæstina. For mange europæiske jøder var området blevet et sidste håb om overlevelse og et sted, hvor de kunne opbygge et nationalt hjem. Som følge heraf steg befolkningstallet blandt jøder i Palæstina betydeligt gennem organiserede migrationsbølger og illegale immigrationer, der blev støttet af zionistiske organisationer.

De britiske myndigheder forsøgte at kontrollere denne immigration gennem restriktioner, herunder “White Paper” (på dansk “Hvidbogen fra 1939“), der begrænsede antallet af jøder, der kunne immigrere til Palæstina. Trods disse restriktioner fortsatte mange jøder med at ankomme illegalt, hjulpet af undergrundsnetværk og zionistiske grupper, som arbejdede målrettet på at omgå de britiske indrejsebegrænsninger. Den ulovlige immigration førte til skarpe modsætninger mellem de britiske myndigheder og det jødiske samfund, der opfattede restriktionerne som en hindring for overlevelse og nationale ambitioner.

Den stigende jødiske befolkning og de skærpede britiske immigrationsrestriktioner skabte en eskalerende konflikt mellem det jødiske og arabiske samfund i Palæstina. De arabiske indbyggere, som havde oplevet en relativ stabil demografisk position tidligere, blev nu bekymrede for, at den voksende jødiske befolkning ville true deres landbesiddelser og rettigheder. Det arabiske samfund modsatte sig kraftigt den stigende jødiske tilstedeværelse og immigrationsaktivitet, og der opstod en række konflikter og oprør, hvor det mest markante var det arabiske oprør fra 1936 til 1939. Disse oprør blev delvist drevet af bekymringer over britisk politik og jødisk immigration og resulterede i flere voldelige sammenstød og øgede spændinger i hele regionen.

Efter Anden Verdenskrig blev det internationale samfund dog i højere grad opmærksom på jødernes situation og støttede i stigende grad deres krav om en jødisk stat. FN tog sagen op, og i 1947 vedtog FN’s generalforsamling en plan om at dele Palæstina i to separate stater – en jødisk og en arabisk – mens Jerusalem skulle være under international kontrol. Denne beslutning blev modtaget med glæde af det jødiske samfund, som havde kæmpet for en national hjemstat, mens den blev afvist af det arabiske samfund, som så planen som en trussel mod deres selvbestemmelse.

Inden statens oprettelse i maj 1948 havde disse demografiske og politiske forandringer skabt en intens situation i Palæstina. Den jødiske befolkning var steget markant og udgjorde omkring en tredjedel af den samlede befolkning, en betydelig stigning i forhold til de tidlige 1900’ere. Samtidig var der opstået dybe skillelinjer og fjendskab mellem jøder og arabere, hvilket gjorde det umuligt at forene de to befolkningsgrupper under en fælles administration. Dette skabte grundlaget for konflikten, der eskalerede yderligere efter oprettelsen af staten Israel og medførte en langvarig og kompleks konflikt mellem jøder og arabere i regionen.

Læs mere om det palæstinensiske spørgsmål på un.org/history (engelsk).

Befolkningens vækst i de første år (1948-1960’erne)

Efter oprettelsen af staten Israel i 1948 oplevede landet en eksplosiv befolkningsvækst, der i høj grad blev drevet af store bølger af jødisk immigration. Israels første premierminister, David Ben-Gurion, opfordrede alle verdens jøder til at immigrere til Israel og være en del af opbygningen af den nye stat. Ved grundlæggelsen havde Israel en befolkning på omkring 806.000 mennesker, men allerede inden for de første tre år steg befolkningstallet til over 1,6 millioner.

Den første store immigrationsbølge bestod af Holocaust-overlevere fra Europa og jøder fra arabiske lande, som var blevet udsat for stigende antisemitisme og vold efter oprettelsen af Israel. Jøder fra lande som Irak, Yemen, Marokko, Egypten og Libyen flygtede til Israel i stort antal på grund af frygt for forfølgelse og usikkerhed i deres hjemlande. Denne immigration blev organiseret og understøttet af den israelske regering og forskellige zionistiske organisationer, der etablerede luft- og søbroer for at hjælpe de nye immigranter med at nå frem til Israel. Operationer som “Operation Magic Carpet” i 1949-1950 bragte omkring 50.000 yemenitiske jøder til Israel, mens “Operation Ezra og Nehemia” transporterede omkring 120.000 irakiske jøder til landet.

Den hurtige befolkningstilvækst skabte enorme udfordringer for den unge stat, der måtte udvide sin infrastruktur og skabe boliger, arbejde og sociale ydelser til de mange nyankomne. Israel oprettede såkaldte “ma’abarot” – midlertidige flygtningelejre – for at huse de mange immigranter, som endnu ikke havde fundet permanent bolig. Disse lejre, der ofte bestod af enkle teltlejre og barakbyer, var en nødvendig, men midlertidig løsning på den overvældende tilstrømning af immigranter. I 1952 boede omkring 250.000 mennesker i disse lejre. Levevilkårene i ma’abarot var vanskelige, og de nytilkomne oplevede ofte udfordringer med integration og sprogbarrierer, da de kom fra forskellige kulturelle baggrunde og talte forskellige sprog.

Den israelske regering indførte en aktiv befolkningspolitik for at fremme væksten og integrationen af de nye borgere. Denne politik indebar både økonomiske incitamenter for immigration og investeringer i landets infrastruktur, herunder oprettelse af nye byer, landsbyer og landbrugsområder. Mange af de nyankomne blev placeret i nyoprettede bosættelser og udviklingsbyer i periferien af landet, især i ørkenområder som Negev og Galilæa, for at sikre en bred geografisk spredning af befolkningen og forhindre overbefolkning i de større byområder. Disse udviklingsbyer kom til at spille en central rolle i opbygningen af det moderne Israel og blev med tiden integreret i landets økonomi og samfund.

Befolkningens sammensætning ændrede sig markant i denne periode, da Israel blev et hjem for jøder fra hele verden. De mange forskellige kulturer og traditioner, som immigranterne medbragte, førte til en rig kulturel diversitet, men skabte også sociale udfordringer. Integration af immigranter fra så forskellige baggrunde krævede en betydelig indsats fra regeringen, der iværksatte uddannelsesprogrammer og hebraiskundervisning for at lette overgangen til det israelske samfund. Samtidig opstod der spændinger mellem de forskellige grupper, herunder mellem ashkenaziske jøder fra Europa og sefardiske og mizrahiske jøder fra Mellemøsten og Nordafrika, som ofte havde forskellige opfattelser af identitet og livsstil.

Denne periode i Israels historie var kendetegnet ved en bemærkelsesværdig demografisk vækst og en mangfoldighed, der blev grundstenen for landets kulturelle og sociale struktur. Ved udgangen af 1960’erne nåede Israels indbyggertal næsten op på 2,8 millioner. Selvom udfordringerne ved den hurtige befolkningstilvækst var store, formåede Israel at omdanne immigrationsstrømmen til en vital del af landets udvikling og nationale identitet.


Det moderne Israel – her i Tel Aviv.

De store immigrationsbølger fra 1970’erne til 1990’erne

I 1970’erne til 1990’erne oplevede Israel nye store immigrationsbølger, som markant påvirkede landets demografi, økonomi og kulturelle landskab. Disse årtier var præget af nogle af de mest omfattende immigrationer siden statens oprettelse, med særligt store grupper af jødiske immigranter fra Sovjetunionen og Etiopien, som bragte nye udfordringer og muligheder for Israel. Disse immigrationsbølger blev drivkraften bag befolkningsvækst og skabte samtidig en endnu mere mangfoldig befolkningssammensætning.

I 1970’erne begyndte en betydelig immigration fra Sovjetunionen. Trods Sovjetunionens restriktive politik, der begrænsede jøders mulighed for at forlade landet, blev visse jøder tilladt at emigrere. Op mod 150.000 sovjetiske jøder kom til Israel i denne periode, og de bragte med sig en høj grad af uddannelse og færdigheder, der havde stor betydning for Israels økonomi. De nyankomne havde ofte baggrund som ingeniører, læger og videnskabsfolk, og deres ankomst førte til en betydelig vækst i den israelske teknologisektor og forskningsmiljøer. På trods af deres kvalifikationer stod mange sovjetiske immigranter over for integrationsudfordringer, da deres kvalifikationer ikke altid blev anerkendt i Israel.

I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne oplevede Israel en endnu større bølge af sovjetiske immigranter, da Sovjetunionen opløstes, og restriktionerne på emigration blev ophævet. I løbet af få år ankom over 1 million sovjetiske jøder til Israel – en massiv demografisk ændring, som fik landets indbyggertal til at stige fra omkring 4,8 millioner i 1989 til næsten 6 millioner i midten af 1990’erne. Dette skabte både udfordringer og muligheder. På den ene side havde Israel brug for at udvide sin infrastruktur, bolig og offentlige tjenester betydeligt for at imødekomme de mange nyankomne. På den anden side blev den højt kvalificerede sovjetiske befolkning hurtigt integreret i Israels arbejdsmarked og bidrog til at styrke landets økonomi og forskning, særligt inden for teknologisektoren og ingeniørfagene.

Immigrationsbølgerne omfattede også etiopiske jøder, som kom til Israel i flere faser under operationer som “Operation Moses” i 1984 og “Operation Salomon” i 1991. Disse operationer bragte over 40.000 etiopiske jøder til Israel, og deres immigration var historisk og symbolsk vigtig, da de blev betragtet som en del af den jødiske diaspora, som blev “hjembragt” til Israel. For de etiopiske jøder var tilpasningen dog ofte udfordrende, da de kom fra landdistrikter og havde en helt anden kulturel og økonomisk baggrund end andre jødiske immigranter. Manglen på formel uddannelse og den markante kulturelle forskel gjorde, at mange etiopiske immigranter havde svært ved at integrere sig i det israelske arbejdsmarked og det moderne, urbane samfund. Det israelske samfund har siden kæmpet med at finde løsninger på de integrationsudfordringer, som de etiopiske immigranter og deres efterkommere oplever.

De store immigrationsbølger i 1970’erne til 1990’erne forandrede Israels demografi og økonomi markant. Ved slutningen af 1990’erne nåede Israels befolkning omkring 6 millioner, en fordobling i forhold til 1960’erne. Disse bølger styrkede Israels økonomiske kapacitet, da de tilførte landet arbejdskraft og kvalifikationer, især fra de sovjetiske immigranter, som havde høje uddannelsesniveauer og tekniske færdigheder. De bragte også nye kulturer og traditioner til Israel, som har beriget det israelske samfund, men som også har skabt udfordringer med integration og social sammenhængskraft.

Israels evne til at håndtere denne massive tilstrømning af immigranter på kort tid blev en test af landets integrations- og udviklingskapacitet. De statslige myndigheder iværksatte omfattende programmer for at hjælpe de nyankomne med bolig, sprogundervisning og arbejdsmarkedsintegration. Ikke desto mindre har arven fra disse immigrationsbølger efterladt både styrker og udfordringer, som stadig kan ses i det israelske samfund i dag.

Befolkningsvæksten i moderne tid (2000’erne og frem)

Siden begyndelsen af 2000’erne har Israel oplevet en vedvarende befolkningstilvækst, der fortsat former landets demografi og skaber både udfordringer og muligheder. Denne vækst skyldes i høj grad en kombination af høj fødselsrate og en fortsat, om end lavere, strøm af immigranter. Fra år 2000 til 2023 steg Israels befolkningstal fra cirka 6 millioner til omkring 9,7 millioner, hvilket gør landet til en af de hurtigst voksende befolkninger i den udviklede verden. Denne vækst påvirker både landets økonomi, infrastruktur og sociale strukturer og stiller krav til effektiv langsigtet planlægning.

En central faktor i befolkningstilvæksten er Israels høje fødselsrate, som er bemærkelsesværdig i forhold til mange andre vestlige lande. Fødselsraten blandt den generelle befolkning er omkring 3 børn pr. kvinde – den højeste blandt industrialiserede nationer. Denne rate er særligt høj blandt ultraortodokse jøder, som udgør omkring 13% af befolkningen, men forventes at stige til omkring en tredjedel af den jødiske befolkning inden 2050. Ultraortodokse samfund har gennemsnitligt 6-7 børn pr. kvinde, hvilket bidrager til en betydelig andel af landets demografiske vækst. Denne udvikling har langsigtede konsekvenser for arbejdsmarkedet og velfærdssystemet, da ultraortodokse ofte har lavere erhvervsdeltagelse og i højere grad er afhængige af statslige ydelser.

Den arabiske befolkning i Israel, som udgør cirka 21% af den samlede befolkning, har også en højere fødselsrate end gennemsnittet. Selvom fødselsraten blandt arabiske israelere har været faldende over de seneste årtier, bidrager de stadig til befolkningstilvæksten. Denne befolkningsgruppe har sin egen unikke sociale og kulturelle dynamik og står også over for udfordringer med integration og økonomisk ulighed i forhold til den øvrige befolkning. Uligheder i uddannelse og beskæftigelse har skabt socioøkonomiske kløfter, som regeringen forsøger at adressere gennem forskellige støtteprogrammer.

Indvandring spiller også fortsat en rolle i befolkningstilvæksten, selvom antallet af immigranter er lavere end i de store bølger i midten af det 20. århundrede. Immigranter, særligt fra lande som Rusland, Ukraine, Frankrig og USA, fortsætter med at søge til Israel, ofte drevet af antisemitisme i deres hjemlande og muligheden for at etablere sig i en jødisk stat. En betydelig immigrationsbølge skete i begyndelsen af 2020’erne som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine, som førte til ankomsten af titusinder af nye immigranter til Israel. Immigrationerne bidrager til befolkningens diversitet og understøtter økonomien, men skaber også behov for integrationsprogrammer og boligkapacitet i de allerede tætbefolkede byområder.

Israels officielle turistside: goisrael.com
Rejsevejledning til Israel: rejsevejledningen.dk/rejsevejledning-israel
Rejseråd: Er det sikkert at rejse til Israel?