Serbien indbyggertal (2025)

Hvor mange mennesker bor der i Serbien? Den 1. januar 2025 var indbyggertallet i Serbien på 6.714.098 indbyggere (ifølge officielle estimater fra FN).

Serbien, beliggende på Balkanhalvøen i det sydøstlige Europa, er et land med en rig historie og en dynamisk demografisk udvikling. Landet har gennemgået betydelige forandringer i løbet af de seneste årtier, både politisk og økonomisk, hvilket har haft en direkte indflydelse på dets befolkningsstruktur.

For at forstå Serbiens nuværende situation og fremtidige udsigter er det vigtigt at se nærmere på de seneste indbyggertal, den demografiske sammensætning og de største byer, der spiller en central rolle i nationens liv. Samtidig giver en analyse af historiske tendenser og fremtidige prognoser et dybere indblik i, hvordan Serbiens befolkning kan udvikle sig i de kommende år.

Kort over Serbien

NB: Alle tal og statistikker i denne artikel er baseret på officielle data fra FN. Du finder den komplette database her: population.un.org.

Om Serbien

• Seneste indbyggertal for Serbien (2025)
• Serbiens demografi
• De største byer i Serbien (per indbyggertal)
• Fremtidige prognoser for Serbien
• Serbiens historiske befolkningsudvikling
• Nyttige links til Serbien

Seneste indbyggertal for Serbien (2025)

Den 1. januar 2025 blev Serbiens indbyggertal estimeret til 6.714.098 personer ifølge FN’s officielle tal. Dette tal markerer en fortsat nedadgående tendens, der har præget Serbien siden begyndelsen af 1990’erne. Serbiens befolkningstal nåede sit højdepunkt i 1985 med 7.879.265 indbyggere, men siden da har landet oplevet en gradvis tilbagegang.

I 1990 var indbyggertallet stadig tæt på det historiske højdepunkt med 7.879.027 personer, men de følgende årtier har været præget af en vedvarende nedgang. I løbet af 1990’erne faldt befolkningen til 7.830.510 i 1995, hvilket kan tilskrives en kombination af økonomiske udfordringer og politiske omvæltninger, der påvirkede regionen. Ved årtusindskiftet var tallet yderligere reduceret til 7.715.867, hvilket indikerer en fortsat udfordring med at fastholde befolkningens størrelse.

I de efterfølgende årtier har Serbien oplevet en markant befolkningsreduktion. Fra 2000 til 2010 faldt indbyggertallet med omkring 300.000 personer, og denne tendens fortsatte med en endnu større nedgang fra 2010 til 2020, hvor befolkningen blev reduceret med yderligere 471.684 personer. Denne periode var præget af en kombination af lave fødselstal, høj udvandring og en aldrende befolkning, hvilket har bidraget til den negative befolkningsvækst.

Fra 2020 til 2025 er nedgangen fortsat, omend i et lidt langsommere tempo. I 2020 var indbyggertallet 6.939.123, og det faldt til 6.714.098 i 2025. Dette svarer til et fald på omkring 3,2% over fem år. Den vedvarende nedgang i befolkningstallet understreger de demografiske udfordringer, Serbien står overfor, herunder behovet for at håndtere en aldrende befolkning og styrke økonomiske og sociale strukturer for at modvirke yderligere befolkningsfald.

Udvikling i befolkningstal i Serbien (1950–2025)

År	Indbyggertal i Serbien
2025	6.714.098
2024	6.758.334
2023	6.788.068
2022	6.794.359
2021	6.876.501
2020	6.939.123
2015	7.202.497
2010	7.410.807
2005	7.552.787
2000	7.715.867
1995	7.830.510
1990	7.879.027
1985	7.879.265
1980	7.777.795
1975	7.547.204
1970	7.298.786
1965	6.999.866
1960	6.668.644
1955	6.307.345
1950	5.980.465

Kilde: FN’s World Population Prospects 2024 – Compact

Serbiens demografi

Aldersfordeling

Serbiens aldersfordeling er en væsentlig faktor i forståelsen af landets demografiske profil. Ifølge de seneste statistikker er Serbien præget af en aldrende befolkning, hvilket er en tendens, der ses i mange europæiske lande. En betydelig del af befolkningen er over 65 år, hvilket udgør omkring 20% af den samlede befolkning. Denne aldersgruppe er vokset støt over de seneste årtier som følge af forbedret sundhedspleje og en stigning i levealderen.

Den arbejdsdygtige befolkning, defineret som personer mellem 15 og 64 år, udgør omkring 65% af den samlede befolkning. Dette segment er afgørende for landets økonomiske stabilitet og vækst, men det er også under pres på grund af en lav fødselsrate og emigration af unge voksne, der søger bedre jobmuligheder i udlandet. Disse faktorer bidrager til en reduceret tilvækst i den yngre del af befolkningen.

Børn og unge under 15 år udgør cirka 15% af befolkningen. Denne relativt lave procentdel af unge indikerer en udfordring for fremtidig befolkningstilvækst og kan føre til en yderligere aldring af befolkningen, hvis ikke fødselsraten stiger. Den nuværende aldersfordeling har betydelige implikationer for Serbiens sociale systemer, herunder pensioner og sundhedspleje, som skal tilpasses for at imødekomme behovene hos en aldrende befolkning. Samtidig er der behov for strategier, der kan tiltrække og fastholde unge mennesker i landet for at sikre en bæredygtig demografisk udvikling.

Etniske grupper

Serbien er et land med en rig mosaik af etniske grupper, hvilket afspejler dets komplekse historie og geografiske placering på Balkan. Den største etniske gruppe i Serbien er serberne, som udgør omkring 83% af befolkningen. Denne dominerende gruppe har en betydelig indflydelse på landets kultur, sprog og politik.

Derudover findes der flere betydelige minoritetsgrupper, som bidrager til landets kulturelle diversitet. Blandt disse er ungarerne, der primært er bosat i Vojvodina-regionen i det nordlige Serbien, og udgør cirka 3,5% af befolkningen. Romaerne, som er en af de mest marginaliserede grupper i Europa, udgør omkring 2% af Serbiens befolkning. Deres tilstedeværelse er især markant i byområder og visse landdistrikter.

Bosniakkerne, som hovedsageligt bor i regionen Sandžak, udgør omkring 2% af befolkningen. Derudover er der kroater, slovakker, rumænere, albanere og bulgarere, som hver især bidrager med deres unikke kulturelle og historiske arv. Disse grupper har ofte deres egne skoler, kulturelle institutioner og religiøse organisationer, hvilket hjælper med at bevare deres identiteter.

Den etniske sammensætning påvirker Serbiens sociale og politiske landskab betydeligt. Etniske spændinger har historisk set været en udfordring, men der er også en voksende anerkendelse af vigtigheden af at fremme interkulturel dialog og integration. Regeringen har iværksat forskellige initiativer for at sikre minoriteters rettigheder og fremme en harmonisk sameksistens. Dette komplekse etniske landskab gør Serbien til et fascinerende eksempel på, hvordan forskellige kulturer kan sameksistere og berige et lands nationale identitet.

Sprog og religion

Serbien er kendetegnet ved en rig kulturel og etnisk mangfoldighed, hvilket afspejles i landets sprog og religiøse landskab. Det officielle sprog i Serbien er serbisk, som anvendes af størstedelen af befolkningen. Serbisk er et sydslavisk sprog og benytter både det kyrilliske og det latinske alfabet, hvilket er en unik egenskab, der fremhæver landets historiske og kulturelle forbindelser til både østlige og vestlige traditioner.

Udover serbisk tales der også flere minoritetssprog, som afspejler landets etniske sammensætning. Blandt disse er ungarsk, bosnisk, romani, kroatisk og albansk, der tales af forskellige etniske grupper, især i regioner som Vojvodina, hvor der er en betydelig ungarsk minoritet. Denne sproglige diversitet understøtter Serbiens status som et multietnisk samfund og har betydning for landets kulturelle dynamik og sociale interaktioner.

Religiøst set domineres Serbien af den serbisk-ortodokse kirke, som er den største religiøse institution og en central del af den nationale identitet. Omkring 85% af befolkningen identificerer sig som ortodokse kristne. Islam er den næststørste religion, primært praktiseret af bosniakker og albanere, især i regionerne Sandžak og Preševo-dalen. Derudover findes der mindre grupper af katolikker og protestanter, som hovedsageligt består af kroater og ungarske minoriteter.

Denne religiøse sammensætning har historisk set haft en betydelig indflydelse på landets sociale og politiske strukturer. Den ortodokse kirke spiller en vigtig rolle i nationale ceremonier og har en stærk indflydelse på kulturelle normer og værdier. Samtidig har den religiøse diversitet også været en kilde til både berigelse og udfordringer, især i perioder med politisk ustabilitet, hvor religiøse og etniske forskelle har været udnyttet til at skabe splid.

Sprog og religion i Serbien er således ikke blot kommunikationsmidler eller trosretninger, men fundamentale elementer, der former landets identitet og samfundsstruktur. De bidrager til en kompleks, men fascinerende mosaik, der definerer Serbiens demografiske landskab.

Urbanisering

Urbaniseringen i Serbien er en markant tendens, der har præget landets demografiske udvikling gennem de seneste årtier. Med en urbaniseringsgrad, der i 2025 forventes at nå omkring 60%, ser vi en stigende koncentration af befolkningen i byområderne. Denne bevægelse fra land til by er drevet af søgen efter bedre jobmuligheder, uddannelsesfaciliteter og en højere levestandard, som ofte er mere tilgængelige i de større byer.

Beograd, som er hovedstaden og den største by, tiltrækker en betydelig del af denne migration. Byen fungerer som et økonomisk og kulturelt centrum, hvilket gør den til et attraktivt mål for mange serbere, der søger at forbedre deres livskvalitet. Denne koncentration af befolkningen i urbane områder har betydelige konsekvenser for landets demografi. Det fører til en aldrende befolkning i de mere landlige regioner, hvor yngre generationer ofte flytter væk, mens de ældre bliver tilbage.

Urbaniseringen påvirker også boligmarkedet, infrastruktur og offentlige tjenester, som skal tilpasses en stigende befolkningstæthed i byerne. Derudover kan denne demografiske ændring medføre udfordringer som overbelastning af byens ressourcer og en stigende efterspørgsel efter boliger, hvilket kan føre til højere leveomkostninger.

Samtidig medfører urbaniseringen også positive aspekter, såsom øget økonomisk vækst og innovation, da byer ofte fungerer som knudepunkter for handel og industri. For Serbien er det derfor afgørende at balancere denne udvikling ved at investere i både by- og landområder for at sikre en bæredygtig fremtidig befolkningssammensætning.

Fødsels- og dødsrater

Serbiens demografiske landskab er præget af en række udfordringer, hvor fødsels- og dødsrater spiller en central rolle. I de seneste år har landet oplevet en vedvarende lav fødselsrate, der ligger omkring 9 fødsler pr. 1.000 indbyggere. Denne lave fødselsrate er en del af en bredere tendens i mange europæiske lande, hvor socioøkonomiske faktorer som urbanisering, kvinders øgede deltagelse på arbejdsmarkedet og udsættelse af ægteskab og børnefødsler bidrager til færre fødsler.

Samtidig har Serbien en relativt høj dødsrate, der ligger på omkring 14 dødsfald pr. 1.000 indbyggere. Denne høje dødsrate kan tilskrives en aldrende befolkning, hvor en betydelig del af befolkningen er over 65 år, samt sundhedsudfordringer som hjerte-kar-sygdomme og kræft, der er fremtrædende dødsårsager i landet.

Kombinationen af lav fødselsrate og høj dødsrate resulterer i en negativ naturlig befolkningstilvækst. Dette betyder, at uden indvandring vil Serbiens samlede indbyggertal sandsynligvis fortsætte med at falde. Denne demografiske udvikling har betydelige konsekvenser for landets økonomi og sociale systemer, da en mindre arbejdsstyrke skal understøtte en voksende ældre befolkning. Det skaber pres på pensionssystemet og sundhedssektoren, og det stiller krav til politiske tiltag, der kan adressere disse udfordringer, såsom at fremme en mere familievenlig politik eller tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

Læs mere:
Demographics of Serbia
Population – Statistical Office of the Republic of Serbia

Befolkningspyramiden for Serbien er baseret på FN’s World Population Prospects 2024 – Population by Five-year Age Groups.

De største byer i Serbien (per indbyggertal)

1. Beograd: 1.412.952 indbyggere

Beograd, som pr. 1. januar 2025 havde et indbyggertal på 1.412.952, er ikke blot Serbiens største by, men også landets pulserende hjerte. Byen er kendetegnet ved sin unikke blanding af historisk arv og moderne udvikling, hvilket gør den til et kulturelt og økonomisk centrum. Beograd skiller sig ud fra andre serbiske byer ved sin dynamiske vækst og kosmopolitiske atmosfære, der tiltrækker både nationale og internationale migranter.

Økonomisk set fungerer Beograd som en motor for Serbiens udvikling, idet den huser en betydelig del af landets industri, handel og finansielle institutioner. Byens infrastruktur er veludviklet med omfattende transportnetværk, der forbinder den med resten af Europa, hvilket styrker dens position som en vigtig hub for handel og turisme.

Kulturelt er Beograd en smeltedigel, hvor tradition møder innovation. Byens rige historie afspejles i dens arkitektur, museer og festivaler, som tiltrækker besøgende fra nær og fjern. Samtidig er den kendt for sit livlige natteliv og kreative scener, der gør den til en attraktiv destination for unge og kreative sjæle. Beograd spiller en central rolle i Serbiens identitet og fungerer som en bro mellem øst og vest, hvilket adskiller den markant fra andre store byer i landet.

Serbiens hovedstad Beograd – set fra vandsiden.

Fremtidige prognoser for Serbien

Serbiens befolkningsudvikling står over for betydelige udfordringer i de kommende årtier. Ifølge fremskrivninger fra FN forventes landets indbyggertal at falde til omkring 6,3 millioner i 2030. Dette repræsenterer en reduktion på cirka 6,1% fra 2025. Denne nedgang er primært drevet af en aldrende befolkning og lave fødselsrater, som er karakteristiske for mange europæiske lande.

Når vi ser længere frem mod 2050, forudses befolkningen at falde yderligere til omkring 5,5 millioner. Dette svarer til et fald på omkring 18% fra 2025. En sådan udvikling kan have betydelige konsekvenser for landets økonomi og sociale strukturer, da en mindre arbejdsstyrke skal understøtte en større andel af ældre borgere.

I anden halvdel af det 21. århundrede fortsætter denne tendens, og befolkningen forventes at nå ned på omkring 4,3 millioner i 2100. Dette markerer en dramatisk reduktion på næsten 36% sammenlignet med 2025. En så markant nedgang i indbyggertal kan føre til udfordringer med at opretholde økonomisk vækst og velfærdssystemer, medmindre der sker betydelige ændringer i fødselsrater eller migrationsmønstre.

Disse demografiske ændringer kræver strategisk planlægning og tilpasning fra Serbiens side. Landet kan blive nødt til at overveje politikker, der fremmer fødselsrater, tiltrækker indvandring eller forbedrer arbejdsmarkedets effektivitet for at afbøde de potentielle negative konsekvenser af en faldende befolkning.

Serbiens historiske befolkningsudvikling

Tidlig befolkningshistorie og middelalder

Serbiens tidlige befolkningshistorie er præget af en række kulturelle og politiske skift, der har haft en betydelig indflydelse på landets demografiske udvikling. I antikken var området beboet af forskellige illyriske og thrakiske stammer, som senere blev påvirket af romersk erobring. Romerne etablerede provinser som Moesia og Dacia, hvilket førte til en øget urbanisering og en diversificering af befolkningen. Selvom præcise indbyggertal fra denne periode er svære at fastslå, menes det, at den romerske tilstedeværelse førte til en befolkningstilvækst i de nyetablerede bycentre.

I middelalderen blev Serbien en del af Det Byzantinske Rige, hvilket yderligere påvirkede den demografiske sammensætning. Den slaviske indvandring i det 6. og 7. århundrede markerede begyndelsen på en ny æra, hvor slaviske stammer bosatte sig i regionen og gradvist assimilerede med den lokale befolkning. Dette førte til en kulturel og sproglig transformation, der lagde fundamentet for den serbiske identitet.

I det 12. århundrede opstod det serbiske kongerige under Nemanjić-dynastiet, hvilket markerede en periode med politisk stabilitet og økonomisk vækst. Denne stabilitet fremmede befolkningstilvæksten, og det anslås, at indbyggertallet i det serbiske område nåede omkring 500.000 i slutningen af det 13. århundrede. Denne vækst blev dog udfordret af de mongolske invasioner og senere af Det Osmanniske Riges fremmarch, som medførte krige og befolkningsforskydninger.

Middelalderens begivenheder, herunder skiftende herredømme og krige, har haft en varig indflydelse på Serbiens demografiske landskab. De mange kulturelle påvirkninger og politiske omvæltninger skabte en kompleks befolkningssammensætning, der fortsat præger Serbien i dag.

Befolkning under det Osmanniske Rige

Serbiens befolkningsudvikling under det Osmanniske Rige, der strakte sig fra det 15. til det 19. århundrede, var præget af betydelige ændringer og udfordringer. Osmannernes erobring af Serbien begyndte i midten af det 15. århundrede, og i 1459 faldt det serbiske despotat endegyldigt under osmannisk kontrol. Denne periode medførte store demografiske skift, både på grund af krigshandlinger og den efterfølgende osmanniske administration.

Under osmannisk styre oplevede Serbien en række befolkningsmæssige udfordringer. Krige og konflikter førte til betydelige tab af menneskeliv, og mange serbere blev tvunget til at flygte fra deres hjemlande. Migrationen resulterede i en reduceret lokal befolkning, mens andre områder blev befolket af forskellige etniske grupper, der blev bragt ind af osmanniske myndigheder. Dette førte til en etnisk og kulturel diversificering, som stadig kan spores i Serbien i dag.

I det 16. og 17. århundrede blev Serbien også påvirket af den såkaldte “Store Serbiske Migration“, hvor mange serbere flygtede nordpå til Habsburgerriget som følge af osmannisk pres og krigsførelse. Disse migrationer havde en betydelig indvirkning på befolkningstætheden i de serbiske områder under osmannisk kontrol. Historiske kilder indikerer, at indbyggertallet i denne periode var relativt lavt sammenlignet med før osmannisk tid, men præcise tal er svære at fastslå på grund af manglende pålidelige optegnelser.

Den osmanniske periode var også karakteriseret ved en langsom, men gradvis genopbygning af befolkningen, især i de mere fredelige perioder, hvor landbrug og handel kunne blomstre. Dette bidrog til en vis stabilisering af indbyggertallet, selvom det aldrig nåede de niveauer, der blev set før osmannisk dominans. Samlet set var Serbiens befolkningsudvikling under det Osmanniske Rige en kompleks proces, der blev formet af krig, migration og kulturel integration, hvilket lagde grunden til den moderne demografiske sammensætning.

Demografiske ændringer i det 20. århundrede

Det 20. århundrede var en periode præget af betydelige demografiske ændringer for Serbien, formet af både krige, politiske skift og økonomiske transformationer. Ved begyndelsen af århundredet, omkring 1900, havde Serbien en befolkning på cirka 2,5 millioner mennesker. Denne periode var præget af relativ stabilitet, men den kommende tid skulle vise sig at være turbulent.

Første Verdenskrig (1914-1918) havde en dramatisk indvirkning på Serbiens demografi. Krigen medførte store tab af menneskeliv, hvilket reducerede indbyggertallet markant. Efter krigen blev Serbien en del af det nydannede Kongerige af Serbere, Kroater og Slovenere, hvilket senere blev til Jugoslavien. Denne politiske omstrukturering førte til en periode med befolkningsvækst, hvor indbyggertallet i Serbien steg til omkring 4 millioner i 1940.

Anden Verdenskrig bragte endnu en bølge af ødelæggelse og befolkningsnedgang. Krigens afslutning og etableringen af det socialistiske Jugoslavien i 1945 markerede begyndelsen på en ny æra. Under Tito’s ledelse oplevede Serbien en periode med industrialisering og urbanisering, hvilket førte til en betydelig befolkningsvækst i de efterfølgende årtier. I 1960’erne nåede indbyggertallet op på omkring 7 millioner.

Den økonomiske vækst og forbedrede levevilkår i efterkrigstiden medførte en stigning i fødselsraten, men denne tendens begyndte at aftage mod slutningen af århundredet. De politiske omvæltninger i 1990’erne, herunder Jugoslaviens opløsning og de efterfølgende konflikter, påvirkede også Serbiens demografi. Mange mennesker blev tvunget til at flygte, og landets økonomi blev hårdt ramt, hvilket igen påvirkede befolkningsvæksten negativt.

Ved slutningen af det 20. århundrede var Serbiens indbyggertal stabiliseret omkring 7,5 millioner. Denne periode illustrerer, hvordan krige, politiske ændringer og økonomiske forhold har haft en dybtgående indvirkning på landets demografiske udvikling.

Efterkrigstidens befolkningsvækst

Efter Anden Verdenskrig oplevede Serbien, som en del af det daværende Jugoslavien, en betydelig befolkningsvækst. Denne periode var præget af økonomisk genopbygning og industrialisering, hvilket medførte en stigning i indbyggertallet. I 1948, kort efter krigens afslutning, blev Serbiens befolkning anslået til omkring 6,5 millioner. Denne vækst fortsatte i de følgende årtier, og i 1971 nåede indbyggertallet op på cirka 8,4 millioner.

Den økonomiske udvikling i efterkrigstiden spillede en central rolle i denne demografiske ændring. Industrialiseringen skabte nye jobmuligheder, hvilket førte til en urbanisering, hvor mange mennesker flyttede fra landdistrikterne til byerne. Dette skift blev yderligere understøttet af en forbedring i sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet, hvilket resulterede i en lavere dødelighed og højere fødselsrater.

Den politiske stabilitet under Josip Broz Tito’s ledelse bidrog også til en periode med relativ ro og fremgang, hvilket tiltrak arbejdskraft fra de omkringliggende regioner. Denne indvandring bidrog yderligere til befolkningsvæksten. I 1980’erne begyndte vækstraten dog at aftage, delvist på grund af økonomiske udfordringer og begyndende politiske spændinger, som senere kulminerede i Jugoslaviens opløsning.

Efterkrigstidens befolkningsvækst i Serbien var således et resultat af en kombination af økonomiske, politiske og sociale faktorer, der tilsammen skabte en periode med markant demografisk forandring.

Befolkningsudvikling efter Jugoslaviens opløsning

Opløsningen af Jugoslavien i begyndelsen af 1990’erne markerede en skelsættende periode for Serbien, både politisk og demografisk. Efter Jugoslaviens sammenbrud i 1991 stod Serbien overfor en række udfordringer, der påvirkede landets indbyggertal markant. Konflikter i regionen, herunder krigen i Bosnien og Kroatien, førte til betydelige flygtningestrømme, hvor mange mennesker søgte sikkerhed i Serbien. Dette resulterede i en midlertidig stigning i befolkningen, men også en øget belastning på landets ressourcer og infrastruktur.

I 1991 havde Serbien, inklusive Kosovo, et indbyggertal på cirka 9,8 millioner. Men efter Kosovos de facto uafhængighed i 1999 og den efterfølgende udvandring af mange serbere fra regionen, faldt befolkningstallet. I 2002, efter folketællingen, blev Serbiens befolkning registreret til omkring 7,5 millioner, hvilket afspejlede både tabet af Kosovo og den generelle demografiske nedgang.

Økonomiske sanktioner og politisk ustabilitet i 1990’erne bidrog yderligere til en negativ befolkningsvækst. Mange unge og veluddannede serbere emigrerede i søgen efter bedre livsbetingelser i Vesteuropa og Nordamerika, hvilket førte til en betydelig “hjerneflugt” og en aldrende befolkning. Fødselsraten faldt også i denne periode, hvilket yderligere forstærkede den demografiske udfordring.

I årene efter årtusindskiftet begyndte Serbien en gradvis stabilisering, men de demografiske konsekvenser af 1990’ernes turbulens fortsatte med at præge landet. Befolkningens aldring og fortsatte udvandring har været vedvarende temaer i Serbiens demografiske landskab, hvilket har krævet omfattende politiske og økonomiske tiltag for at vende udviklingen.

Nyttige links til Serbien

Wikipedia om Serbien: da.wikipedia.org/wiki/Serbien
Britannica om Serbien: britannica.com/place/Serbia
Serbiens officielle turistside: serbia.travel
CIA World Factbook om Serbien: cia.gov/the-world-factbook/countries/serbia
Udenrigsministeriets rejsevejledning for Serbien: um.dk/rejsevejledninger/serbien
Den danske ambassade i Serbien: serbien.um.dk